|
Fredag, 27. august 2021 00:00 |
|
Arne Mariager
Fuglemanden
396 sider
Hovedland
Arne Mariager har udgivet en krimi med forbrydelse og plot, der heldigvis ikke er så udspekuleret og alternativt, som mange forfattere har brudt adskillige årshjerner med i forsøget på at distancere sig fra det ordinære.
Plottet er ganske ligetil, og opklaringen er idé- og udviklingsmæssigt i den bedre genre. Lettere dagligdags, nede på jorden, og hvor forståelsen om stor gevinst og mange penge til forbryderen ligger lige til højrebenet.
En galleriejer i Aarhus, har gennem årene, lad os sige det sådan, erhvervet sig en større kunstsamling, der på sigt vil kunne give ham den helt store gevinst. Men der er lige nogle forbrydelser, han skal have ordnet først. Nogle mord. Hvilket han slipper godt fra. Indtil lige altså han skal have begået den sidste store forbrydelse, før han kan trække sig tilbage.....
Udmærket idé. Udmærket forløb. Desværre hopper og danser det sproglige sammen med en forvirrende fokusering. Den slags hvor der rigtigt mange steder bliver bygget en god fortælling op ud fra én synsvinkel, hvorefter det hele falder til jorden igen med gerningsmandens eller andres flade kommentar: "McNøglehus", "Det var en befrielse", "Han tænkte forløbet igennem". "Dagen var begyndt. For nogle". Sådan noget. Eller "Telefonen ringede et par gange. Så fik han forbindelse". "Vigtigt tænkte Frank". Med sådanne efterkommentarer synes vi, sproget mister dynamik og fremdrift, og som læser mister man fokus. Specielt i bogens første halvdel.
Når vi dertil lægger, at Mariager bruger decideret forkert stavede eller mindst sjældent og tvivlsomt stavede stednavne, så irriteres man så meget, at det bliver svært at fastholde glæden ved handlingen og svært at komme videre.
Eksempelvis hedder det ØrstedSparken i København og ikke som i romanen Ørstedparken uden S. Tillige er der kun to almindeligt forekommende, forskellige stavemåder af Marselisborg Skovene i Århus. Enten som her beskrevet, altså Marselisborg Skovene i to ord, ELLER Marselisborgskovene i ét ord. Den tredie model, nemlig Marselisborg skovene, altså det andet ord med lille, eksisterer kun i bogen her og ikke i virkeligheden, pånær meget få steder rundt om på hjemmesider og så nede i brødteksten. Det kan forsvares, men hvorfor dog bruge denne model, når det andet er officielt og smukkere og hyppigst anvendt? Iøvrigt skrives ordet dog korrekt et andet sted i bogen. Nemlig på side 160 hvor der reelt nok står Marselisborgskovene. Hvor er korrekturlæseren blevet af?
Og er det realistisk at dirke en kommodeskuffe op med en kraftig saks? Og vil en politimand nogensinde finde på at tage sig et glas vin i en gerningsmands lejlighed ....?? Fra dennes egen samling??
Vi anser det for tvivlsomt, at en drabsefterforsker, der ikke kan lide at spise alene hjemme i weekenderne og drikker danskvand og ryger pibe, ejer og skal have slæbt ikke mindre end 15.000 bøger op i sin nye lejlighed i København på fjerde sal uden elevator. Ovenikøbet når bøgerne ikke senere får en nævneværdig rolle i handlingen. Vi spørger også os selv, om det nu kan passe, at en civilingeniør i Skive med en fortid som løjtnant i Frømandskorpset i fulde alvor kan finde på at stå og pisse på den forbryder, han lige har gennembanket, fordi han ville voldtage civilingeniørens kone. Og når galleriejeren i begyndelsen af bogen næsten går og træller og fører en munter tone efter sine forbrydelser, og samme forbryder ved sin anholdelse hvisler og slynger om sig med begreber som nazisvin og røvhuller og gå ad helvede til mod de politifolk, der har anholdt ham, og som smider samme forbryder først op i luften og så flere gange ind i væggen ja, så beklager vi, så er vi altså stået af.
Det er for vildt. Troværdigheden er forlængst gået fløjten. Det virker som om, Arne Mariager har samlet en masse research-noter om vine og om seriemord i Danmark og andre ting, som han har fornøjet sig med at få ned på pc´en. Og sproget lader han så læserne om at samle op.
"Ud af røret Frank. Du skal bare indfinde dig på havnen i Bogense. Så render du lige ind i cirkusset". Eller "Jeg kommunikerer ikke med de døde. Det volder mig sgu problemer nok med at kommunikere med de levende". Taler man virkeligt sådan i etaten?
En blind mand med en syg førerhund kunne se, at der var sket et eller andet ud over det sædvanlige . . . Er sådanne metaforer virkelig nødvendige for at skabe billeder for læseren? Så brølede svenskeren: -Nå, hvor helvede vil du ha´ bordet stillet, sin svagpisser......Når jeg har fået denne opgave, er det fordi, jeg er uddannet tømrer og snedker. Fordi jeg kan det lort. Jeg valgte bare at blive politimand bagefter, fordi jeg faldt i søvn på grund af langsommeligheden mellem håndværkere....
Man skal være indstillet på, at man får et skarpt og sine steder decideret vulgært sprog smidt i hovedet. Om forfatteren mener, det har været nødvendigt for personkarakteristikken, eller om Arne Mariager bare har læst bøger nok til, at nu skal den have alle på tangenter, det er uvist. Men klædeligt er det ikke. Eller hvad med den her fra civilingeniøren i Skive:
Da betjentene hentede forbryderen, overrakte værten dem tilståelsen (optaget på mobil, red.), og han tilbød at komme og tæve idioten, hvis han trak tilståelsen tilbage......Jeg vil bare vente, til han bliver løsladt. Så finder jeg ham igen og giver ham så mange klø, som han aldrig har fået før. Det er det eneste, den slags skiderikker har respekt for .....
Og så for lige at runde lidt af med en sjov, lille en i disse MeToo-tider:
Han tænkte på, at købmandsenken næppe var en kvinde, der brød sig om helt glatte mandekroppe. Men man kan aldrig vide, tænkte han. - Der er store dybder i kvinders sind.
