Niels-Birger Danielsen
Modstand 1944-1945
624 sider
Politikens Forlag

Man skal holde tungen lige i munden, for det flyver og farer rundt med navne, lokationer, årstal og andre nøjagtigheder i en bog, der er sidste skud i rækken fra Niels-Birger Danielsens formidable rejser gennem Modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig.
Der er skrevet mangt og meget om krigens sidste år, og derfor er det tydeligt, at forfatteren har søgt at folusere ind på områder, der er knap så velbeskrevet hos andre kilder.
F.eks. er det oplysende at læse, at det sjovjetiske tidsskrift Krigen og Arbejderklassen den 15. november 1944 indeholdt et skarpt angreb på de danske samarbejdspolitikeres "rådne politik"; - et slags svar på politikernes henvendelse gennem kongen, som Sovjet aldrig reagerede på, og som ifølge forfatteren var et klart tegn på, at Moskva ikke fuldt ud havde forstået den danske sammenhæng.

Det er også ganske forfriskende at læse om de forskellige alarmkoder, såsom Hilsen til Thorkild, fra "Albert", det er sjovt at se et billede af den tidligere forsvarchef, Otto Blixenkrone-Møller, da han som yngre var efterretningschef. Og så har Niels-Birger Danielsen sandsynligvis både for afvekslingens og indsigtens skyld i visse kapitler medtaget nogle gode dialoger, så man nærmest føler, man enten er med til at holde centralbestyreren i Korinth op eller står lige ved siden af modstandsmanden Frode Jakobsen.

Vi kommer ekstremt meget rundt om de to år på en elegant og alligevel yderst indsigtsfuld måde, og sådan får Danielsen afsluttet sin kvartet af bøger fra de frygtelige år rigtig fint.

Der er masser af illustrationer, de fleste mindre og alle sort-hvide, bl.a. en sjov gengivelse af Roskilde-Kureren, der blev etableret af tre journalistelever ved Roskilde Dagblad. Bladet var illegalt og havde megen virak omkring sig, bl.a. blev trykkeren fængslet, så man måtte gå over til at dublikere bladet. I bogen her er illustrationen heldigvis fotograferet så meget op, at man kan læse direkte, hvad bladet indeholdt.

Niels-Birger Danielsen får afsluttet sit gennemresearchede værk på en elegant og inspirerende måde. Det er fint med at have alle fire bind stående i reolen, for selv om man har hørt meget af det før - som nævnt -, så er mange af emnerne sat ind i nytænkning og i en kontekst, så vi er ret sikre på, at selv garvede læsere af modstandsbeskrivelserne fra dengang vil kunne få meget ud af værket.

Sig Bopa, sig Gestapo, Bør Outze, Shell-huset, sig Holger Danske, sig Jenny Holm og Hans Silas Nielsen. , sig krydseren Nürnberg, sig Citronen og Flammen.

Forfatteren har formået at være både overbliks-helheds- og detaljeorienteret. Levende og inspirerende. Det kalder næsten på mere. Men nu er der altså ikke mere. Forfatteren har bestemt også fortjent at slappe af fra emnet nu.

Flemming Jensen
Kongen af Malmø
395 sider
Alhambra

Så forskellige ting som statsministre, ambassadører, udplyndring i forne tider og ligheden mellem jysk og svensk-norsk-humor kommer under behandling i denne veloplagte og morsomme roman. Politisk-satirisk kalder forlaget den, og det med det øje, man læser den. Og dobbeltheden er ganske tydelig, idet vi får en del at vide om politik og historie. Og lige når vi skal til at fordybe os i det mere seriøse, så sker forløsningen gennem en vending, en sætning, et ord, der med satiriske virkemidler udløser et godt grin.
Herligt.

Det er fuldstændigt bizarre episoder og forfærdeligt grinagtig ordlege, der er så kendetegnende for Flemming Jensen, som vi kender fra film, teater, tv og meget andet.

