Max Seeck
Den trofaste læser
380 sider
Gutkind

Man skulle næsten på, de havde fundet en profestisk titel. Dem her rammer da lige plet, og ingen tvivl om, at forfatteren vil kunne finde nogle trofaste læsere blandt krimipublikummet, når han nu lancerer første bind i en serie.

Serien handler om den finske efterforsker, Jessica Niemi, der skal finde ud af, hvorfor krimiforfatteren Roger Kroponens kone er blevet myrdet ved sit spisebord -; klædt i en sort aftenkjole og med et bizart smil på læben.
Efterforskningen når frem til, at det er det første af en række rituelle mord, som følger et mønster fra Koponens berømt trilogi.

Spændende spændende,  og vi læsere er med i dettektivarbejdet, idet bogen er skrevet, så gerningsmanden altid er et eller flere hestehoveder foran Jessica og læseren, og det er med et udfarende og godt tempo med til at øge spændingen.

Vi er med i mystiske elevatorer, vi taster koder ind i alarmsystemer, vi er med til at kortlægge hidtidige mord i røgfyldte mødelokaler, vi er med ved angstfyldt elskov, og vi er med, når aktionsstyrker på et dusin mænd bevæger sig ude på den kolde is.

Bogen indeholder alle de ingredienser og den sproglige formåen, der skal til, netop for at holde en læser fangen, opklare om det er en trofast læser, der har myrdet forfatterens kone, og i hvert fald inkludere yndere af genren som trofaste læsere.

Det er ikke overdrevent, at bogen er afsindigt spændende. Og så én gang til. Afsindigt spændende.

Et godt sprog, et lækkert tempo, gode plots, sund beskrivelse af karakterer. Kan man forlange mere.

Svend Brinkmann
Vi er det liv vi lever
216 sider
Politikens Forlag

Det er i hengivelsen og opgivelsen, at kærligheden ligger.

Det fremgår med al tydelighed i Brinkmanns nye bog, der balancerer fint imellem skismaet, at man er sin egen lykkes smed, og at alting er skæbnebestemt og så, at man er i stand til at forvalte sin skæbne med beslutninger, der kan ligge såvel uden for som inden for ens egen formåen.
Han tager ikke abrupt afstand fra nogen af lejrene, selvom fokus ligger på, at vi har en historie bagud, som sætter væsentlige spor i, hvordan vort liv og vort udsyn fremover i livet vil forme sig.

Han bruger meget åndsliv og kendte fortællere og filosoffer til at underbygge sine teser, netop eksempelvis ud i kærlighedslivet.

At blive ledt væk fra sig selv er afgørende for kærligheden: at lade den eller det andet være andet på egne betingelser uden at ville overtage, opsluge, nægte eller gøre det uvirkeligt", Kærlighed er kun mulig, hvis man accepterer realiteten af en verden uden for sig selv og ønsker at knytte sig til den, siger Brinkmann, hvilket også ifølge en af hans kilder, Iris Murdoch, kræver både ærlighed og ydmyghed.

Med andre ord mener Brinkmann at ved at frisætte sig selv og pakke sit ego af vejen vil det være muligt at opleve den kærlighed, som de fleste af os går og drømmer om. 

Den nye bog er skrevet med afsæt i et håndskrevet brev fra en læser, som vi kan kalde Lili. Hun er et godt stykke oppe i halvfemserne. Det er ikke hendes rigtige navn, idet hun gerne vil være anonym, hvilket godt kunne blive svært for de ihærdige med alle de anekdoter og beskrivelser af hendes mand, som bogen er fyldt med.

Men Lili fortæller sin livshistorie til Svend Brinkmann, der møder kvinden et antal gange. Og den livshistorie bliver af den gamle dame så ganske levende beskrevet tilsat Brinkmanns egne psykologiske og filosofiske referencer. Han er rigtig god til at fange temaerne i kvindens forskellige beretninger om forelskelsen i en tysk soldat under krigen, om glæde, sorg, angst, alt hvad der hører et liv til, når man oven i købet har gået i psykoanalyse en menneskealder.