Glatte mandekroppe. Store dybder??? Hvabehar....Øh...
Seriøst mener vi, at oplægget er godt, handlingen er fin, og opklaringen af forbrydelsen i romanen er kronologisk gennemtænkt, og fantasien fejler bestemt ikke noget hos forfatteren. Det kunne være blevet en kompetent krimi med et stramt og godt skåret plot. Men indholdet står slet ikke mål med indpakning, formuleringer, personskildring og sprog.
Arne Mariager har på mange måder vist sig at være en glimrende skribent. Men enten har han efter flittig læsning af andres bøger alt for meget på hjerte, som han skal af med og ud med gennem en krimi. Og så bliver det mere Mariager end roman. Eller også må han sammen med sit forlag justere på sin opfattelse af, hvor lav intelligens, han mener vi læsere har, når vi skal bydes små 400 sider, der på flere måder minder om en krimifarce og ikke et gedigent håndværk af en professionel gennem vel snart et par menneskealdre.
Bevares, vi kommer igennem bogen, og 2. halvdel indeholder udmærkede opklaringssekvenser. Totalt set er det dog mest nysgerrigheden, der driver læseren fremad. Spænding og fokus forsvinder bag for meget sprogligt flimmer og ballade, eller hvad det nu er....
|
|
Senest opdateret: Lørdag, 28. august 2021 14:24 |
|
Fredag, 27. august 2021 00:00 |
|
Mette Holm
Kærlighed oppefra
201 sider
Muusmann
En bog med mange fine hensigter sætninger og konkrete bestræbelser på at få budskabet ud. Og budskabet skulle altså være at få et godt parforhold, og at kærligheden kommer indefra, og når den side er på plads, så skulle der være en chance, hvis man finder det gode frem i sig selv.
Forfatteren har helgarderet sig og fortæller, at bogen både er henvendt til singler, folk der har været i et forhold i mange år, hvis man lige er blevet skilt, og også hvis man er i et forhold, man ikke lige synes er sagen.
Altså alle der vil noget som helst med kærligheden.
Meget er blevet sagt før, og nu forsøger Mette Holm så at komme rundt i kærlighedens trækasserier én gang til. Og det er tydeligt, hun har gjort sig umage for at skabe et rum og et sprog, som folk forstår ved at tage dig i hånden og guide dig gennem det næste trin, som hun skriver i forordet.
Udmærkede intentioner, og hun skriver også, at denne bog er en kærlighed og konkret guide til, hvordan du gør. Fra mit hjerte til dit.
Jo tak, og hun fortæller også, at alt, hvad du lærer i denne bog er kærligt og ikke handler om at placere skyld nogen steder, hverken hos mor eller far eller andre, der har påført os kærlighedssår i fortiden.
Jeg skriver det her for at understrege, at det, jeg vil lære dig med denne bog IKKE handler om at pege fingre af nogen.
Udmærket, det håber vi da heller ikke, og hvorfor så nævne det, skal vi så komme igang.
Hun mener, at al smerte opstår, når man ikke formår at være varm, nysgerrig og åben i forhold til det, der er i og omkring en.
Altså at være i nuet. Mange vil jo nok stejle over sådan en sætning og mene, at man bestemt er både nysgerrig og åben.
Vi vil antage, at Mette mener, det handler om at TURDE være til stede i en eventuel konflikt og dialog, hvor ubehagelig den end kan være. Hvorfor så ikke skrive det direkte.
Mette er god til at fortælle, at dette er en både dyb og ærlig bog. Jeg har selv arbejdet i dybden med det, jeg nu giver videre til dig.
Og så fortæller Mette om sin egen barndoms svære betingelser for kærligheden. Om de uregulerede følelser i familien, og altså meget, man ikke talte om i dybden. Det var en betændt barndom, hvor man ikke rigtigt vidste, hvornår farmand blev vred, og hvornår verden i det hele taget væltede.
Lillebroderen skulle til talepædagog, og hele familien skulle til samtale med en skolepsykolog. Det gjorde så udslaget for Mettes videre forløb. Læs selv videre i bogen hvorfor. Kort fortalt her kan vi fortælle, at hun fik så stort et chok, der nærmest afgjorde hendes videre færd.
Der på mange måder gode formuleringer og mange udmærkede statements, som man kan bruge som diskussionsoplæg og til overvejelser. Men mange steder er der lidt for meget dikterende stil a la: Prøv at gå ind i en kærlig energi, når du skal igang med arbejdet. Hvad er kærlig energi? Hvordan tryller man lige den frem? Du skal være varm, nysgerrig og åben i stedet for at være lukket, bebrejdende og ligeglad. Her kunne man fristes til at spørge forfatteren, hvorfor hun går ud fra, at vi er lukkede, bebrejdende og ligeglade. Og efter den berømte "Jeg er, du er"-sætning af gestaltterapeuten Frits Perls mener hun: Prøv at lade sætningen synke ind. Du kan allerede høre, at hvis du åbner for kærlighed, for nysgerrighed og varme fra dig til dig, så vil du blive mere nysgerrig og åben overfor andre, for så er du et sted, hvor du er i stand til at give VNÅ (Varme, nyserrighed og åbenhed, red.) til andre.
Kan man mærke det? Er det nu så enkelt, at man kan mærke det ved at læse en sætning?
Eller: Jeg laver gerne ting til koder, for hjernen kan godt lide, vi samler ting.
Det kommer vel an på, hvem man er. Nogle hader ting og gør alt for at ville skille sig af med dem for ikke at blive afhængig. Senere på samme side tager Mette da også forbehold over for det og skriver, at måske er man til koder, måske er man ikke.
Du har nu metoden til at skabe det forhold, du længes efter.
Fint, så gør vi det, og så får vi det dejligste parforhold.....
Vi synes, der er lidt for meget indforståethed og en anelse både bedrevidenhed og arrogance i nogle af Mette Holms kommentarer og udsagn. Ikke at de ikke er berettigede, hvis man ser bort fra det, og vi er også sikre på, at de vil kunne få folk til at tænke sig om. Og gå lidt mere forsigtigt til parforhold end måske før.