Barokt og lærende samtidigt, og de to ting på samme 2 reolhylde-centimeter, det er sjældent.

Man bliver bleg af misundelse over, at Flemming Jensens hjerne kan slå så mange knuder, at han kan finde på det morsomste i stort set alt. Det er en kunstart, han besidder, og som forståeligt nok gør ham til en skattet fortæller og humorist, uanset hvor han kommer frem.

Handlingen kort fortalt:

En konge ligger for døden, og nu skal der handles hurtigt. For stafetten skal gioves videre til kronprinsen, der dog har forelsket sig i en ung, afrikansk kvinde fra en anden trosretning.

Forhindringerne begynder at stå i kø, og de to kan ikke familiesammenføres, da prinsen insisterer på at følge dansk lovgivning, hvorefter det danske kongehus må flytte til Sverige.

Alt fra fotografens drag over nakken på journalisten, til Shakespeares univers og blankvers og til, hvor mange i Danmark der hedder Olsen, Klaus eller Hvemsomhelst, alt bliver spiddet elegant og underfundigt med en pen, der er en skarpretter udi humor værdig.

En sådan skarpretter er Flemming Jensen. 

Henrik Poulsen & Johan Rosdahl
Undervejs til Lykke-Per
176 sider
Frydenlund

At have oplevet et mesterværk som Lykke-Per i biograf og TV, det er en ting. Det er en helt anden ting, og giver et mere holistisk billede, når der udkommer værker om tilblivelsen af mesterværket.
Først og fremmest undersøger og analyserer bogen Bille Augusts filmatisering fra 2018. Udover det går den på jagt efter moderne udgaver af Lykke-Per i reality-shows som Løvens Hule og Alene i Vildmarken.
Og det er her, den bliver rigtig spændende.
For i virkeligheden finder vi Lykke Per langt mere, end vi aner.
Og at spotte ham, den særlige karaktertype der har både held og evner med sig; det er noget, man bliver grebet af som leder eller menneskekender, og der er masser af inspiration at hente i bogen her.
Ikke altid direkte, ofte ved sin indirektehed, eksempelvis i bogens interview med Bille August, hvor det fremgår, at far-søn-forholdet til Lykke-Per er et kompliceret forhold; i modsætning f.eks. til forholdet mellem far og søn i Pelle Erobreren.
Det får læserens fokus flyttet over på, hvorvidt lykkeriddere og ofte succesfulde menneske har et kompleks med sig, som de forsøger at stive af ved at gå efter champagnen på de bonede gulve; misrøgtet i den sociale arv.

Udover det værdifulde i den form for menneskeanalyser indeholder bogen som nævnt fortællingen om tilblivelsen af den store film, der har forført os med udtryk, ord, sansning og musik, som ifølge bogen indgår i filmens dramaturgiske opbygning. Den understreger overgange og bærer filmens stemning, som det hedder, i et slags symbolsk klangunivers.

Herudover fortæller bogen et sted, at driften kommer nedefra og overmander hans fornuft.

Og således er vi tilbage ved det analyserende og det alment menneskelige, der er en af bogens gaver til læserne, placeret mellem linjerne, og som man kan uddrage væsentlig psykologi af, hvis man læser den med det øje.

 

Hunter Biden
Smukke ting
288 sider
Politikens Forlag

Der er store ting på spil. Og det er det smukke. Det er det, der giver berettigelse til bogens titel, udover broderens gentagelse af ordene under sin kamp mod kræften.

Når ægtheden trodser skuespillet. Når ordene kommer fra hjertet og ikke fra hjernens udspekulerethed og spin. Når erindringer og nederlag bliver omsat til ord på visdom og erfaringer. Når en families kærlighed og nærhed og omfavnelse bliver til menneskelighed og forståelse. Uanset prisen.
Så transformerer alt sig, og så er det, at tingene bliver smukke.

Det må vist være læren fra denne bog.

Skrevet af sønnen til den amerikanske præsident, der til enhver tid iøvrigt har stillet op for Hunter, som direkte og indirekte på adskillige måder har været i såvel unåde som uføre.