Kvindens livstråd optager Brinkmann, der for læseren så efterfølgende og med kommentarer giver stoffet mening i en grad, så vi kan slappe lidt mere af overfor vor egen tilværelse, som udgøres af alt det, der ikke bare lader sig vælge fra og til. Kontinuitet og forpligtigelse, sammenfletningen med andre skæbner, den måde vi er bundet sammen på, og som skal tages mere højtideligt end bare at tage egne beslutninger om at gå til højre og vensre.

Bogen er ikke altid letlæst, og det skal en sådan heller ikke være. Den gør op med nogle ting, hvor det moderne menneske ofte sætter automatpiloten til at navigere, og hvor det kan være befriende i mere udpræget grad at læne sig op af troen på noget forudbestemt og skæbnelagt. Og skal noget rykke, og skal man ændre sig, så skal det nødvendigvis ind imellem være svært. Og anderledes. Tankesættet skal ind i nye baner.

Et af Brinkmanns store metierer i bogen er, at vi skal satse noget mere på fællesskabet. Have udsyn mod de andre og mere væk fra selvet og egoet. Et andet er, at det ikke kan svare sig at fortryde eller ærgre sig over, at vi valgte det ene frem for det andet. For vi må leve med de valg, vi har taget, vi må så at sige deale med vor skæbne, der med et andet ordsprog ikke er, som vi har det, men som vi tager det.

Det er spændende at læse en beretning om et menneske, der må siges absolut at stå i sit livs efterår. Der er noget erfaring at trække på, og som mandens far altid sagde, så skal man gå uden om rosset. Det giver altid ballade. Så må vi gætte os frem til, hvad rosset er, men er man i tvivl, så kan man jo se indad og begynde at kigge på, hvor man skal begynde med at gøre sig selv lidt mere ren og etisk.

Bogen er fyldt med direkte og indirekte læresætninger.

Og Brinkmann forklarer også, hvad det er for en skæbnetro, han er optaget af og, at det bestemt ikke er den der med, at skomageren skal blive ved sin læst, og at mennesker undertrykkes ved at få at vide, de ikke har megen indflydelse på deres liv, og at det, der er tilbage for dem, er en belønning hinsides.

Og han er fantastisk til at fortælle, at det, der virkelig gør mennesker frit, er, at det interagerer med noget uden for det selv, som det ikke selv har valgt. At skæbne og frihed ikke er modsætninger, men hinandens forudsætninger.

En glimrende bog, som vi godt kan forstå er blandt de øverste på dagens hitlister.

Kjeld von Folsach, Joachim Meyer og Peter Wandel
Kamp, jagt og pragt
296 sider
Strandberg Publishing

På Davids Samling i København kan man i denne tid, og indtil september, opleve en imponerende særudstilling.
Vi taler om islamiske våben fra 1500-1850; de islamiske fyrsters slagkraft, og hvilken rolle de spillede på slagmarken, såvel i jagt som prydsgenstande og i gavehenseende og agtelse.

Har man ikke lige mulighed for at komme til København, så er der mulighed for så at sige at opleve udstillingen alligevel i denne håndfaste og overordentlige rigt illustrerede bog, der giver os et bredt og nuanceret syn på alle de våbenrelaterede genstande, der var karakteristiske for den islamiske verden -, såsom dolke, sværd og krumsabler, refleksbuer og geværer, hjelme, brynjer, skjolde og hertil hørende standarter, trompeter og trommer.

Bogen indeholder også artikler om kamp og våben i Koranen, den islamiske verdens ridderlære, indskrifter på islamiske våben og de islamiske våbens indsamlingshistorie.

I en global verden, hvor historien samles med fragmenter fra meget forskellige religioner, verden og udsyn, har vi godt af bøger som denne, der på en let og overskuelig måde giver os indsigt i, hvordan islamiske hære med stormskridt udviklede lande til imperialistiske stormager, hvordan våbnene bliver til redskaber for gavegivning og konsolidering af hierarkier, fulgte bestemte regler, og hvordan iøvrigt forholdet mellem krig og fred i islam var noget mere komplekst end som så.

Detajljerigdommen i bogen er overordentlig stor og viser meget fine nærbilleder af alt fra sværd og hestehoveddolke til retten til at bruge fisk som symbol hos en storvesir.

Man får utroligt meget at vide om noget, der fylder vores verden meget, måske mere end vi tror. Fyrster, stormoguler og skydevåben i Det osmanniske Rige har sin helt særlige plads i bogen, der må siges at være en vigtig del af historieskrivningen på en meget velvalgt, farverig letforståelig og komfortabel måde. Og som i det hele taget er en æstetisk både præstation og nydelse.

