Ewa Klingberg
Sølvtøj og sød musik
366 sider
Gad

Dejlige små kapitler, et om morgenen, et til frokost, et som godnatlæsning.

Er man til feel-good og hyggelige læseoplevelser, hvor du aldrig går i stå. Bl.a. fordi bogen foregår i to tidslommer, nemlig i nutiden og så i sidste halvdel af 1800-tallet. Hvordan det?

Jo. Jeanettes mand dør. Før Jeanette når at indsende skilsmissepapirerne. Nu er hun nødt til at forholde sig til mandens efterladenskaber, hus, begravelse. Så kommer svigermor anstigende. Drama, drama. Svigermor vil gerne bo hos sin svigerdatter. Det går hun så modvilligt med til - og søger tilflugt på loftet.

Ganske komisk. Og i sådan en situation har man vel lov at være lidt hård, har man ikke....

Men der er ingenting, der ikke er godt for noget.

Og så er det, hun kommer i tanker om, at der skal ryddes op. Og så støder hun på et fund, der giver hende indsigt i en gribende skæbne fra 1874.

Hvor den unge, selvstændige bondedatter, Mathilda, stikker af fra sin familie i Stockmakarbyn, - samme dag som hun skulle have været gift ind i et arrangeret ægteskab.

Og DET er jo noget af en nyser, og som så klart får indflydelse på Jeanettes liv.

Forfatteren er god til at fortælle og beskrive. Ligegyldigt om det er stemningen til mandens begravelse, hvor man i kirken synger Kun En Dag Et Øjeblik af gangen, eller om det er moderens og faderens skandaløse opførsel over Mathilda i 1879:

Dit værd ligger i at være hustru og mor, som moderen fortæller hende.
Det tror jeg ikke. Jeg har et værd som kvinde og fotograf.
Moderen snerpede munden sammen.
Dumheder, sagde faderen. Og du skal ikke tro, du kan bo her, tilføjer han, netop som Mathilda er kommet på spontant besøg hos sine forældre.

Tak for kaffe. Det er jo et mega-drama i sig selv. Og når vi så lægger tidslommen oveni, så bliver det rigtig interessant.

De nutidige kapitler er som taget ud af vores allesammens hverdag med indkøb, mad, færger og biler . . . .

Og kapitlerne, der fører os næsten halvandet hundrede år tilbage i tiden, er skrevet med en vis form for kærlighed overfor de tidligere århundreder og de mønsterbrydere, der har gjort, at vi er nået dertil, hvor vi er idag.

Karaktererne i bogen er levende og realistiske, og samlet set er romanen et smukt portræt af kvinder, der vil noget mere end bare det almindelige og forventede.

Camilo José Cela
På forrejse i Alcaria
197 sider
Hovedland

Det at være på fodtur, det er noget helt andet, end at være på vandring. Det at være på fodrejse, det er noget helt andet end at være på vandretur.
Fodrejser og fodture er begreber kendt fra litteraturen, hvor man bogstaveligt mærker sig selv invortes og udvortes ved at sætte det ene ben foran det andet og mærke underlaget op gennem kroppen og således åbne op for sanser og oplevelser på en helt anden måde end moderne vandreture, hvor alt er timet og tilrettelagt, og hvor vandreturene er tilrettelagt og landskabet er plastret til med pile og skilte og rastesteder de lux.
En bevægelse hvor åndelighed, filosofi og meditation går hånd i hånd, eller sagt humirostisk: Fod ved fod.

Forfatteren fik i 1989 nobelprisen i litteratur for sin prosakunst, og det her er en blændende oversættelse af et af forfatterens store værker.

Vi er på fodrejse i Spanien, der godt nok er helt anderledes idag end dengang, bogen blev lanceret i slutningen af fyrrerne. Men området, tæt på Madrid, hvor Vandringsmanden er i bevægelse, ligner meget det, som lå der for årtier tilbage.

Vi kommer godt ned i detaljerne i sindet hos Vandringsmanden, der er bogens hovedperson, og som kommer lige så tæt på sig selv, som det burde være forundt alle læserne at komme efter inspiration fra forfatteren.