Og som han i bogens forord fortæller, at han aldrig var kommet videre fra, hvis det ikke havde været for støtten og engagementet fra sin far.

Bogen indeholder passager, hvor man ikke tror sine egne øjne mest fordi, det strider imod al sund fornuft. Ja, det strider imod alt, hvad man skulle mene ville være godt for en amerikansk præsident at lade sin søn fortælle.

Det er vist godt, den ikke har været omkring de traditionelle spindoktorer for eksempelvis tidligere præsidenter......

Vi får at vide, at Hunter har boet på såkaldte crack-moteller, at han har omgåedes "de der", at han nærmest har følt sig forræderisk over sorgen med at miste sin mor, at han fik sin første drink som otte-årig til sin fars valgfest i 1978, at hans yndlingsforfatter på et tidspunkt var den fordrukne Charles Bukowski, at hans kone sagde stop hos en parterapeut, de gik hos sammen, at han på et tidspunkt bare følte sig SÅ ensom uden nogen at vende sig til, fordi han havde vendt alt og alle ryggen. 

Men SÅ sendte farmand Joe kavalariet ind i form af onkel Jim.

Den del af bogen er fantastisk at læse. Man får gåsehud. Den lille dreng der midt i sit livs nedtur bliver reddet af onklen fra barndommen.

Bogen er for det meste pæn og artig i sin form, dog har Hunter dog ikke kunnet dy sig for at give Donald Trump nogle hug over snuden ved et f.eks. par indirekte antydninger omkring det UKRAINE-forhold, som i sidste ende førte til rigsretsagen mod den siddende præsident:

Der er ikke antydning af lyssky internationalt hokuspokus med skæg og blå briller. Der er intet sexet kriminelt ved den og ingen korrupt moralsk afgrund til at give andre belastede aktører bedre samvittighed.

Underforstået: Fordæktheden tilhører Donald Trump.

Udover det er bogen samlet set en rørende beskrivelse af kampen for livet og en tilbagevenden til det udgangspunkt, der formede ham som barn: Kærlighed, varme, omsorg og respekt.

En vidunderlig beskrivelse af en menneskelig rejse. Og SÅ ved vi også godt, at bogen er amerikansk, og at anklagerne om korruption i de inderste, politiske cirkler i Washington står i kø. Det gør den bestemt ikke mindre læseværdig.

Mona Leo
Den usynlige hånds leg
172 sider
Auleius Æsel

Ridderen bøjede sig og blottede sin hals. Ved ét slag rullede hovedet af den grønne ridder. Men lige så hurtigt stod den grønne ridder op bærende på sit hovede under armen. Og hovedet sagde: "Om et år genser jeg dig ved det grønne kapel".

Den slags sker i eventyrets verden, og den slags sker på teatret. Den slags har vi godt af at læse, idet skuespil og kulisser pirrer vores fantasi og får os til som mennesker at tænke ud af boksen.

Den slags oplevelser er lette selv at iværksætte hjemme i stuen foran sine børn, eksempelvis med et dukketeater.

Det er den magi, fortryllelse og det eventyr, som denne bog sætter i scene.

Mona Leo var en nordisk kunstner og forfatter, der især blev kendt for sine dukker og sit dukketeater, som hun turnerede med i Finland.

Det her er en bog om symbolsproget i eventyrene og om Leos erfaringer med dukketeater og med sit arbejde for og med børn. Plus en masse visdomsord, som vi alle kan lære noget af og bruge i hverdagen.

En glimrende bog der indeholder en masser begreber fra eventyrets og teatrets verden som troubadourer, slotte, riddersmænd, hof, kongedøtre, onde magter grever, prinser, prinsesser, riddere og andet godt- og adelsfolk.

Undervejs bliver vi spurgt det helt oplagte spørgsmål:

Kan vi lære noget af andet end vort eget livs fejl og lykkelige øjeblikke.