Tom Hermansen
Hvor folk færdes
384 sider
Strandberg Publishing

Man bliver simpelthen åndeligt beriget og begavet ved at bevæge sig igennem denne store bog med ufatteligt mange gengivelser af udsmykninger, kunst og rums indretninger. Hvor vi nu kommer frem i Danmark, i kirker, svømmehaller, i byparker, på efterskoler, i gymnastiksale, ja overalt, her støder man på kunstværker, man måske lige defilerer forbi og siger, at det er pænt, eller det mangler.
Hvis det er pænt, er det måske fordi det ikke er udfordrende kunst, hvis det mangler, kan det være det provokerer så meget, at det fortjener at blive kaldt ny kunst.
Ingen ved det helt nøjagtigt, og igennem tiderne har diverse kunstnere været optaget af at udtrykke sig selv og deres kunstart på netop deres måde til gavn og glæde for alsidigheden.
Vi må sige, at bogen her er alsidig og peger mestendels på 50 store værker fra de seneste 100 år.
Fra væggene i Frederiksberg Svømmehal, over Sankt Elisabeth Søstrenes Hospital, over Spencer Finchs udsmykning på Create i Aalborg, over mosaikker på Glyptoteket, til Ollerup Gymnastikhøjskoles festsal, via K.B. Hallen i København og så til Øen på Erhvervsakademiets nye campus i Odense.
Og naturligvis meget, meget mere.
Hele bogen igennem er der tilsat forklaringer, kommentarer og anekdoter og analyser fra diverse kunstnere og kulturpersonligheder og baggrunden for, at de enkelte værker blev skabt.

Bogen lever på fornemste vis op til sin titel, idet vi kommer meget bredt omkring, hvor folk nu mødes. Og efter at have læst bogen her, får vi anledning til at studere det næste kunstværk, vi støder på, lidt mere intenst og dybt og måske med hovedet en anelse mere på skrå.

Bogens 50 værker bliver præsenteret i kategorier som sport, uddannelse, oplysning, administration, kunst i byrummet og andet. Alene er har redaktøren gjort sine læsere en tjeneste ved også at forklare, at kunst er særdeles mangfoldig, og at vi støder på den alle vegne.

Det bliver meget svært at finde et værk fra de senere år, der kan sidestilles med denne bog, som er en perle for kunst- og historieelskere.

Sofie & Ulrik Golodnoff
Tarot
200 sider
Grønningen 1

Man kan tro på, hvad man vil i dette land, heldigvis. Måske det hele på én gang. Er man til at hellige sig tarotkort, som bestemt ikke er noget nyt og et modefænomen, så er der fin hjælp at hente i denne på sin vis nyudkomne bog.
Alene den lækre gule farve skiller sig ud på bogreolen og fortæller, at her er der noget særligt; noget der kan ændre dit liv.
Tarotkort kommer ud af en århundreder gammel, europæisk mysterie-tradition og kan være med til at give klarhed over tanker, følelser og anspore til engagement og livskraft, som det hedder på bagsiden af bogen.
Det er bestemt ikke forkert. Når rådvildheden og fortvivlelsen sætter ind, siger mange undersøgelser, er det fordi, folk mangler et ståsted, noget at forholde sig til. Noget der er større end dig selv.
Her kan tarot komme ind med sine gennemprøvede teknikker, og bogen her hjælper godt på vej.

De kan vise en vej og en udvej i forskellige af livets faser, hvor man selv har svært ved at tyde meningen med det hele.
Bogen er er en nyredigering af tarotmesteren Ulrik Golodnoff, idet han datter Sofie nu har været med ind over og givet den et pift, så den står sig lidt bedre blandt de mere moderne udgivelser indenfor selvudvikling.
Det er parret, hvis man kan sige det sådan, sluppet godt fra.

Kortenes opgave er at tale til ens underbevidsthed og få ressourcer frem, man måske ikke anede, man havde, og på den måde rykke sig i livet. Det kan være smertefuldt, erkender bogens forfattere ærligt, men det kan være nok så nødvendigt, hvis man skal have fuldt udbytte af livet og kommer tættere på sig selv.

