Har man en dement i familien, eller er man bange for, hvad det kunne ende med, kan man som udgangspunkt og alt andet lige ikke vide for meget om, hvad man kan gøre. Den her bog tager udgangspunkt i den socialpædagogiske tilgang, Marte Meo, der bygger på principperne for anerkendende kommunikation. Den er skrevet til behandlere, men andre involverede i behandlingen omkring en patient vil helt sikkert kunne finde guldkorn i den, som man vil kunne bruge over for ens kære, der er ramt af demens.
F.eks. er det vigtigt at lægge en vis autoritet i sproget, her er det mig, der bestemmer-agtigt uden at være kommanderens. Det er vigtigt som behandler eller pårørende at være bevidst om menneskets forskellige sanser for at kunne vejlede og bruge dem rigtigt. Og ved invitationer siger man slet og ret Kom med mig i et forsøg på at stramme sproget op, så alle har glæde af.
Lad denne lille omtale af bogen være en indgang til at studere Marte Meo-metoden i forsøget på at blive bedre til at håndtere demente.

 
Det er velgørende og en fornøjelse og også overraskende at have en bog i hånden, der er een lang grafisk fortælling, og som har et fantastisk budskab, der går rent ind. Nemlig at en far mister sit barn, kæmper med sorgen, hvordan tilværelsen på det nærmeste falder fra hinanden -, og hvordan barnet så dukker op som engel og hjælper faderen på ret kurs igen.

Bogen er autofiktiv og hele vejen igennem en flot og meget bevægende bog om det at miste. Ikke bare sin dreng men også sit parforhold, og det meste af sig selv. Vi bliver endda vidne til, hvordan farmand sidder ved sønnens grav på hans fødselsdag med en legetøjsbil. Og vi kan læse et rørende brev om Anne, der er ligeså ensom i sin sorg som Anders. De kunne bare ikke finde ud af at sørge sammen.
Buster dør på operationsbordet midt i en scenarie på hospitalet, hvor alt er forberedt, hvor lægen siger, at de har foretaget mange operationer, hvor de opmuntrer Buster og fortæller forældrene, at deres søn er en sej fyr.
Så sker det forfærdelige.
Og ind på vores nethinde printer sig kirke, kiste, begravelse, farvel fra klassekammeraterne. Anders forsøger at arbejde sig ud af krisen. Og så en dag går Anders og Anne fra hinanden.
De kan ikke mere.
Og så er det, at opstandelsen sker.....

En meget vigtig bog, anderledes, og en rigtig givende måde at forholde sig til død, sorg - og livet på.

 

 

Selv om her er tale om en fagbog, har vi andre rigtig godt af at læse, hvordan krop og bevægelse hænger uløseligt sammen med det at være en holistisk skabning, et menneske helt og fuldt.
Her er tale om en grundbog for alle, der arbejder med bevægelse og krop i en pædagogisk kontekst. Men står den på hylden, så er det bare med at tage den ned, for vigtigheden og betydningen af at integrere kroppen fuldt og helt i dagligdagen kan ikke undervurderes.

*Hvorfor er man uden for fodboldfællesskabet
* Hvordan etablerer og fastholder man sociale relationer
* Hvordan forhindrer man pædagogisk stigmatisering
* Bevægelse er ofte bundet op på samfundets kropsidealer
* Forskellene i bevægelsespraksis fra SFO til SFO
* Sanseintegration er et spørgsmål om samarbejde mellem forældre og pædagoger
* Pædagogisk idræts betydning

Bogen kommer godt ned i det pædagogiske stof, spænder meget bredt og vil være fin at læse for alle forældre, der kunne have interesse i at følge et barn godt på vej ud i det bevægelige, kropslige og sanselige.

 

Kristne bøger er der mange af i denne tid, og man kan ikke lade være med at spekulere på, om det har noget med den urolige verden at gøre.
Her er endnu en, en meget positiv og energifyldt slags, der umiddelbart handler om en guddommelig oplevelse og vandring i Rom. Det er på sin vis en meget autentisk og personlig bog og samtidig et skrift, der fortæller om glæden ved og troen omkring Jesus, og hvordan kunsten og anaysen i de forskellige bibeltekster kan kombineres på en måder, der taler til folk, og som kan få folk med i det kristne budskab, som måske ikke kunne nås.
Det er dén mægtige styrke, der skal føre os hele vejen hjem til ham. Til den dag, hvor vi skal møde hans udbredte arme, hans smil, hans blik og hans ord. Velkommen hjem. Jeg har ventet på dig.
Sådan hedder det i bogen. 
Og naturligvis hedder det også, at det aldrig er uden smil, at hans tilgivelse er urokkelig og glædesfyldt. Hans sandhed kan være grun og smertefyld, men den er aldrig ukærlig.
En lille rar bog der giver peger hen mod det velsignede ved kristendommen.