Og at eventyrernes og digternes opgaver er gennem symbolikker og lignelser at advare og opmuntre og være forsigtige vejvisere.

Bogen er rigtig god til at komme med små anekdoter om teatrets og skuespillets og eventyrets berettigelse.

Mona Leo fortæller, hvorledes hendes egne dukter blev levendegjort med ånd og besjæling, og hvordan de mere indadvendte mennesker ofte er dem, der har størst tilknytning til eventyrets verden. Der ser meget indad og støder ofte på udfordringer på grund af deres idealbilleder, mens de mere udadvendte ofte har et lettere liv, idet de tager lettere på deres modgange og sorger.

Det er jo nok rigtigt, spørgsmålet er så, hvor lykken ligger.

Et bud kunne være at begynde med at læse denne gode, lille bog, som indeholder mange gode leveregler og synspunkter, og som har ekko tilbage til fortiden, der altid på sin vis sætter standarden for fremtiden.

Glimrende lille værk.

Per Gammelgaard
Bygningsfejl
168 sider
Hovedland

Alene forsiden. Her ser man det hele. Alle pengene værd. En ensom, ung mand. Et menneske der kigger sig i spejlet. Og forestiller sig, at han kunne være Elvis Presley. Intet mindre end The King.
Hvilke andre muligheder har han?
Han der lever i en drømmeverden og bliver opfostret med faderens totale mangel på omsorg og varme. Og kun har hån til overs for sin søn.
Med udtalelser som:
Du kører i det forkerte gear. Det gjorde din mor også altid.
Ja-ja, du kan jo godt.
Har jeg ikke sagt, du ikke må fodre dem.
Det er som om, dine hænder er bygget forkert.
Man skal sætte sig et mål her i livet.

Med sådan en far kan man ikke blive andet end usikker og få nogle, og sikkert mange, mange, år føjet til den menneskelige udvikling, der skal gøre en moden og voksen.
Staklen, en købmandssøn i halvtredserne, vokser frem side for side, og Per Gammelgaard er rigtig god til med nogle få sætninger at karakterbeskrive såvel far som søn og give os mere end indtryk af forholdet imellem dem.
Hvordan det så skal gå ungersvenden undervejs i livet, det kan anbefales at finde ud af ved at læse bogen. Er der en vej ud af skruestikken? Selvfølgelig er der det! Hvordan går det så ude i friheden, når den er opnået? 

Forfatteren formår at gøre læsningen elegant og morsom og ikke navlepillende tragediebeskrivende, som vi har alt for meget af i bøger, hvis folk har haft en dårlig opvækst.
Per Gammelgaard har bestemt da også haft nogle udgivelser at øve sig i, og det ser man på den morsomme musik i hans sætninger:

De stønnede og skreg. Hvis ikke man lige vidste, hvad det betød, kunne man tro, de var ude på at myrde hinanden.

Esthers badedragt var lyserød og fyldt med deller.

Vigga lignede en høne, som hun gik der frem og tilbage med sit afpillede hovede på skrå.

Far lignede en mand, der kørte sin alderdom i møde.

Vi får fine lokationer med på vejen lige fra Cadiz i Spanien, over Mallorca, Stautrup, København og Slagelse, de rapkæftede i Viby, pjat med pigerne og masser af musik fra Neil Sedaka, Chubby Checker og forsidens Elvis Presley.

En munter og alligevel dybt seriøs roman om et tragisk og så alligevel såre almindeligt emne, hvor genkendelsesniveauet er højt, hvor usikkerhed og famlen i ungdom og pubertet altid har sine årsager, og hvor livet venter på en lige så længe, man har lyst til at blive ved.

Michael Böss
Liberalismens vildfarelser 
319 sider
Gad

En tyk men dejlig letlæst bog der aktuelt giver en god indsigt i liberalismens størrelse, dens fordele og ulemper og ikke mindst: Hvordan den trods alverdens gode hensigter nemt kan svigte den befolkningsgruppe der nu en gang har troet på den som det fremmeste i alle styreformer.