Bogen kommer fint rundt om typer af kort, om de skal trækkes den ene eller den anden vej, hvordan man stiller spørgsmål til sine kort og naturligvis, hvad de hedder.

Interesserer man sig slet ikke for tarot, mystik eller for den sags skyld hokus-pokus, så kan man fint give det en chance med denne bog. Den har en fin evne til at komme ind og prikke til underbevidstheden og gøre sit til, at man lige giver det en tanke, om man nu lever sit liv fuldt ud med de potentialer der er.

Tydningerne er skrevet i et enkelt og meget let forståeligt sprog tilsat gode råd og kommentarer.

En glimrende bog til at hjælpe en på vej i livet.

 

Helle Mogensen
Malmstrøm
320 sider
alpha

To ting springer voldsomt i øjnene, når man har Helle Mogensens to romaner i hånden. Den seneste, Malmstrøm, er netop udkommet som efterfølger til  Havunger.

Helle Mogensen er fantastisk til at få den stemning frem, der driver uhygge, spænding og drama på ensomme steder, på kyster, i mindre byer. Et bud på hendes flair kan være opvæksten i Grønland, nærmere betegnet Nuuk, der omgiver sig med lange, lange strækninger til de nærmeste byger og bygder, hvor kun fantasien kan sætte grænse for den uhygge, de mord og de dramaer der kan skylle frem i takt med de duvende bølgeslag langs kysterne.

Helle Mogensens TOer foregår som ETeren i Vestjylland, hvor psykologen fra den første roman, Anne Lebæk, finder liget af en ung kvinde i sin venindes hjem i Hvertslunds gamle fiskerkvarter. Anne kender kvinden fra sin praksis og vil nu, naturligvis, finde ud af, hvem der haft interesse i hendes død. Det er næsten til at regne ud, at vi nu kommer meget tæt på det lukkede fiskersamfunds dunkle sider, hvor alle tilsyneladende har noget at skjule.
At temaet er rimeligt velkendt, gør dog ikke spændingen mindre. 

Dramaet er gennemtænkt, man bliver godt opslugt af stemningen, efterhånden som bogens sider kaster sig forbi. Og Helle Mogensen har en evne til at fortælle, så man næsten står ved siden af Anne og oplever detaljer i alle afskygninger.

Provisioriske komandocentraler, badehoteller, Østerstrand, et dyrehovede i form af en fedtplet på køleskabslågen, tv-sendevogne, fru Leidersdorffs pensionat med snavsede kældervinduer, mørnede vinduesrammer, en grå og mat lysekrone, en stor hall osv. osv. Altsammen fine ingredienser for at skabe en levende krimi, og det lykkes bestemt for Helle Mogensen.

Når det er sagt, så skal vi da have noget med, der også falder i øjnene og generer læsningen lidt. Det er sproget, der visse steder halter  og ikke er stramt nok, hvilket kan undre, når det er en uddannet journalist, der skriver. Hun forsøgte at skjule sin aftandtagen efter bedste evne. Efter bedste evne når man forsøger at skjule noget. Ja selvfølgelig! Og Anne skar en indvendig grimasse. Hvordan gør man det? Nærværende anmelder har prøvet og prøvet, men at skære en indvendig grimasse må vist være en vending opfundet til lejligheden i forsøget på, at være original. Der var kun en mild brise at føle mod huden. Hmmm, ja hvor skulle man ellers føle den hvis ikke mod huden. Efter få timers søvn var hun vågnet brat og havde ligget og vendt og drejet sig til en indre film, der udspillede sig i sekunderne, hvor hun trak sengetæppet til side og så Betinah. Den sætning er altså helt gal og alt for knirket og forvirrende. Frygten var som en storm, der hvirvlede voldsommere og voldsommere., mens hun langsomt, skridt for skridt, trak sig baglæns væk. Her kunne en gennemskrivning til også have givet bogen en anden sproglig karakter.

Nå, men ingenting er perfekt, og sprogblomsterne til trods, må vi erkende, at man sagtens kan leve med dem, fordi detaljerigdommen og fantasien er sluppet pænt løs i romanen og for så vidt også i den første, der er afbilledet nedenunder. Et par gode bøger selv om en psykolog i den virkelige verden nok vil have sig frabedt begrebet at lede en klient igennem en session. Det er jo ikke psykologen, der er chefen. Man er i en session sammen.

