Den bedste start på livet Udskriv
Søndag, 10. oktober 2021 10:25
Den bedste start på livet af Sofie Münster
Sofie Münster 
Den bedste start på livet
256 sider
Politikens Forlag
 
Det her er virkelig en lækker bog til småbørnsforældre og også til bedsteforældre, der har lyst til at følge med i børneopdragelse som fluen på væggen.

Bogen lægger vægt på, at børn lærer at indgå relationer uden at slå, sparke og bide og herudover sætte ord på deres følelser - gennem os. De voksne. De små må lære at skelne den ene følelse fra den anden og forholde sig til dem enkeltvis. Og lærer de ikke det, vil de typisk kun kunne udtrykke vrede og frustration.

Man kan hjælpe børn til denne læring ved at bevare viljen til at forstå vore børns følelser, selvom vi også mærker vore egne.

Eksempelvis:

Du er ked af, at jeg blev sur, og jeg er vred over, at du slår ud efter mig.

Forfatteren skriver, at når vi bevarer evnen til altid at have børns følelser for øje på lige fod med vores egne, bliver vi i stand til at spejle børnenes følelser, og på den måde bliver barnet i stand til gennem vores øjne at forstå, hvad de oplever.

Lyder det langhåret?Det er det ikke. Og gennem en lang række meget direkte og konkrete eksempler kommer Sofie Münster ind på, hvad vort eget følelsesliv og vore egne handlemåder har af betydning for børnenes opvækst.

Hun kommer også med en række eksempler på, hvordan vi skal sige tingene, så børnene ikke kommer til at føle skyld, men at vi respekterer barnet for dets udtryk og alligevel får sagt, hvad vi som voksne har på hjerte.

Barnet nægter at tage tøj på. Hvad gør man?
Barnet bliver ved med at kalde, selv om det er puttet. Hvad siger man?
Barnet nægter at give gyngen videre til en anden på legepladsen. Hvad stiller man op?

Et væld af gode, dagligdags eksempler med en række gode råd og fine overskrifter som:

Nærhed opstår, når man må have det, som man har det.
Kunsten at sige nej til lyster uden at gå på kompromis med behov
Den særlige følelsesmæssige kontakt
Børn er sociale før alt andet
 
Vigtige emner. En vigtig bog.  En bog der er skrevet i en positiv ånd og giver masser af forslag til og absolut ikke skyldbetyngede direktiver til, hvorfor børn reagerer, som de gør, og hvordan man kan komme omkring det hele ved at give dem plads til at være sig selv -; og alligevel gå foran som det gode eksempler. Måske tingene tager lidt længere tid til at begynde med. Men hold op hvor det lønner sig i den sidste ende -, også at læse kloge bøger som denne.


Senest opdateret: Søndag, 10. oktober 2021 10:56