Men man skal være indstillet på, at Mette tager os temmelig meget i skole:
Det er vigtigt, du har forstået den viden, jeg har forsøgt at give dig.
Her skal du virkelig reflektere, du skal gå dybt, og du skal mærke.
Jeg vil gerne bede dig læse de to kapitler igen, så du er sikker på, at du har forstået det og taget det ind.
Hvorfor denne leg med, at læseren er fatsvag?
Så er der lidt om dulme-modellen, hvor vi ofte dulmer smerten med afhængighed i forskellige forklædninger som sex, shopping, spil, whatever. Her mener Mette, at energien i det hele er problemet. Ikke hvad man dulmer med, men energien. Og her bliver det rigtigt interessant, for nu kommer en række eksempler på, hvordan vi kan reagere, når der virkelig er smerte i ens indre. Også ting man vitterligt ikke lige tænker over til daglig såsom drama, sladder, skænderi, frakobling, surhed, muthed, misforståethed og at please. Altså hvis der er en følelse, man ikke har lyst til at mærke, så kan man gå ind i en anden følelse og på den måde dulme de ubehagelige følelser med andre energier, og her taler vi ikke om de konkrete ting, men om energien i det hele.
Bogen indeholder masser af plads og streger til selvrefleksion, altså noget man skal udholde selv, og kærlighedens udfordringer er også sat på formler og grafer, trekanter og cirkler om stærk/svag, ydre plan, indre plan, mig/min partner, bevidst/ubevidst, sundt mønster/såret mønster, de to smerteveje som offer og skabekraft, hvor det vil være smart at bruge sidstnævnte.
Bogen er et af de nyeste skud på stammen om, hvad der virker godt i kærlighed og parforhold, nu er det altså OPPE-teorien som Mette Holm har udviklet. Vi synes, bogen som helhed er meget teoretisk og meget forklarende og egner sig i sin tegne-fortælle-stil fint som underlæg til et foredrag, og måske skal man endda have været til et af Mettes mange foredrag, før bogen giver mening. Vi ledte efter indholdsfortegnelsen og blev temmeligt begejstrede, for vi vil vove den påstand, at man som udgangspunkt ganske fint vil kunne profitere af at læse blot de forskellige kapitlers overskrifter. De er nemlig gode.
Du skal turde stå alene, for at I kan stå sammen.
Hold fast når livet giver lussinger.
Betræd nye stier.
Perfektion er ikke målet.
Tro er stærkere end vilje. Nyt mindset, ny virkelighed.
Mange af disse statements i bogens oversigt giver anledning til at overveje, om ens tilgang til kærligheden er god eller kunne være anderledes. |
|
Senest opdateret: Lørdag, 28. august 2021 12:44 |
|
Torsdag, 26. august 2021 00:00 |
|
 Nikolay Zeuthen
Sommerferiedigte
80 sider
Gutkind En dejlig digtsamling om livet itself. Vi når ind til benet gennem forfatterens gode iagttagelser og eminente fortællerglæde og evne.
Fortællerevne gennem digte, så det går lige ind, og man behøver ikke læse digtene to gange, før man har sig en oplevelse. Om naboens radio, der har en udsendelse om aktier, om mor i Tingbjerg, som de lige får lokket til at spille kort og også med stort besvær får overtalt til at gå en lille tur med ned.
Om varmen og ugideligheden på stranden, om Fosdalens smeltevandskløft fra istiden, hvor vi får et glimt af historiens gang og menneskets udvikling, om ferien i Fjerritslev, hvor vi får et glimt af de dagligdags indkøb som en badedragt til Lise, om pengene der lynhurtigt ryger på en benzintank på Fyn, om afmagten når der mangler skruer til et IKEA-skab man er ved at samle, og så er der gode iagttagelser om unge mennesker og deres ungdommelige færden, og nu er ferievennerne kommet på besøg, og nu har de lejet et rækkehus uden for Århus gennem AirBnb.
Et glimrende tidsbillede af en ferie, der foregår i en lejet bil med kone og tre børn, hvor digteren Nikolaj med en elegance og nøgternhed svinger sig i lyrikkens kunst på en så hardcore måde, at man ikke bare føler, man sidder ved siden af, men føler man er midt i de begivenheder, Nikolaj oplever.
Et sødt, varmt og glimrende, lille værk, der får rystet posen med livsværdier og oplevelser godt og grundigt. |
|
Senest opdateret: Torsdag, 26. august 2021 08:09 |
|
Torsdag, 26. august 2021 00:00 |
|
Jo Nesbø
Jalousimanden
267 sider
Modtryk Der er store og meget, dagligdags følelser og etiske dilemmaer på spil i den nye Nesbø-bog med ialt syv meget forskellige fortællinger. Følelserne bliver udtrykt gennem humor, dilemmaerne gennem f.eks. rejser rundt om i verden, men det stærkeste indtryk finder vi i Grækenland, nærmere betegnet Massouri og Kalymnos og Telendos.
Hvor tvillingerne Franz og Julian er rejst ned for at klatre. Jalousien kommer her ind i billedet, fordi den ene forelsker sig i en gudesmuk kvinde, og hvor står den anden så? Skal han støtte sin bror i sin lykke, eller må han have lov at give efter for sin jalousi.
Der er noget ursundt i at lade store dele af romaners handling foregå i Grækenland, der på sættervis er Europas moder, og som fra oldtiden og mere end det har været arnested for utallige konflikter og drab udløst af begær, magt, jalousi, utroskab, penge, falskhed, hengivenhed, efterstræbelser, organiseret kriminalitet, alt det som livets mere mørke sider er gjort af.
Vinklen med at lade historien og evolutionen tale er en spændende måde at komme rundt om en lang række dilemmaer på, og det er Jo Nesbø super til. Han er i sit rette element.