To udmærkede krimier som en begyndelse i en forhåbentlig længere karriere som forfatter.

Thomas Senderovitz
Kapløbet om vaccinen
176 sider
Strandberg Publishing

Forfatteren er stærk, når han taler om folks og landenes afhængighed af hinanden. Det er efter vor mening bogens vigtigste passager. Når han skriver, at verden er forbundet. At kontinenterne og landene er viklet sammen i komplekse handels- og samarbejdsaftaler.

Så hvis Kina eller Indien bryder sammen, vil det både være slut med iPhones - og med mange lægemidler. Hvis EU bryder sammen, vil vi få en seriøs fødevarkrise. Pointen er, at ingen land er selvforsynende idag. Det er heller ikke givet, at man dør i det samme land, som man blev født i. At det er to tyrkiske indvandrere i Tyskland, som er hovedkraften bag den første vaccine, der landede i Danmark, synes jeg illustrerer den pointe så fint. Vi afhænger af hinanden. Forsyningssikkerheden i forhold til lægemidler er derfor et globalt anliggende, som vi må og skal samarbejde omkring.

Nu er bogen jo selvklart fokuseret på samarbejde og globalisering omkring vaccinen og underbygger også de historier i medierne og holdningen om, at samarbejder vi ikke om af få udryddet pandemedien over HELE verden, så står den vestlige verden og de rige lande alligevel med en udfordring, uagtet vi er nok så meget vaccineret.

Menneskeheden har brug for at sikre vacciner og ordentlige lægemidler, hvor kravet til dokumentation er det samme. Uanset om man bor i Danmark, Sudan eller Rusland.

Påpeger forfatteren, og om meningen med at nævne Rusland så er et svirp over fingrene til den russiske Sputnik-vaccine, det kan da godt være.

Senderovitz´ bog er kløgtig, klog og tager naturligt nok afsæt i det videnskabelige, som han ikke mener skal sælges politisk og fortæller da også, at han som sådan ikke føler, han har været udsat direkte for pres fra politisk hold i sin godkendelse af vacciner. Det må vi så tage for gode varer, selv om vi mener at kunne læse, at han indirekte i bogen fortæller, at han har måtte stå MEGET fast på den-tid-de-nu-tager-videnskabelige undersøgelser som garant for godkendelse af diverse vacciner. Selv om politikerne har været yderst ivrige på stolekanterne for at kunne tage vaccinerne i brug.

Den ballade, der på det seneste har været omkring AstreZeneca-vaccinen kan vi iøvrigt i bogen læse, er ikke overraskende, idet det fra første færd syntes som om, at firmaet ikke havde styr på hverkend vaccine eller dokumentation.

Senderovitz kommer rigtig godt rundt om hele forløbet, fra hastighed, volumen, sikkerhed, over vaccineskeptikere, flokimmunitetens betydning, bivirkninger af vaccinen, og det er såmænd sundt nok for vi læsere at se alt det, vi har været igennem, fra et fagligt og videnskabeligt synspunkt. Der er ingen tvivl om, at forfatteren er yderst kompetent på sit felt og ud fra det synspunkt, han taler og kommer også med sine inputs holdningsmæssigt og frustrationer, når han sad med i det utal og møder og beslutningsprocesser, faren ved mangel på værne- og lægemidler, den hektiske periode herhjemme, hvor smittetallet steg voldsomt, angsten for sydeuropæiske tilstande, vigtigheden af det europæiske, fælles fodslag, forberedelse af nye sundhedskriser og i det hele taget et ganske nuanceret billede af, hvad der foregår, som han siger, i maskinrummet i en krise, så danskerne fremover kan føle sig mere trygge omkring godkendelsen af vacciner.

Forfatteren har skrevet en ganske læseværdig bog, også med mange tekniske data som udregning af vaccineeffekter og oversigt over de forskellige vacciners effekter. Det kan jo springe over, hvis det ikke interesserer en, men det er bestemt også serveret på en måde, så det er til at forstå for meningmand.