Minnie Lemann
Marias historie
305 sider
Books on Demand

Der er ikke overladt meget til fantasien i en velskreven og temmelig æggende bog om 46-årige Maria, afdelingsleder i kommunen i Nyborg, med mand og to børn. To forskellige liv uden fælles interesser, to mennesker der nærmest bare krydser hinanden, når det er aften og weekend.
Hun er på vej mod nye kapitler i sit liv, på vej mod frække eventyr.
For sexlivet er for rutinepræget, og hun griber en ny mulighed, når den nu er der.
Efter en uskyldig tur i gågaden, hvor folk går tætte, kommer hun hjem og finder en seddel i lommen om et frækt tilbud.
Det vælger hun ikke at dele med sin mand, og så er hun på vej mod en affære, der vil noget.

Hun bliver tændt under bruseren og får den ene orgasme efter den anden, mens tankerne kredser om den parfume, der har sat sig i hende efter turen i gågaden. Meget fin beskrivelse og læggen op til, hvad der senere sker i bogen
Jeg kunne mærke hans varme mod min krop
Jeg mærkede også et par fingre, der bevægede sig inde i mig
Jeg havde selv fingrene på klitoris, og mens han kneppede mig i lange, seje stød...
Da han sprøjtede i mig, kom jeg med et skrig

 

Noget helt andet end det rutineprægede med ægtemanden:

 

 

Forfatteren er god til at beskrive forskellen mellem det derhjemme og den ophidselse, som en fremmed og nogle stunder med ham kan bidrage med. Ekstra fut i løjerne, som man også kan sige, men mestendels en måde at tænde en kvindes begær på.

Lad os allerede her stoppe og sige, at på hjemmefronten kan man tage bogen som et wake-up-call og mene, at det er direkte farligt bare at sætte sig i hver sin ende af sofaen med hver sin mobil uden motivation til at pleje sit eget og den andens kærlighed og sexliv. Så opstår affærer ud af det blå, og er det den vej, man vil, så kan man gøre det med de konsekvenser, det har, og den smerte, det forvolder andre.

Det er som om, forfatteren implicit og indirekte placerer alle de begreber foran os og beder os tage stilling.

Det kan vi så gøre undervejs, mens vi kan glæde os til bind 2., idet det her er det første bind om Marias historie.

Forfatteren, der vist skriver under pseudonym, er også god til at fortælle om forskellen i hovedpersonernes opvækst, den ene med en baggrund som troende, som ikke bliver afviget fra, den anden opvokset i Odenses pulserende liv. Et ekstra hip til, at har man en meget forskellig baggrund, så er det med at kridte skoene ekstra for at forsøge at imødekomme hinandens behov.

Romanen indeholder mange af de ingredienser, man må gå ud fra følger med en hemmelig affære. Et job der ind imellem er irriterende og skal overstås, liderlighed i Brugsen, tankerne kredsene omkring elskeren, angsten for hvad partneren ved og ikke ved.

 

Det er rart med korte bøger med bid i. Og det er rart som afveksling, at bogen er sat op i mega-korte afsnit med linjer, der fortæller noget, og hvor læserende fantasi bliver sat i sving.
Sådan er det med den her bog.

Hvert nyt, lille afsnit i bogen, stort set, giver læseren tid og ro til at tænke over noget fra ens eget liv.

Han havde sved på håndfladerne og kunne ikke huske, hvad han havde drømt. 

Hvad var det nu lige, vi selv drømte i nat? Var det vigtigt? Hvordan var stemningen? Drømmer vi overhovedet?

Elias satte sig op i sengen, stille og lyttede.

Hvordan stiger vi selv ud af vores seng. Giver vi os tid til at være stille og bare lytte til, hvad der nu måtte dukke op?

Han trak vejret dybt.

Gør vi os selv den tjeneste sådan rigtig meditativt at trække vejret ordentligt ned i maven?

Intet særligt. Regn.

Er regn intet særligt? Hvordan har jeg det selv med naturen. Er regnen ikke noget særligt, idet den er med til at holde gang i vores elskede natur?