Vandringsmanden når til la Cibeles
Vandringsmanden går ned af el Prado-gaden
Han tænder en cigaret og prøver at rense hovedet for dårlige tanker
Han tænker på at komme ganske tæt på dem, han møder på vejen.
Landsbyen har, lige fra man kommer ind i den, et flot udseende
Efter mellemmåltidet begyndte Vandringsmanden at tænke på små pippende fugle
To duer sidder og hviler sig på toppen af en brændestabel
Vandringsmanden føler sig veltilpas i baren
Han klæder sig af, folder skindtæppet ud
Før vandringsmanden går tilbage til kroen

Sådan en masse lækre og nære og smagfulde sætninger er bogen fyldt med. Den inspirerer til ro, hvile og et tempo, hvor sjælen kan følge med. Forfatteren har en evne til at skrive, så ordene lagrer sig i sindet som muligheder for at handle anderledes og gå gennem verden i et rimeligt tempo.
Og som i særdeleshed inspirerer til at komme på fodtur og lægge mærke til de små ting i hverdagen, naturen, farverne, bygningerne, dyrene, børnene. . . . 

Henrik Palle
Sene digte
167 sider
Alhambra

Som anmelder skal man altid finde et eller andet. Indrømmet. Vi vil i den sammenhæng med et glimt i øjet f.eks. mene, at folk i Åbyhøj i Århus udpræget vil have sig frabedt, at det i et digt i samlingen her hedder, at Åbyhøj ligger UDENFOR Århus. Og vi kan så synes, det er underligt, og ganske urimeligt, når nu forfatteren sværger til et af sine samtidige musikidoler, C.V. Jørgensen, i sit digt om samme ikke nævner hans nok største, kommercielle hit, Costa del Sol, mens han nævner alle mulige andre.
Men i digte er der ikke noget, der er logisk, ej heller i poesien og tak for det. Så kan vi anmeldere lære, at ikke alting skal være efter bogen, for nu at være lidt vittig, og at der altid skal være plads til at åbne for fantasien, og det er her lyrik, prosa og digte har berettigelsen.
Henrik Palle, journalist, skribent, iagttager, alt godt fra ordhavet, og nu også digter, har nonchalant og tilbagelænet-elegant smidt en digtsamling på gaden, der gør godt.
Det er hans debut, og vi håber, han er ligeglad med, hvordan debuten bliver modtaget.
At bogen er skrevet af indre nødvendighed og ikke af behovet for anerkendelse.
Noget kunne tyde på det.
For nu at tage forsiden:
Et dejligt henslængt fjæs med skæg, sur og vranten,briller og filthat trukket godt ned i panden.
Det kunne tyde på, at han giver mother-fucker i, hvad anmelderen synes. Også selv om anmeldelsen er god. Og det er den her anmeldelse. For digtsamlingen ER god.
Alene det at forfatteren erkender, at han har visse alter egoer i sit sind, såsom f.eks. Jørgen Leth, der har en mening om alt muligt, og som Henrik Palle har en vis evne til at parodiere sprogligt i et af sine digte. Ja, den erkendelse skaber ægthed og ærlighed.
Lad os kigge lidt på digtene.
Her formår Palle at kombinere tingene, blande bolcherne i samme digt, så vi andre kommer ombord i den fælles hukommelse, der rækker vel et halvt hundrede år tilbage. 
Og så til nu hvor vi lever midt i coronatiden, som Palle behandler uden at gøre det fortærsket men diskret nævner at holde af og spritte af, samtidig med, at Woody Allen også er i det digt, og vupti er der bygget bro til kunsten, der ligesom døden er en opslugende del af samfundet, som Love Acutally-filmen der som Fire Bryllupper Og En Begravelse er med i digtsamlingen og satser på at ophøje kærligheden, selv om vi er lammet af frygten og bæven, som Henrik Palle OGSÅ beskriver det; i et og samme digt.
Fornemt.