At han ikke nøjes med at tage verden rundt på fribillet med et enkelt dilemma i bagagen er en gave til læserne og åbner mange muligheder for, at vi kan bruge bogen som selvindsigt. For hvordan vil vi selv reagere i situationer, hvor vi har muligheden for at bruge vores magt over vores eget liv, hvis f.eks. manden har været i seng med vores bedste veninde. Hvordan har vi det selv med at springe over i køer og blive sprunget over. Og hvad hvis man får en eller anden status i samfundet, som f.eks. forfatteren Odd Rimmen, og så alligevel møder pænt med modgang, når bogen skal på markedet.
Jo Nesbø har brugt en række vedkommende og genkendelige situationer i forsøget på at nå ind til læseren og pille ved vores egen etik og moral. Jo Nesbø er så stort et navn, at han kan tillade sig næsten hvad som helst. Og bare fyre en roman af med et tema, som kan gribe en læsere. Den er han for stor til bare at gribe, og ja derfor er han så stor.
Fordi han tænker på at få læseren med ind i universet og giver mulighed for at ruske op i vores indre.
Vi kan kvittere med en tak, Jo, fordi du tænkte på os. Dine tanker gør godt. Dine ord ligeledes. Tak for endnu en skøn stund med din bog. |
|
Senest opdateret: Torsdag, 26. august 2021 08:52 |
|
Torsdag, 26. august 2021 00:00 |
|
Pernille Garde Abildgaard
Brænd hamsterhjulet
287 sider
Frydenlund Bogen har mange fine overvejelser og bestemt oplæg til diskussioner i hjemmene og i særdeleshed på ledelsesgangene i virksomhederne:
At gå tidligere hjem om fredagen er en klar markering af, at vi har fokus på også at holde fri. Det afgørende er egentlig ikke, hvor mange timer, du arbejder, men at du går hjem med mere energi.
Forudsætningen for, at man kun kan tjene penge i et tidsregime, hvor man slider sine medarbejdere op, køber Jesper Hildebrandt (Managing Parnhter i Institut for Cyber Risk, red), ikke.
Jeg går glip af en masse, når jeg skynder mig.
For både at være produktive og effektive skal vi derfor være bevidste om, hvilke dele af vores arbejde, der skaber mest værdi ....
Prioritering er hundesvært i enhver organisation.
Drop timetælling og se på værdien af arbejdet i stedet for.
En fridag om ugen kan tiltrække kræsne, dygtige kompetencer.
Bogen præsenterer sig selv som guide til et lykkeligt arbejdsliv. Det kan være, det er lige at tage munden for fuld, idet guider har tendens til at ville tage patent på sandheden og overser ofte, at der skal en afsender og en modtager til for at rykke ved noget som helst.
Men ingen tvivl om, at bogen rammer utroligt spot on på mange af de parametre, en virksomhedskultur vil kunne profitere af. Der er mange fine og også dokumenterede modeller for, hvordan vi kan se os selv som andre end ressourcer, der bare skal jobbe, arbejde og producere i det her hamsterhjul. Bogen har besøgt 15 vikrsomheder, som har testet diverse arbejdsmetoder, fra fokus-bånd til 4-dages arbejdsdage og endda en 3-dages arbejdsuge.
Hvordan det fungerer kan du læse meget mere om i en bog, der tager såvel arbejde, som ledelse, arbejdstagere på gulvet og virksomheden yderst seriøst. Ligesåvel som læserne bliver taget i hånden, og selv om bogen er massiv, så er alle de gode råd og konklusioner udkrystalliseret i bokse og ved flueben, så man stort set kan begynder her.
|
|
Senest opdateret: Torsdag, 26. august 2021 10:31 |
|
Torsdag, 26. august 2021 00:00 |
|
Rumaan Alam
Læg verden bag jer
304 sider
Politikens Forlag Hvad sker der lige, er verden ved at gå under, hvem har angrebet os og tænd så lige det lys.
Det er sådan, vi skal være indstillet, når vi går ind i bogen.
Går ind, ja det er det rigtige udtryk. For man her en fornemmelse af, at vi træder direkte ind i trafikken, der er gået i stå, masser af beskæmmende luft fra aircondition og vinduers UV-filter, og så nævner forfatteren for en sikkerheds skyld, at der ikke er grund til at bekymre sig om cancer.
Vel forberedt bliver vi på alle tænkelige katastrofer, der lurer, og her bruger forfatteren det velkendte trick med lige at strejfe det, der har forbindelse til ulykker: Plaster til børnene, stormvarsel, myndighedslister, mobforbindelsen bliver lidt dårligere, jo længere vi kommer ud.
Forfatteren benytter sig her i undergangs-litteraturen af en slags overspillet humor som han opsnappede hendes utilfredshed som en sonar eller mangroven var langt mere intelligent, den blottede rødderne som en fornem victoriansk dame trak skørterne op eller hans sneakers var uformelige og på størrelse med et franskbrød. Der hang en duft af mælk om ham, som man kender fra spædbørn....
Meget sjovt og det er jo en stil, men den er lidt pjattet og fratager bogen et mindre point som direkte thriller og undergangsroman.
Men ligemeget, det er sjovt at læse grundlaget for den enorme succes, Rumaan Alam har fået med at få solgt filmrettighederne til Netflix og ellers er endt oppe i en af de store ligaer som forfatter.
Der er mange utroligt spændende og foruroligende scener i bogen som når f.eks. i begyndelssen af bogen, hvor Amanda og Clay i et temmelig isoleret, lejet hus på Long Island med deres børn pludselig bliver overrasket af et par, der påstår, de ejer huset, og om ikke nok de må bo i huset sammen med dem, ider strømmen er gået rundt omkring, og der hersker kaos overalt.
Denne kaos og ikke mindst angsten for kaos er det gennemgående ved bogen, der godt kan få dig til at sætte dig ud på kanten af stolen en time eller to.