Forfatteren er kendt for tidligere og lignende udgivelser og er med sin spidse og meget velformulerende og indsigtsfulde pen med til at gøre læseren nysgerrig på, hvad et samfund kan få ud af liberalisme, og om der alligevel skulle være god grund til at afvige fra de dertil indrettede, traditionelle spilleregler.
Han peger på principper og værdier, der kan være med til at løse nutidens problemer og kommer med talrige eksempler på, hvordan både den ene og den anden fløj med sine hensigtserklæringer øger/mindsker bestemte befolkningsgruppers sårbarhed og magtesløshed.

Forfatterens hensigt er at forsvare folkestyret i kritisk dialog med liberalismens mange former, såvel den klassiske som de nyere former som rettighedsliberalisme, markedsliberalisme og kulturliberalisme.

Naturligvis skal man visse steder undervejs holde tungen lige i munden over de mange former og udtryk, og man skal have lyst til at beskæftige sig med politik, markedskræfter og befolkningens statement og udvikling.

Men man bliver på en underholdende måde og med forfatterens humoristiske tilgang til mangt og meget optaget af, at der er en sammenhæng i alt muligt.

Her kommer han f.eks. med henvisninger til Fisketorvet i København, som gerne vil antyde, at der engang blev solgt fisk her, og så til Bruuns Galleri i Århus, som ifølge forfatteren vil bilde os ind, at det er den danske udgave af et berømt galleri i Milano.

Og strammer så skruen ved at henvise til Berlingskes kunst- og kulturanmelder Holger Dahlk, der så sent som i 2020 kaldte fisketorvet for "et sted uden sted", en serie bygninger uden relation til omgivelserne, en verden af pap og plastic og et sindbillede på tomhed.

Der er jo noget at tænke over, næste gang, man sender fruen på shoppetur her . . . .

Det er jo umiddelbart barske ting at skrive i en bog, men nødvendige, idet det føles rigtigt med litteratur, der sætter fokus på, hvordan liberalismen  bestemmer, hvor frie vi føler os, og så hvor frie vi i virkeligheden er. Der er stor forskel på de to ting, og forfatteren er super til at holde sin ironiske distance, selv om han vitterligt får fortalt en bunke ting om kræfternes spil over forbruger og menigmand.

Behandlingen af den nye epidemilov får f.eks. også et skud for boven, og læser man mellem linjerne og tager DET ind mere end ordene, så er bogen i virkeligheden en gave til os allesammen, idet den skruer bissen på, så vi alle kan forstå det; og kommer med statements fra tiden under Bertel Haarder og Anders Fogh Rasmussen, over Den Anden Boerkrig i Afrika i 1899, tiden inden krakket i USA i 1929, omkring bruddet på retsstatens principper ved at nedlægge minkerhvervet i Danmark, via ungdomsoprør og nymarxisme og til Ronald Reagens tordentaler mod "velfærdsbedragerne".

En gennemført bog som sagtens kan indgå som pensum på læreranstalterne som til alle der måske føler, at de mangler lidt viden, indsigt og argumenter i, hvorfor den vestlige verden nu også hænger sammen, som den gør.

Let og fordøjeligt sprog.

Kate Quinn
Rosenkoden
680 sider
HarperCollins

Det kongelige bryllup mellem prisesse Elisabeth og Prins Philip i 1947 er anledningen til, at tre gamle venner mødes igen. 

Romanen er nemlig historien om Osla, Mab og Beth. Som alle under krigen var tilknyttet Betchley Park, der var sat i verden for at betjene de legendariske kodebrydningsmaskiner. Koder som tyskerne sendte ud for at fremme deres krigsførelse. Koderne SKULLE knækkes, og det blev de et langt stykke hen af vejen til gavn og glæde for de allierede og Europas befrielse og vi andres sikkerhed.

Men de tre venners veje måtte nødvendigvis skilles på grund af det enorme pres, som hemmeligheder, forrædderi, afsløringer og spionage skaber i dagligdagen for de tre, og som fik en af kvinderne spærret inde på en sindsygeanstalt.