Så er vi lige pludselig i Helsinge og Tisvilde, både med KRAKS Kort og GPS´er, og så er ringen med et sluttet mellem nutid og fortide, hvor man sad med de der irriterende udprint af kort, og når man så skulle afsted, manglede man det sidste print for at kunne fuldføre ruten. Lettere med en GPS der finder vejen selv, hvis den da ellers lige virker den dag. Moderne tider.

Irma, søerne, Mads Mikkelsen, Østerport Station, Willemosegade er med i digtene, ligesom Mallorca og Gardasøen, luftpostpapir fra skrivebordsskuffen, ligesom Criminal Minds og Fuchs Vinstue og et mindre persongalleri fra Matador.

Kort fortalt er Sene Digte godt nok solgt på at være optegnelser fra København og Omegn. Men bogen er så meget mere end det. 

Den er en reminder til os alle om at lægge mærke til ting, tage dem ind, tygge på dem, smage på dem, leve i nuet så meget at det næsten gør helt ondt. Kun på den måde får vi den optimale tilværelsen. Kun på den måde kan vi komme bare i nærheden af at kunne skrive et enkelt digt som Henrik Palle nu har gjort ved nu at tage at tage den genre i brug.

Rüdiger Liedtke
111 steder på Mallorca du skal se
237 sider
Frydenlund

Selv om man har været en del gange på Mallorca, er det ret så sikkert, man kan finde ting i bogen her, man vil have godt af at se - og kunne sige, man har set.
I sin 111-steder-at-se-serie er forlaget nu nået til Mallorca, og i lighed med en favnfuld af de tidligere udgivelser, formår også denne bogs forfatter at appellere til læserens fantasi og sætter iøvrigt denne anmeldes forfatter i forlegenhed over ikke at have opdaget nogetsomhelst grafitti, da han sidst var på Mallorca - og i Can Picafort. Ifølge bogen skulle det nemlig være grafittiens højborg.

Sådan er der så meget og bare et eksempel på, at man skal have øjnene lidt mere med sig, når man rejser.

Og ikke bare medbringe den sædvanlige, farverige lommepalør.

I bogen her er vi på marked i Palma, på galleri hos Asbæk, vi står udenfor en af Mallorcas fornemste boliger, Casa March, der har været beboet af en af de mest indflydelsesrige og pengestærke mænd på Mallorca.

Vi er på klostret i Lluc, vi er på fængselsøen Cabrera ud for Mallorcas sydspids, vi er ude på godser, vi drikker belgisk øl midt på øen, og vi besøger også forhistoriske bopladser og er med til at forsvare øen med kanonoer mod banditter ved Cala Millor.

Man kan nok ikke nå at komme rundt til alle 111 seværdigheder på øen. Men lidt har også har ret, og bogen er et rigtig godt bud på, hvordan man kan få sig en anderledes og oplevelsesrig ferie på Mallorca. 

Tonny Vorm
Engang var jeg Jesper Skibby
224 sider
Politikens Forlag

Gennem årene er der kommet SÅ mange bøger om sportstjerner, aktuelle og glemte, der til det sidste forsøger at vride sympati eller kroner ud af det læsende folk, eller sportsinteresserede, som på et tidspunkt fulgte idolerne i tykt og tyndt.

Og nogle gange er emnet og indholdet i bøgerne altså noget for tyndt til at opretholde gejst og fokus og også til, at man gider gå i gang med den næste, der sikkert ligner den forrige.....

Efter endt læsning af bogen her må vi så erkende, at vi nu har rigeligt med blod på tanden til at gå igang med de kommende.

Den er da også skrevet af en forfatter, der forstår sig på det menneskelige aspekt og ikke bare går efter præstationer, steder og oplevelser. Og som forstår sig på, at cykelhelten her ikke bare var en cykelhelt, men som var et menneske, hvis liv bestod af mange kapitler, såvel før og under og i særdeleshed som EFTER karrierens højdepunkter med efterfølgende dyk.