I disse pandemi-tider, hvor meget går godt og rigtig meget skidt, er der god basis for katastrofe-film og undergangsbøger. At den her har fået så stor succes skal efter vores vurdering ses med baggrund i et spændende plot, nogle gode karakterer og så igen, at katastrofen og den tryggede stemning er serveret med den humor, som vi alle har brug for, når noget er skidt eller forfærdeligt eller helt uden for, hvad vi kender til i dagligdagen.
|
|
Senest opdateret: Torsdag, 26. august 2021 09:34 |
|
Torsdag, 26. august 2021 00:00 |
|
Kirsten Thisted
Stemmer fra Grønland
491 sider
Kristeligt Dagblads Forlag En flot bog, der ja, giver ordet til Grønlænderne. Der på helt deres egen måde fortæller os om baggrunden for den modstand, der i 2020 førte til vandalisme af Hans Egede-statuen i Nuuk.
Det er et vigtigt indlæg i debatten om Grønland, men det er søreme også en vigtig udgivelse, som direkte og indirekte ansporer politikere og myndigheder til at tage hånd om et folk, der på stort set alle parametre i århundreder har været et parallelsamfund, der mestendels altid bare gerne har villet være i fred.
Hvad skulle ham Egede da også lige pludselig i Grønland, tænker vi efter endt læsning af bogen.
Bogen fortæller på bagsiden, at den ikke vælger side, at der ikke er helte eller skurke, og at den ikke tager stilling til, om kolonialisme var en god eller dårlig ting.
Det er jo god stil. og gode intentioner.
Og det er muligt, at anmelderens øjne her ikke er skarpe nok eller er forudindtaget.
Men alene det bogen besidder vendinger som det mest utvungne samvær mellem danskere og grønlændere synes at have fundet sted på rejser og udflugter eller ingen af parterne var helt sig selv under sådanne forsøg på at krydse grænserne eller .....forsømmelige læger der hjerteløst bare sejler forbi de små bopladser, danskere der får børn med grønlandske kvinder, men ikke vil vide af dem og lader dem gå for lud og koldt vand, samt de dårlige forholde på Godthaab Seminarium...
Sådan noget gør, at man tænker, aj var det nu det rigtige at kolonisere Grønland; det er så én diskussion, men på en eller anden måde kommer vægten over på de konflikter og udfordringer, der gennem tiden har været danskere og grønlændere, høj som lav imellem. Og derfor er bogen, hvor fine intentioner den end har, i hvert fald ubevidst efter vores vurdering med at at skabe et billede af, at de egentlig helst ville have været fri for os. Og når bare en ene part gerne ville have været fri, så har begge jo tabt.
Udover det indeholder bogen mange særdeles interessante beskrivelser af forholdet mellem Danmark og Grønland, hvor de store følelser ofte har været på spil, såvel før som efter 1953, der markerer den formelle afslutning på Grønlands kolonitid. Ledsaget af mange fine billeder fra naturen, af grønlænderne og også de ældre butikker deroppe for mange år tilbage.
Bogen fortæller også om, hvor dårligt danskerne var til at lære grønlandsk, og den lægger bestemt heller ikke skjul på, at visse danskere på forskellige niveauer for at sige det mildt mente, at de var gjort af et bedre stof..
Bevares bogen fortæller også om interesser for hinanden og venskaber mellem de forskellige grupper, men mest giver bogen altså et broget billede af de spændinger og udfordringer, der altid har hersket ved at skulle være livgiver til et projekt om at binde to meget forskellige kulturer sammen.
Godt stof at blive klog af og danne sig en mening ud fra.
|
|
Senest opdateret: Torsdag, 26. august 2021 10:13 |
|
Min kamp for at blive kvinde |
 |
 |
 |
|
Torsdag, 26. august 2021 00:00 |
|
Sasha Louise
Min kamp for at blive kvinde
Cirka 260 sider
Grønningen1 Man lever, når man læser denne bog. Den er så intens skrevet, og man kommer med på nogle gevaldige rutcheture, hvor man sætter sig i Sasha Louises sted og tænker, aj kan det være rigtigt.
Min butikschef, der kommer fra Tyrkiet, er fordomsfri og har ingen problemer med, at jeg klæder mig, som jeg gør, men nogle af kunderne peger på mig og siger: "Hvad er det dér. Det dér vil vi ikke betjenes af".
Jeg vænner mig til, at der jævnligt kommer en flok teenagepiger løbende forbi butikken og råber: Ad hvor er du klam.
Vi hører også om Sasha Louises genvordigheder med knap så forstående chefer, der dikterer, at hun til firmafesten ikke må have kjole på, hvorefter hun tager lårkort på, duller sig godt op og til festen går direkte over til chefen og hilser på og siger, han ikke skal bestemme, og så bliver Sasha Louise kort tid efter fyret begrundet i hendes manglende salgstal.
Vi følger også den stormende forelskelse med en pakistaner, og at Sasha Louse drømmer om det helt store, farvestrålende bryllup, vi får et gevaldigt smil på læben over, at hun utilsigtet får jern på, selv om hun er kvinde, vi oplever alle genvordighederne i forholdet til kæresten Erik, hvordan hun tager i Ørstedsparken.
Sproget i bogen er meget direkte og ligepå, og der er kys, slik i røven, blowjobs, kneppet og knaldet bl.a. af gifte, muslimske mænd, alt det der nu fylder i Sasha Louises liv, og som hun står ved, og det er et kæmpeplus ved bogen, for det er helt sikkert at det meget direkte sprog og den forudgående ærlighed og det gode tag, hun nu ser ud til at have fået i sig selv, vil kunne lære vi andre noget om autensitet, ægthed og ærlighed.
Den slags kig i røven gav Sasha Louise et falsk selvværd, kan hun nu se idag; omvendt læser vi, at den har bragt hende til, hvor hun er idag, og med den plads på bogreolen, som den her bog fortjener, så må vi enten håbe eller gå ud fra, at det har været det hele værd.
For det er en fremragende bog, der beskriver et menneskes udvikling fra trængslerne i en Jehovas Vidner-familie, over Sasha Louises såvel søgen som afsløring af sin sande identitet via både Robinson Ekspeditionen, en DR-dokumentar, som side 9-pige.