Til brylluppet bliver de altså genforenet på grund af en mystisk note fra en kode. Eller rettere et mystisk kodet brev. Som indeholder nøglen til det, der i virkeligheden adskilte dem som venner.

Plottet er, at nu skal de tre gamle venner knække den sidste kode sammen. Som så bringer dem endnu tættere på farer og fjender end nærmest dengang, de knækkede koder under krigen.

Bogen foregår i tidsspændet mellem 2. verdenskrig og så de to uger, hvor England er på den anden ende på grund af det kongelige bryllup.

Den er vanvittigt spændende og bliver dejligt autofiktiv og troværdig i og med, at den inddrager det velkendte bryllup og naturligvis også den meget berømte afkodningsmaskine, Enigma, som tyskerne anså for at være ubrydelig,- og så også velkendte navne som admiral Cunningham og lokaliteter som det femstjernede Hotel Claridges i London, Coventry og Derwenwater.

Man skal vænne sig til Kate Quinns stil, der er fyldt med tillægsord og pudsige vendinger. Winston Churchills stemme betegner hun som bulldog-agtig, Luftwaffes jernhammer ville smadre London til glasskår, mens seks-årige Lucy er mager som en abe og havde hår, der eksploderede i ukontrollerbare, mørke krøller.

Udover det så har forfatteren et godt kendskab til mennesker, hvilket illustreres af, at

Jeg stoler egentlig ikke på nogen, kunne Mab ikke lade være med at tænke. Det var virkelig en kold, hadefuld tanke at få i sengen sammen med sin ægemand, der aldrig rigtig havde givet hende nogen grund til at være på vagt, men hun kunne ikke gøre for det. Hun mærkede, at hun stivnede i hans farvn . . . 

Det er bl.a. Mab, der er ekspert i at betjene de legendariske kodebrydningsmaskiner. Opvæksten i fattigdommen i Londons East End fornægter sig dog ikke. Ej heller gør det, at hun netop har med spionage og tophemmeligheder at gøre. Og DET får indflydelse på hendes psyke.

En virkelighedsnær roman om krig, spionage og forræderi der er lige så spændende, som den er god til at beskrive karakterer og til at fortælle, hvad venskaber i den sidste ende også handler om.

Gerhard von Kamptz
- Bornholms sidste tyske kommandant
238 sider
Turbine

På en vis måde kan man jo sige, at krigen i Danmark først ophørte for i år 75 år siden. Bornholms tyske kommandant fulgte sine ordrer og måtte kun overgive sig til en repræsentant for de allierede i Vesten. Dog sendte de allierede aldrig en repræsentant til Bornholm. Det blev en trist skæbne for det, vi idag kalder Solskinsøen.

Hvordan det kunne gå så vidt, og hvem denne tyske kommandant egentlig var, hvad han stod for, hvad han kom af, og hvilke storpolitiske og militære spil han blev en del af, får vi alt om at vide i bogen her.
Den er uhyre spændende skrevet,  fyldt med billeder og illustrationer.
Det ser ud til, at forfatteren for alvor har været på overarbejde.

Udover at give os et meget fint billede af, hvem Gerhard von Kampz var som menneske og militærperson, hvis ellers det kan skilles ad, så har han forsynet bogen med billeder af Hitler og Mussolini sammen, skitser af luftangreb, franske feltkanoner fra 1897, af den sønderbombede Kapelvej i Rønne, sovjetiske mortortorpedobåde i Rønnes Havn, oversigtskort over tyske operationer til søs og meget, meget mere. Herudover har Jens Andersen fremskaffet basale oplysninger om kommandantens fødehjem, han har skaffet hjælp til oversættelser af russiske dokumenter, og han har i det hele taget været mange år undervejs med at skaffe kontakter til at hjælpe sig med værket og give et fint og detaljeret billede -; ikke bare af kommandanten. Men af hele situationen i mellemkrigsårene, og hvordan tingene spidsede til op til invasionen af Polen.