Det er journalistik i særklasse. Ikke fordi vi igen og igen stifter bekendtskab med alle de episoder og store øjeblikke, der gjorde Jesper Skibby til en legende. Eller fordi vi igen og igen bliver taget med til de steder, lande og lokaliteter, der var en del af Skibbys liv.

Næh, fordi vi nærmest bliver placeret til højbords, når Jesper Skibby fortæller sin forfatter om, hvad der skete i livet, forud for og efter de mange store øjeblikke.

Og fordi forfatteren bruger sig selv og sin person som bindeled mellem Jesper Skibby og læseren, så vi virkelig får et nuanceret billede af en sportsmand, der var drevet af trang til opmærksomhed, der bragte ham til verdens tinde, og efterfølgende til de dybeste dale.

Og som uden store armbevægelser får ham til at fortælle, hvordan han klarede skismaet mellem andre folks forventninger og hans egen manglende gnist.

Tonny Vorm bliver en del af fortællingen uden at fylde for meget. Han konfronterer f.eks. Skibby stille og roligt med anekdoter, som sportsmanden så kommenterer. Han får gode, alment gyldige betragtninger frem i Skibby; at det er da meget rart at kunne køre i en fed bil og tjene masser af penge, men det er stadig anerkendelsen, man går efter. Underforstået: Budskabet til os alle er, at penge er ligegyldige, hvis ikke opmærksomheden og interessen er til stede: Læs: Husk at give det til dine børn.

Vorm fortæller også en del om, hvordan han har arbejdet med bogen og delagtiggør os læsere i de chancer, han tager og de mails, han sender eksempelvis til Brian Askvig, der tidligere har skrevet en Skibby-biografi. 

Angst og uro. Jeg hæfter mig ved ordene, hedder det et sted i bogen, hvor Vorm så reflekterer over Skibbys egne ord og giver læsere et godt indtryk af, hvordan man som formidler kan levere et førstehåndsindtryk af de følelser, som en af hovedpersonerne momentvis oplever som bærende.

Ja, én af hovedpersonerne. For i bogen er der to. En der har noget på hjertet, og en anden der har evner for og erfaring nok til at kunne få åbnet det hjerte.

Jesper Skibby var dengang for snart mange år siden en af Danmarks absolut mest vindende cykelryttere. Og kendt af ikke bare sportsfolk for sine muntre og kække bemærkninger i medierne. Tonny Vorm forsøger på enhver tænkelig måde, og lykkes godt med det, gennem interviews med kendisser og sportsfolk, at trænge igennem facaden og få klarlagt, hvem Jesper egentlig er - bag facaden.

Og hvordan han har klaret sine op- og nedture.

Og hvordan han mener, at mange sportsfolk ganske enkelt er drevet af forholdet, eller det manglende forhold, til faderen.

Den scene kan man bruge i alle mulige andre sammenhænge væk fra sportens verden.

Og det er det, der gør bogen super.

Rachel Röst
Grundvold
398 sider
Gyldendal

Jeg trængte til hans opmærksomhed og bare en smule berøring en gang imellem, men når jeg kom tæt på ham, gjorde det ondt i stedet.

Et udsagn i begyndelsen af bogen, hvor hovedpersonen Rebecca fortæller, hvordan hun savner nærhed og kærlighed os faderen. Men hvor hun så må konstatere, at hun må klare sit forehavende selv, da andet gør for ondt.

Citatet hører naturligvis til i denne vigtige roman. Men det er samtidig så klarsynet og almengyldigt, at man må nive sig i armen. For det ramler lige ind i hjertekulen hos mange i diverse relationer, hvor alle længes efter varme, omsorg og kærlighed, men af forskellige årsager ikke formår at få det op at stå i forholdet. Det gør for ondt. Parterne ender i storkonflikt gang på gang, og risikoen for skilsmisse er overhængende.

Rebecca bliver da også bogstaveligt skilt fra sin far, da hun flytter i ungdomspension. Det er naturligvis ikke populært, idet hun er vokset op i en mormonfamilie, hvor faderen med strithår og hang til både fjernsyn og smugindkøbte wienerbrød styrer sin familie med så hård hånd, så man må tage sig til hovedet.