Vi følger hende i hendes job- og boligløshed, hendes overfladiske og korte liv på Costa del Sol, selvmordsforsøget, en fucked up job-samtale der overraskende nok resulterer i et job hos Canal Digital og ender med efter endt læsning at begynde at tænke over, hvor meget samfundet lægger pres på kvinder, der skal leve op til nogle idealer om at se ud som og agere som kvinde for at få lov til at føle sig som kvinde. |
|
Senest opdateret: Torsdag, 26. august 2021 11:45 |
|
Tirsdag, 24. august 2021 00:00 |
|
Amalie Langballe
Forsøg udi håb
192 sider
People´s
Det kræver mod, det kræver autensitet og ærlighed at skrive en bog, som Amailie Langballe har udgivet.
Det kræver et inderligt behov for at søge svar på mange af de spørgsmål, en masse af os går og tumler med, men nok ikke altid lige skilter med af angst for at blive hængt ud som dumrian eller for usikker.
Journalisten Amalie har i denne vidunderlige, lille bog opsøgt 9 præster for at få sat ord på sin tvivl men også få svar fra nogle, der kunne minde om små autoriteter og beskæftiger sig med livets spørgsmål i stort og småt.
Mellem samtalerne med præsterne finder vi langsomt ud af, hvor Amalie Lanballe står, hvad hun er for en, hvad hun tænker om parforhold, at hun ikke oplever meget nogle af ugens aftener uden planer, at naturoplevelser ofte er forbundet med skyldfølelse, at hun mener, det er nemt at forelske sig i Ærø, at hun ikke kører, hvis hun kan undgå det, at hun elsker sin kæreste, men har ikke brug for ham, og det er det smukke ved kærligheden.
Nogle gange i læsningen har man lyst til at smide en støttende hånd ud under forfatteren, andre gange er teksten så sårbar og rørende, at man bare må lade stå til og spejles i egen usikkerhed og tvivl.
Den lille, grønne bog kommer omkring vældig mange af tidens aktuelle emner. Kan man kalde det en samtalebog? Måske. I hvert fald samtaler mange af præsterne, mens Amalie forud og efter de enkelte præsters udsagn og holdninger har masser af spørgsmål, og spørgsmålene bliver godt nok besvaret, men alligevel får vi fornemmelsen af, at forfatteren ikke er blevet rigtigt ramt men går videre i sin søgen.
Den skrivemetode er glimrende, idet den sætter læseren i stand til fjerne sig fra normer, bevægelser og autoriteter og forsøge at værne om sig selv og vandre videre mod håbet i forsøget for måske her at finde svarene på alt fra biodiversitet, parforhold, arbejdsnarkomani, frygten for ensomhed, mangel på arbejdsglæde, pandemier, fordømmelse, generatonskløfter.
Forfatteren har, kunne man tro, rigeligt med tid til at spekulere over livets store spørgsmål. I en ung alder lod hun sig sterilisere og fravalgte bevidst moderskabet og det traditionelle familieliv på godt og ondt.
Den slags er modigt, og det vi læsere så nu profitere af. At her er et menneske, der har styrke til at stå op imod en verden, som går ind for det konforme: Børn skal man da have. Og i stedet i forsøget på at skabe sig rum i livet går ombord i sin evne til at vende spørgsmål på spørgsmål om kærlighed, om hun f.eks. skal anerkende eller fornægte den uperfekte af slagsen.
En skøn samtalebog med en række præster, der får sat skub i processen hos Amalie Langballe, og vi andre, og som ikke har et bestemt budskab til folk, omend de er gode til at svare for sig.
En glimrende bog som opæg til gode snakke i en bogklub.
|
|
Senest opdateret: Tirsdag, 24. august 2021 12:22 |
|
Vilde vidunderlige Danmark |
|
|
|
|
Tirsdag, 24. august 2021 00:00 |
|
Diverse forfattere:
Vilde vidunderlige Danmark
220 sider
Gads Forlag Næsten ligegyldigt hvor man kigger hen i denne vidunderlig bog, så lærer man noget nyt. Eller bliver i hvert fald opsummeret på en viden, vi fik tilført i en fjern, fjern fortid.
F.eks. at hugorme ikke bare hører til på heden, men også på klitheden i lysåbne krat, i skovbryn og hegn på overdrev. Men at den sjældent ses, idet den hurtigt kan registrere lyde og jordrystelser, når mennesker kommer gående.
Engpiber har vinterophold i Sydvesteuropa, mens skovpiber opholder sig i tropisk Afrika i vintermånederne.
Vidste vi det?
Nej vel.
Man kan sige, at nyttig og unyttig viden er godt blandet sammen, og det er fremragende, for derved bliver det en bog for både folk, der vil trave en tur i skoven OG for professionelle naturfolk som vil have sig en ordentlig gang viden om det, de beskæftiger sig med.
Vidste du f.eks. også, at det danske moseareal op gennem 1800-og 1900-tallet har været stærkt faldende på grund af tørvegravning og dræning. Resultater er, at mange moser idag enten er landbrugsjord eller har har af jordejerne fået lov til at vokse til i rørsump, pilekrat eller skov. En lille del af de oprindelige træløse moser fremstår dog stadig som lysåbne Lille Vildmose i det østlige Himmerland.
Bogen fokuserer på, at den omfattende udnyttelse af Danmark gennem historien har fortrængt den vilde natur, som er blevet afvandet, reguleret og opdyrket. Hvorved mange arter og naturtyper er blevet sjældne eller helt forsvundet.
Vildskaben og de fleste arter findes dog stadig, og de seneste årtier har naturgenopretningen taget fart landet over.
Bogen beskriver usædvanligt levende og nærværende, hvordan Danmark frem til år 4.000 år før vor tidsregning var vild natur, hvor mennesker levede spredt i små grupper som jægere og samlere. Og hvordan der midt i den varme lindetid for omkring 6.000 år siden skete noget afgørende, nemlig at mennesket begyndte at dyrke jorden, holde husdyr og bliv mere bofast.
Kimen til agerbrug var lagt.
Hertil kommer en masse nytteoplysninger som f.eks. at i 1801 boede der cirka 929.000 mennesker i Danmark og giver medicin og teknologiske forbedringer i landbruget æren for, at vi nu er næsten seks millioner mennesker.