Denne gang standsede han op ved en bænk, han aldrig før havde bemærket. 

 

Hvor ofte går vi bevidstløse gennem livet og bemærker ikke, hvad der er lige foran dig.

Det er lidt svært at fange handlingen i denne udtryksfulde bog. Eller også er det bare fordi, vi har svært ved at komme ud over fokuseringen på de enkle, elementære og meget givende ordsammensætninger, bogen repræsenterer.

Den er godt bygget op og taler i al sin enkelhed ind i vores allesammens liv. 

 

I disse for vor verden vildt underlige, anderledes og også skræmmende tider er det vigtigt at forsøge at forstå, hvorfor vi er nået hertil, og hvad der eventuelt venter forude.
Det giver historikeren Anders Maegaard nogle fantastiske tilbageblik på og visionerer et glimrende bud på, hvad morgendagen vil bringe.
Det er ikke for sarte sjæle at læse, hvis man har sin verden kær, men man bliver nok nok nødt til at forholde sig til de barske realiteter og få eksperters analyser af, hvordan det er endt - indtil nu.
Forfatteren kalder sig selv i forordet for en liberal optimist.
Det er da også, hvad der skinner igennem linjerne, når han flot opsat og afsnit for afsnit med sikker pen fører os igennem folkevandringer, velstandsstigning, de nye magter Spanien og Portugal, demokrati og ejendomsret, kolonialisme og konfrontation, krig, terrorbalance og folkemord, eksterne trusler og mange andre for historien om at gøre vildt spændende emner.
Med historien som klædeligt bagtæppe kommer han ind på, hvordan Vesteuropas befolkning blev mere end fordoblet 1700-1850. Alene den oplysning fortæller jo en masse om muligheder for konflikter, jo flere mennesker på samme plads, ja gæt selv....
Han mener også, at den franske revolution i 1789 var afgørende for skabelsen af det moderne Europa. På den ene siden betød den et opgør med de gamle regimer, på den anden side var det vejen frem mod nationalstater.
Han kommer ind på pest-angreb og renæssance, og han fortæller også, hvad det virkeligt farlige ved Rusland er. Det er ikke deres mængder af atomvåben, som vil betyde selvudslettelse, hvis de kommer i brug. Den virkelige fare er Ruslands vilje til at bruge alle konventionelle midler i deres arsenal for at gennemtvinge deres løsninger og så landets stræben efter at udvide sin status som regional faktor til at være en global spiller. 
DET er det farlige.
Og Maegaard vil have, at vi skal lære af historien og se på, hvor effektivt de vestlige stormagter kunne have forhindret nazismens udbredelse ved at gribe ind i tide.
Det burde man have gjort noget før, skinner det igennem i bogen, selv om Vesteuropa er ved at vågne op nu over for Rusland.
Vi har blot peget på et par mindre ting i en glimrende bog, der fortjener at blive brugt som en sand historiefortæller, hvis man er det mindste interesseret i at "scanne" udviklingen i Vesteuropa helt op til vore dage, hvor både indkomstgrundlag og velfærd nærmest har overhalet alting med syvmileskridt. 

Men hvor der bestemt også er mange malurter, nemlig urbaniseringen der fjerner folks geografiske tilhørsforhold, opbruddet i familiestrukturen der fjerner det personlige tilhørsforhold, omvæltninger i erhvervstrukturen der fjerner det faglige tilhørsforhold, nyhedsstrømmen der fjerner fokusering og overblik og sociale medier der fjerner evnen til at sortere og prioritere.
En bog der giver masser af inspiration til samtaler omkring bordet. 

 

At historien lejrer sig i kroppen er velkendte teorier og bliver brugt som baggrundsviden for mange krops- og healingterapeuter i behandlingen. Kroppen er ofte den direkte indgang til fortiden og til traumer, som almindelig samtale og ord ikke umiddelbart kan fange.
Derfor er det vigtigt med bøger som denne, der kan anskueliggøre overfor velfærdsprofessionelle, hvordan man arbejder helhedsorienteret med sociale problemer.
Forfatteren vil gerne forbedre praksis på området og vise, hvordan opmærksomhed på borgerens krop kan være en vigtig ressource i det sociale arbejde.
Med cases og med meget fine indføringer i de forskellige mangler, klienter ofte har, f.eks. til at mærke kroppen til at lytte, til at være stille, til at sove, fortæller Eva Børjesson Buus, hvordan man eksempelvis gennem øvelser med lukkede øjne, yogaøvelser, åndedrætstræning, minffullness og eksplisit viden på området kan få traumeramte til at fungere bedre, og hvordan man ved hjælp af et empowermentorienteret og tværprofessionelt samarbejde kan højne livskvaliteten for den enkelte.
Vi andre lægfolk har godt af at læse med, for i og med der bliver sat fokus på området vil vi langsomt men sikkert kunne nå til en erkendelse af, hvor vigtig en del kroppens psyke er for et menneske, og hvad den i virkeligheden kan fortælle, hvis man giver den lov.