Og samtidig kan man ikke lade være med at tænke på, om denne patriarkalske stordominerende måde at være på er mere eller mindre udbredt i andre dele af samfundet; og hvor mange familier der lider under tyraniet, religion eller ikke.

Det er det, der er budskabet til os alle.

Nu har bogen så den ekstra vinkel på, der i visses øjne retfærdiggøre tyraniet: Mormonbevægelsen og det at pakke sine ofte tilfældige handlinger og egoistiske udfald i kald fra Herren.

Vi måtte ikke selv tage mad.

Jeg tager på missionærarbejde nu. Mor har mere ondt, end hun plejer, så du må lade hende sove nu, hører du. Pas ordentligt på de små, og vær et godt eksempel.

Frikadellefarsen blev blandet med opblødte hvedekerne, så kødet kunne strække til alle mundene.

Hvis ikke vi passede på, ville en eller flere i familien Petersen nedsynke i synd, og vi ville blive adskilt efter døden i al evighed.

Idag mente far, at vi til den afsluttende bøn skulle knæle på gulvtæppet sammen og holde hinanden i hænderne.

Du skal passe på, når du cykler med den der nederdel. Du må lige tænke dig om, når du sætter dig op på sadlen. Ellers kryber den op i din numserevne Det ser grimt ud.

Tilfældige nedfald i bogen. Der giver et godt billede af, hvordan livet hos mormon-familien i Københavns Urban-plan formede sig under kyndig og eksplicit og ophøjet dominans fra en far, der er beskrevet som troende - og truende.

Romanen er tæt på forfatteren selv og handler om Rebecca, der vokser op i ovennævnte mormonfamilie på Amager. Hendes far mener, at han er tæt på Gud og får kald og "befalinger" herfra, og dikterer sin families liv ned i detaljer. Hvad familien spiser, hvilket tøj, de må gå i, hvor mange stykke toiletpapir de må bruge. Rebecca oplever i den grad ufrihed og indser, hun nærmest er i fængsel. Faderen mener, at det er Satan, der er ved at ødelægge hende, mens hun selv bliver mere og mere overbevist om, at det er faderen.

Som 16-årig kommer hun væk fra tyraniet. Hvordan klarer man sig så som 16-årig, når man er opdraget i så gispende et hjem? Hvordan oplever man befrielsen? Hvordan reagerer man, når man opdager sin seksualitet, når man bliver gravid, og spørgsmålet om abort skal afklares.

Bogen giver nogle gode eksempler på, hvordan systemet bestemt ikke altid er på udsatte unges side. Og udsat kan man vel sige, at man er, når man selv opsøger den sociale sektor og beder om at få bopæl uden for hjemmet.

Hvortil systemet meget firkantet blot indkalder hele familien til møde og beder dem gå hjem og finde ud af det.

En god og letlæst roman med spotpunkter til tidens musik i halvfemserne. En god indsigt i en streng, religiøs kultur.

Michael Falch
Over stregen
288 sider
Gyldendal

Vidste du, at Michael Falch engang var tæt på at gå i kloster? Ved du, at han har et helt særligt forhold til ordet glidestang, som brandfolk benytter sig af, når de skal rykke hurtigt ud? Ved du, at han godt ved, han selv kalder sig, lidt i alvor, lidt i sjov, for lummer? Ved du, hvordan han reagerede, da han så to skader i parringsdans, og at han havde et gevær i hånden? Ved du, at han har et godt forhold til apostlen Paulus?

Alt sådan noget kan du læse i hans nye selvbiografi, som han i undertitlen kalder umodne manddomserindringer. 

Med en pen, der ligger godt i hånden, lader han sproget flyde og delagtiggør os på en ualmindelig jordnær, henslængt, småflabet, ironisk, lækker måde i hans gøren og laden, tanker og følelsesliv gennem det snart halve århundrede, vi har kendt til hans musik.