Bogen er fyldt med fantastiske billeder fra naturen, store fine opslag som står man midt i den og kigger lige ind i dyrene. Eneste anke på den front er, at der er brugt samme billede af en kongeørn på side 58 som på forsiden. En eventyrlig dejlig bog som er et must, hvis man er tilhænger af den danske natur og ønsker tilført meningsfuld viden om det land og vilde dyreliv, vi er en del af. |
|
Senest opdateret: Tirsdag, 24. august 2021 14:53 |
|
|
Tirsdag, 24. august 2021 00:00 |
|
Liane Moriarty
Den sidste årsfest
432 sider
Hr. Ferdinand
Liane Moriartys bøger udmærker sig ved over en bred kam at have en interessant persongalleri med mange, fine detaljer af de enkelte karakterer. At hun så er rigtig god til at miljøbeskrive og har psykologisk indsigt nok til at lade følelser og tanker tale til læseren gennem personerne -, sådan noget trækker ikke fra.
Sophie slog op med Thomas lige før, han på en palmeø skulle fri til hende, og det er åbenlyst, at hun nu har fortrudt. Hun nærmer sig 40, er barnløs og kører ud af karrieresporet i fuld fart.
På spektakulær vis krydses deres veje igen, da Sohie arver Thomas´ afdøde tantes hus på den sagnomspundne ø, Scribbly Gum Island.
Hvis man skal være kritisk, så hænger troværdigheden lige en smule i bremsen her, for hvor tilfældigt skulle det lige være; måske en chance ud af en million. Men det er godt forklaret, så hvorfor ikke -, og . . .
Never mind, det er vigtigt for historien, og en forfatter har altid frie tøjler.
Sophie flytter ind i huset og begynder et nyt liv. Hun tror, hun er fri og lykkelig. Men men men . . Godt nok er Sophie bogens hovedperson, men en anden meget indflydelsesrig figur i romanen er Margie, der er pænt overvægtig, og hvis man altid gør grin med hende. Trist trist. Hun begynder at gå til VægtVogterne, og her begynder et nyt eventyr, hvor Margie opdager nye sider af sig selv og manden, Ron.
Det er spændende, at forfatteren har valgt ikke udelukkende at gå dybt i Sophie, men at også bi-personerne nærmest bliver til hovedpersoner, og Sophie bliver katalysator for det hele.
Livet ER jo mangfoldigt, vi hænger som mennesker jo alle sammen og er afhængige af hinanden, og det er en af pointerne i romanen.
Ron, Enigma, Rose, Sophie, Callum Grace, alle karakterne får mere end god plads i romanen, hvilket må have krævet en helt særlig menneskekendskab hos forfatteren.
Det er delplotsene, det brede cast, den episke fortælling der holder læseren fangen. Hovedplottet kan virke en anelse tyndt og upræcist, men det gør ikke noget, det kan endda være med vilje, at det er nedtonet til fordel for en god historie hele vejen igennem befolket med spændende mennesker.
Grace er f.eks. smuk, men deprimeret; en mor der ikke kan få sig selv til at lide sin nye baby. Veronica er mere den aggressive type, mens Sophie er attraktiv og succesrig men mangler manden i sit liv, der kan give hende en tilværelse med babyer.
Det hele kan godt lyde en anelse chic-lit, men det er det ikke, særlig meget i hvert fald, for det lykkes forfatteren at dykke ned i livets underliv og tegne nogle af de mere mørke og ubehagelige sider hos sine personer. Med de spændinger og udfordringer vi nok næsten alle på hver vores måde har oplevet i familierelationer.
Det skal så siges, at kvinderne er noget mere intenst beskrevet end mændene, der hurtigt bliver eksempler på arketyper; måske lige på nær en, der hedder Aussie.
Men alt i alt; en stor roman med dybde, varme, indsigt, masser af personskildring og en god handling. Værd at læse to gange. |
|
Senest opdateret: Tirsdag, 24. august 2021 15:54 |
|
Tirsdag, 24. august 2021 00:00 |
|
Johanna Schreiber
Mellem linjerne
352 sider
Hr. Ferdinand
En bog der emmer af længsel og frihed, og som tager læseren med på noget af en rejse mod nye horisonter fra afskeden med en tryg men umulig tilværelse og så til at opdage kunstneren i sig selv og blive en del af kunstnermiljøet fjernt fra daglige rutiner og konformitet.
Og bliver det nu også så spændende, som hun havde håbet på?
Både og.
Ikke meget går som planlagt.
Bogen er den første af tre i en serie. Normalt plejer vi ikke at sige det, for det giver bare bindinger og forventninger, men vi glæder os allerede til efterfølgeren, nr. 2.
Det drejer sig om Emily, som har forladt et trist, men trygt, ægteskab og forsøger at finde sig selv igen. På et forlag, hendes arbejdsplads, møder hun mange egocentrerede divaer og er med til at planlægge deres udgivelsesfester. Efter en fest på forlaget indleder hun et lidenskabeligt forhold til Herman, en karismatisk tegner. Han ser hende og hendes talent og opmuntrer hende og står ved hendes side i prosessen.
Men hvordan kombinerer hun den hede, nye, flammende forelskelse med det at skulle passe sit arbejde på forlaget??
Handlingen er såmænd fin nok, men det, der slog os allermest var de universelle betragtninger om livet, kærligheden og parforholdet, som bogen er fyldt med.
Da hun og Petter var i seng med hinanden de første gange, var det mest trygheden og nærheden, hun nød. Det har aldrig før slået hende, at hun kunne få begge dele: en mand som får hende til at le, mens hun også føler sig tryg.
Virker noget sådant genkendeligt? Helt sikkert i mange kærlighedsforhold. Hun kan godt blive lidt misundelig på Herman, som er født og opvokset her. Som har sine barndomsvenner fra det trygge villakvarter i Enskede, og som kan tage hjem til sine forældre og lægge sig på sofaen, når det passer ham.
Et ganske genkendeligt scenarie fra mange af vi læsere, der nok bor i en dejlig by, men som også hurtigt kan føle os rodløse, fordi vi ikke lige har en forældregeneration at køre forbi og vise os frem til.
Hun ved bare, at hun nyder hvert sekund, når han spørger hende om, hvem hendes yndlingsforfatter er og hvorfor, nikker imponeret . . .