 

 

 

Det er tydeligt, at digtsamlingen her frembringer et ekko tilbage i tiden til et hav af de helt store digtere og forfattere, og at det er kærligheden til lyrik og digtning, der ligger i forfatterens DNA.
Så er vi tilbage i historien ved Erik Glipping, så er vi fremme ved lokalsprøjter som Aarhus Stiftstidende, så er vi tilbage til superkræfterne Inger Christensen og Poul Borum, og kunne de være stillet op til byrådet idag?
Så bliver livets store spørgsmål vendt såsom: Er det en etisk udfordring at drage omsorg?
Så er vi i Ebeltoft, der med byens mange kringelgyder er perfekt til affærer. 
Så snakker vi lidt italiensk.
Så glæder vi os på Djursland over alle Guds gaver.
Det er afvekslingen i bogen, vi godt kan lide. Det bliver aldrig, som i aldrig, kedeligt.
Så snakker vi om muzak i de nyeste beats.
Digtningen har en enorm spændvidde, og knækprosaen er også med ind over.
Holder man af digtning, men holder man sig alligevel tilbage, fordi man synes den enten er for meget eller for lidt, så skal man læse samlingen her.
Det er en ubevidst og meget fin måde at få øje op for digtningen end ved de rene terperier.
Meget fint.

Man har sådan en lille advokat i maven, der siger, at når en ny bog om et gammelt emne udkommer, så skal der nye vendinger og ord til for at få budskabet solgt. I bogen her, er der i hvert fald et ord, der går igen, og som er bemærkelsesværdigt. Nemlig ordet "hjælper".

Jeg frygter at være mig selv af frygten for at miste andre, hedder det et sted i bogen.

Den er jo ikke så sjov ikke at turde være sig selv, og et hav af forsvarsmekanismer træder i kraft i forskellige forklædninger, som dybdepsykologen Gustav Jung, Richard Schwartz og et hav af andre har arbejdet med, men som især den sidste har erkendt var nødvendige som små hjælpere.
Og det er disse hjælpere Frej Prahl beskæftiger sig med i bogen.
Bogen er ikke så ligetil at gå til som menigmand. Der skal enten en fagspecialist eller en anden med virkelig forståelse for eller interesse i selvudvikling til at komme igennem de tætskrevne sider.

Det kræver også lidt mere end bare det at være i et middelmådigt forhold at komme igennem de lange cases, som Prahl naturligt nok har interesse i at viderebringe og beskæftige sig med.

Forsvarsmekanismer har altså en tydelig mission, nemlig at hjælpe os.
Man skal forstå deres historie og takke dem for det store arbejde, de gør for os hver eneste dag.
Lidt helligt udtrykt, vil vi nok mene, men budskabet går rent ind, må vi så også erkende, det gør ikke noget, at vi er besværlige og laver overspringhandlinger, det gør vi for at beskytte os selv.
Hvis man har været genstand for traumatiske oplevelser, vil der som sagt være nogle hjælpere, der gør enshjerte hårdt og forrået for at passe på det.
En ny, anderledes, spændende vinkel på velkendte problematikker. Der er en mening med, at vi på overfladen virker arrogante og afvisende. V er tidligere blevet skadet.
Og Frej Prahl anskueliggør en direkte sammenligning med hadet fra overgrebsfolk til offeret og så meget af det, der skete mod jøderne under 2. verdenskrig.
Frej Prahls tekst er god, rigtig god, med en varm og dyb indsigt i det menneskelige organ.
Med masser af gode eksempler fra sin egen hverdag, fra sin praksis og fra kendte mennesker, giver han sit bud på, hvordan vi ganske enkelt bliver mere lykkelige på livets rejse f.eks. med vores partner. Vi håber, det fænger, men man skal tage tilløb for at overkomme de mange tætskrevne sider, der på forskellige måder taler til fagfolk, men som tydeligvis er skrevet, så vi alle helt sikkert vil kunne få noget ud af den.