Han kommer rigtig meget omkring fordomme, tro, frihed, og vi får et ganske fint billede af et menneske, der ærligt og hudløst nogle gange bevæger sig, som mange andre af os, i grænselandet mellem ordentligheden og drengerøvsmentaliteten, der kan gøre både godt og ondt, når den tager over.

Han fortæller om lyd, om solokoncerter, om at blive hevet ud af melankolske aftener i lejligheden, han fortæller om at glemme vers under øvesceancen, lige før han skal på en vigtig koncert. Vi får at vide, hvordan han mener, at Rolling Stones´raffinerede råddenskab var stor kunst i Malurts øjne. Vi oplever Michael Falchs tilgang til brede, dybe og filosofiske emner, som det er tydeligt, han et sted har stor kærlighed for, mens den anden side af ham nogle gange kæmper for at holde fast i dem. For der er jo en landevej, et par drengerøve og et publikum, der venter....

Vi oplever skønne og bramfri vendinger som politiske dyr og landets fedeste rockklub, og før promillen blev rigtig seriøs, og fodboldelskere med en pænt, anløben dåbsattest, og så finder vi også dybe og meningsfulde udsagn midt i det hele såsom fortidens spøgelser ligger altid på lur for i ubevogtede øjeblikke at snige sig ind og tage magten over forvirrede og frustrerede sind.

Så kan det vist ikke siges flottere. Michael Falchs nye bog virker, længe efter sidste side er læst. Fordi den fortæller en masse om, at der har været en mening med det hele, når ting skulle prøves af og siges, og hvorfor han brugte den og den kulisse i Et land Uden Høje Bjerge fra firserne, og hvad han fik ud af at være i den relation dér.

Og fordi den veksler utroligt godt mellem beskrivelsen af verden set fra og udtalt af en drengerøv og så til det lidt mere intellektuelle og analyserende og giver et godt billede af, hvordan mange mennesker inklusive Michael Falch går rundt og har det.

En dejlig bog. 

Trude Teige
Mormor danser i regnen
320 sider
alpha

Vi har altid stor respekt for bøger, hvor researchen er på plads, og hvor man kan nikke genkendende til de adresser, forfatteren nævner i bogen.
Såsom eksempelvis den georgianske ambassade i Berlin, som er placeret tæt ved Tiergarten i netop det berømte ambassadekvarter.

Og når research oven i købet munder ud i en spændende tilgang, en fin handling, et historisk vingesus og en høj sproglig kompetence. Så bliver man begejstret og efter endt læsning, får man nærmest lyst til at opleve det hele igen; eller i hvert fald en tur til Berlin.

Juni har arvet sine bedsteforældres hus på en lille ø tæt ved Drammen og Kragerø i Norge. Læserne får en meget livagtig rundtur i huset, hvor Juni finder et billede, hvor mormor er sammen med en tysk soldat -, og herudover et brev stemplet i Tyskland i 1946. Her bliver Juni nysgerrig, for hun har aldrig vidst, at mormor havde været i Tyskland efter krigen.

Som en bedre detektiv, begiver Juni sig nu ud på en rejse, såvel indvortes som udvortes, og den fører hende til Berlin og videre til en lille by, Demmin der blev en del af den russiske zone. En by der gemmer på et stykke krigshistorie som alle helst vil glemme.

Og som så viser sig at have stor betydning for familien. Også for Juni selv.

Spændingen i bogen er sat godt nok op, og også nogle udmærkede overraskelser og delplots undervejs. Men det, der virkelig er betagende, det er sproget i bogen og den måde, hvorpå man som læser bliver taget i hånden og gelejdet rundt i de forskellige byer og miljøer og menneskers oplevelser som sådan.

Det være sig steder, hvor gaderne næsten var øde, hvor man går langsomt forbi stationsbygningen, hvor Tekla med langsomme bevægelser slår dynen til side og hinker ud i gangen, eller hvis man vågner på et hotel ved, at sengen ryster, eller når forstadstoget er stuvende fuldt.