Respekt for viden, anerkendelse af ens arbejde, at blive sat lidt op på en piedestal....Det er dejligt, dejligt.
Hvert tredie menneske, jeg møder, har en snert ADHD.
Det er fuldstændig korrekt og taget lige ud af virkeligheden. Alle har vi enten stress, er umulige at bo sammen med, kan ikke fokusere og koncentrere os, glemmer hvor tingene ligger, der er frit fald på alle hylder. Ikke svært at finde en med ADHD nu om dage.
Bogen er også morsom. Ikke bare fyldt med genkendelige statements men også morsomt skrevet:
"Vi skal finde et dejligt rebound til dig".
....hun swiper videre, forbi en hel buffet af mænd i bar overkrop i fittnesscentret.
At værre kløgtig og hverdagsvidende og få det ud i en bog; det er fint nok. Og kan man få budskaberne til at glide ned i humoristisk form, tilsat spænding og romantik, det er endnu bedre. Derfor synes vi godt om bogen her. Og glæder os til at få mere viden og humor i efterfølgeren.
|
|
Senest opdateret: Tirsdag, 24. august 2021 19:46 |
|
Universet har altid en plan |
|
|
|
|
Mandag, 23. august 2021 19:28 |
|
Matt Kahn
Universet har altid en plan
190 sider
Borgen
Man skal være indstillet på det hele særlige sprog, der tales i bøger, hvor forfatteren er funderet i spiritualitet, åndelig guidning, den guddommelige kerne.
Når det er sagt, så er sproget helt nede på jorden. Og det er tydeligt, at forfatteren har arbejdet så meget med sig selv og oplevet så meget, at han er i stand til at rykke ved ens fastlåste holdninger og kunne komme videre i en række almene problemstillinger.
Han siger f.eks.
Man er i stand til at fremkalde medlemmer af din sjæls stamme uden at være nødt til at lede i alle afkroge i verden.
Med andre ord; at lede efter ens mennesker eller ligesindede kan være en vildledning.
Nogle vil se dit lys. Andre vil overse det.
Med andre ord: Vi kommer ikke udenom at selv de mennesker, vi har helt tæt på, også kan komme til at ignorere dig.
Universet har altid haft en plan med mig.
Vi behøver ikke være alene. Der er nogen, der kan rumme og og acceptere os.
Alt forandrer sig, men det kan kun forandre dig til det bedre.
Og så fortæller Matt Kahn, at mens livet altid pønser på at skifte fra en form til en anden, er virkelighedens lov, at du kun kan blive bedre.
Det ser ud til at være filosofi på et lidt højere niveau, men forfatteren fortæller klart og tydeligt, hvilke universelle kræfter, vi er underlagt, og hvilke lov, der træder i kraft, når vi har udfordringer.
Forfatteren opstiller en række gyldne regler for livet.
F.eks. Mantra for den gyldne regel nr. 7: Jeg kan se, hvordan alt ændrer mig til det bedre, når jeg er stille.
Sagt på en anden måde: Går man ind i meditation, undlader at handle, tænke og udtænke alle mulige planer for livet, så ordner tingene sig, på den måde har du givet slip, og på den måde bliver du bedre.
Modtag alt som en gave. Også andres kritik.
Det er ikke nogen let bog at komme igennem, fordi den har så mange vidsomsord og nytteråd, hvor tingene er stillet på hovedet ud fra almindelig, sund fornuft, dømmekraft og hidtidig ageren i en verdslig verden.
Den spirituelle verden har dog helt sin egen logik, og den forsøger Matt Kahn efter bedste evne at præsentere for os.
En lærerig lille bog. Yderst inspirerende og meget anderledes i tankegang, og det er der vist nogle gange brug for for at kunne komme videre i en dagligdag, der ofte er kørt fast. |
|
Senest opdateret: Tirsdag, 24. august 2021 12:51 |
|
111 steder i Nordjylland som du skal se |
|
|
|
|
Mandag, 23. august 2021 00:00 |
|
Britt Nørbak
111 steder i Nordjylland som du skal se
240 sider
Frydenlund Er der noget bedre end at køre steder hen og stadig forbavses over, hvor rigt og bevægende en kultur og landskab, Danmark kan byde på.
Den nye bog i 111-serien fra Frydenlund handler denne gang om det nordjyske, og vi skal love for, at skal man nå det hele, skal man have startet bilen nu, og så afsted.
Det er en sand perlerække af fortællinger, der lægges op til, altså de fortællinger der opstår i en, når man står foran Hohøj, en oldtidsplads for datidens kunstnere, drikker en kop kaffe ved Bangsbo Å, besøger Det Nordatlantiske Fyr, får sig en lille en på Odde KystVineri eller går tur på Borremosefæstningen.
Mange af stederne, erkendt, virker besynderligt fremmede for anmelderen her, men vi erkender også, at omtalen af og den lille reportage i bogen fra de forskellige steder virker så motiverende, at man må have det med i sin livsbog, når man skal fortælle om, at man har være rundt i Danmark.
Det er skønt og berigende at læse om Herregården Odden, se billeder indefra, at besøge Boolsens Stenhave i Frederikshavn og så at være på besøg i den velduftende specialbutik Kronen i Aalborg, der emmer af gamle dage, gamle købmandsdiske og alle mulige, sjove specialiteter.
Eller hvad med at smutte en tur op i Hirthals Fyr her i december, hvor man kan få gløgg og æbleskiver servereret, - eller hvad med Saltums berømmede garnbutik, Bindestuen.
Læsø Saltsyderi, Mariager Klosterkirke, en af Middelalderens største kirker i Danmark, ligesom Morsø Traktormuseum byder indenfor til et kig på køretøjer, du aldrig har set.
Igen et pletskud fra forlaget, der vil mere end at udgive bøger. Det er tydeligt, at både forfatter og udgivere har en interesse i at udbrede hele Danmarks kultur til hele Danmark.
Nydelig udgivelse med masser af skønne billeder. |
|
Senest opdateret: Mandag, 23. august 2021 09:15 |
|
|