Forfatteren har lavet et fint og hæderligt arbejde, der tydeligt illustreres ved, at han ærligt beskriver sine forbehold i nogle af billedteksterne såsom "billederne må rimeligvis været taget i juli eller august" og lignende i bogens tekster.

Jens Andersen gør meget ud af at forsøge at få læseren til at forstå, at den tyske kommandant havde meget lidt albuerum til sine handlinger, og at han var en del af et hierarkisk system med diverse kommandoveje og procedurer.

Forfatterens mål, skriver han, har været at afdække Gerhard von Kemtz´s personlighedstræk og i detaljer at kortlægge hans liv. For på den måde at give et nuanceret billede af, hvordan kommandantens situation var, og hvorfor han endte med at gøre, som han gjorde. 

Torben Bramming
Heksene
350 sider
Kristeligt Dagblads Forlag

Ingen glæde uden sorg. Intet liv uden død. Ingen forside uden bagside. Ingen tilvækst uden udrensninger.
Og ingen rettroende uden bestialske hekseprocesser.
Det sidste synes i høj grad at have været tilfældet i tiden med de store hekseprocesser i Danmark. Hvoraf nogle af de mest grusomme trolddomsprocesser foregik i Ribe i et lille århundrede i 15-1600-tallet.
Det er der kommet en bog ud af, og det er ikke kedelig læsning.
Den handler naturligvis om, hvad der foregik i den sønderjyske by på det tidspunkt. Men samtidig giver den et meget flot billede af, hvordan kongen, adelen og samfundet i det hele taget var indrettet dengang.
Og den giver et fantastisk billede af, hvilken person Albert Skeel var, denne gudsfrygtige, atletiske lensmand, der var præst i Ribe og kongens mand til fingerspidserne, enormt højt samfundsprofileret og dermed havde alle mulige bemyndigelser til at foretage de hekseprocesser, han nu mente, der skulle til.
Samtidig var han højt begavet, yderst belæst og kunne naturligt nok begå sig på de bonede gulve.
Derfor vækker det i visse kredse fortsat undren, at det lige præcis var ham, der stod i spidsen for de store udrensninger. En mand der både var admiral, medlem af Rigsraadet og var uddannet ved udenlandske universiteter.
I korte træk blev det afgørende for Albert Skeel, at han følger sin konge til England, hvor de sammen med den engelske konge ser Macbeth, hvor der optræder hekse. Kongen, James den 1, var selv meget stor fortaler for, at der fandtes hekse, og det synspunkt så at sige arvede Albert Skeel. Og ligeledes hans konge, som var selveste Christian den 4.
Og herfra gik det slag i slag med de mest grusomme fængslinger, tortureringer og bålbrændinger af såkaldte hekse.
Torben Bramming forsøger at redegøre for baggrunden for hekseforfølgelserne og -afbrændingerne. Det kan man være enig eller uenig i, og hvis man er velbevandret i historien, finder man da også afgjort andre forudsætninger, der kan være nok så sande.
Alt i alt må vi dog sige, at Torben Bramming har skabt et nydeligt værk om Albert Skeel, der nærmest havde rejst verden rundt fra Italien til Polarcirklen, og som med alle midler forsøger at nedkæmpe hekseriet, der ifølge forfatteren udbredtes af missionerende enkeltpersoner som den engelske dronnings hofmagiker eller Tycho Brahe.
Idag ser vi heksebrændingerne som mørke kapitler i vores historie. Dog for at kende historien til bunds, er det vigtigt at forholde sig til litteraturen omkring dem. Og her er Torben Brammings nye bog altså et godt bud.
Også fordi den sætter fokus på - måske for første gang i historien -, at hekseafbrændingerne ophørte, da samfundet bevægede sig i retning mod selvansvarlighed, og at man, populært sagt, måtte feje for egen dør, fremfor at skyde skylden for egen ulykke på andre.