Alt er beskrevet særdeles livagtigt, så man som læser kommer meget tæt på hovedpersonerne, og det kan vi godt lide.

Ingen distance, og forfatteren formår virkelig at leve sig ind i, hvordan verden så ud dengang .

En fin roman der rummer autentiske og virkelige menneskeskæbner, og som så også springer i tid og sted, og det kan godt virke forvirrende, at typografien ændres nu og da, åbenbart noget man har ment skulle til for at gøre nogle af kapitlerne godt adskilt fra de andre.

Det synes vi nu ikke havde været nødvendigt. Det er forvirrende.

Men altså, det er småting, for her er tale om en bog der tvinger nogle af de begivenheder fra historien frem, som der er mange, der bestemt ikke vil huske, og som derfor er med til at udvide vores verdensbillede og oplevelser af rædslerne fra krigens tid - og tiden herefter.

Som nævnt er bogen skrevet over faktiske personer og hændelser, hvilket giver den en ekstra dimension.

Dennis Jürgensen
Mand uden ansigt
336 sider
Politikens Forlag

En engageret og medrivende udgivelse fra Dennis Jürgensen. Så kortfattet kan det siges. 

Vi har også en længere version, hvor vi så efter endt læsning kan berette at forfatteren lægger godt fra land i sin nye serie om efterforskerne Lykke -Teit og Rudi Lehmann.

Makkerpar har vi ellers rigeligt af på krimimarkedet, hvor vi oftest skal ind og vendte om deres modsætning, ned i deres fortid og får lov at drage deres professionalisme i tvivl, fordi deres privatliv ligger underdrejet.

Det kan være lige lovlig meget og fratager efter vores mening lejlighedsvis fokus fra spænding og delplots. 

I den nye serie her, der bliver spændende at følge, går forfatteren da også lige akkurat til grænsen. Begge opklarerne har mere eller mindre lig i lasten og psykiske udfordringer. Men det bliver aldrig trættende og for gennemgående i bogen. Det kunne virke som om, forfatteren har gennemskuet, at den slags skal altså med i en moderne krimi, men at han i grunden bare har det med som pligt.

Dennis Jürgensen har talent for plots og dramatik. Han er en professionel iagttager og en god formidler af miljøer og naturbeskrivelser. Lige fra kaffen der er færdig og bliver skænket med skvulp. Og til jagten på en af bogens hovedpersoner, der bliver jagtet af en gerningsmand, falder over en sten, banker hovedet ned i det hårde sand, vågner omtåget på en madras, forsøger at kontrollere sin angst og forspilder sin chance for at undslippe.

Super lavet. Beskrevet over flere sider så vi nærmest er med inde i det mørke og uopvarmede rum.

Handlingen foregår i Vadehavet, hvor en ung skolelærer og hans elev bliver væk fra hinanden i tæt tåge. Læreren bliver desparat, hører et skrig i tågen, og da han finder drengen, står han bøjet over et lig.

Forfatteren har haft en fest med at finde ud af, hvordan man i grænselandet skal få opklaret forbrydelsen, der ikke er den eneste af slagsen på egnen. Eftersom vi er, hvor vi er, og Sønderjyllands Politi ikke har haft held med en lignende sag, bliver der nu hentet forstærkninger udefra, bl.a. fra Tyskland.

Og sådan fødes det nye makkerpar.

En spændende detalje iøvrigt. Kan man så her finde ud af at samarbejde uden gnidninger?? I hvert fald er de lokale politifolk temmelig fortørnede over det nye makkerpars indblanding.  

Bogen er udmærket håndværk. Og er også aktuel med diverse detaljer og skjulte kommentarer om f.eks. dagens ulvedebat:

Tror I virkelig, at det var det var en ulv, som gravede hende op.... Jeg har hørt om iagtagelser af ulve her på egnen . . . Jeg har læst, at I bortskyder den i Danmark . . . . Det er ulovligt. De er fredet. . . . . .Så hvis nogen havde skudt den ulv, havde vi måske aldrig fundet Rosa . . .