Endnu en slagkraftig udgivelse af Lee Child. Det kan lyde som en kliché. Og vi ved heller ikke, om forfatteren overgår sig selv. Men i genren er bogen altså  god nok og så lidt mere. Det er den, fordi den opstiller et dilmma, som mange af os sikkert er optaget af jævnligt: Skal man gribe ind, hvis man ser en medborger blive overfaldet? Hvad kan man selv risikere. Og hvad nu, hvis vedkommende dør? Kan man leve med det?

I bogen her er vi i en by i Tennessee. Jack Reacher ser en intetanende mand på vej ind i et baghold. De er fire mod en, så Reacher griber ind. Manden, han reddede, er tidligere IT-chef, som er fyret og mistænkt for at være medskyldig i et cyberangreb.

 Jack Reacher lugter, at der ligger større kræfter bag, og det går han så igang med at nå til bunds i.

På originalsproget har bogen ikke fået nogen særlig god modtagelse. Bl.a. fordi man mener, at forfatteren har overdraget meget af ansvaret, måske det hele, for skrivningen til sin bror, der nu er co-writer.

Og at denne manøvre handler om at opretholde et dyrebart brand.

Vi mener, det er at gå efter manden og ikke bolden.

Vi synes, at bogen fuldt ud lever op til det, den skal, nemlig en fortsættelse af Jack Reacher-serien, og denne gang med afsæt i flere, klassiske dilemmaer, bl.a. det nævnte og så også, hvorvidt fairness, held og retfærd - eller det modsatte - spiller ind i folks skæbner.

Nuvel, det er meget let at se forskellen fra de tidligere bøger i serien, lidt mere abrupte og stakauto sætningskonstruktioner og måske knap så megen blidhed og romantik, lidt mere autopilot. Men altså, folk udvikler sig i livet og således også romanpersoner.

Så det lever vi gerne med, så længe Jack Reacher er den samme. Og det er han.

Thomas Rydahl
Forførernes klub
352 sider
Politikens Forlag

For år tilbage udgav superforføreren Neil Strauss bogen Spillet, hvor han berettede om de mange scoringer og erobringstogter, han opnåede i et luksusresort ved Los Angeles sammen med mange andre, sjove typer, der havde navne, man kan huske......

Af en eller anden grund kommer vi til at tænke på, at romanens hovedperson her, Flemming, ville have haft godt af en tur i huset, der iøvrigt udmøntede sig i en dansk hjemmeside med titlen, www.thegame-online.dk.
Og hvorfor så det? 

Jo, Flemming ligner en der er på social deroute. Han er lige blevet skilt og bor i et anløbent byhus, et lille udhus med eget egern som han kalder det, og mister oveni hatten både sit job og sin ret til samvær med børnene.

Kan det blive værre?Ja, det kan det godt, hvis man er lidt svagere end Flemming.

Indeni har Flemming heldigvis stadig nysgerrigheden og livsviljen i behold. Og med dette in mente støder han efter en opdagelse i en boghandel - med denne bogs titel iøvrigt -  på en lukket klub, der dyrker forførelsen, det gode og det sanselige.

Ikke en traditionel swingerklub, forstås, men en klub hvor poesien, det etiske og det ophøjede liv står i centrum.

Og det er med afsæt i den klub, at Flemming kommer gennem en transformation.

Eller gør han.. . . . 

Mulighederne er der i hvert fald, idet klubben er opbygget efter Søren Kirkegaardske principper. 

Har de muligheder for en som Flemming, en flink fyr og lidt af en enspænder der bare leder efter kærligheden, og kan Forførernes Klub tilbyde ham andet og mere end Tinder, Dating og Scor kan?

Bogen har tre dele og særdeles aktuel, idet kapitlerne spænder over de to år 2019-2020. Undervejs møder vi nogle rigtig sjove typer, der har deres egen måde at være på og egen måde at sige tingene på.

Nogle uddeler gerne øretæver og andre vandrer rundt i en lejlighed, hvor man på den måde oplever hele verden.

Undervejs i bogen bliver brudstykkerne sat sammen over et liv, som Flemming bliver nødt til at tage op til revision: Var det job, han fik dengang, lige det, han ville have? Og hvad var det med hans far?

Vi kommer geografisk pænt omkring, fra velkendte Dybbolsbro Station til Kristiniagade og Lille Strandstræde i København til Jägerstrasse i Berlin.

Vi kan godt lide bøger, hvor bevægelser og omskiftelighed i det ydre afspejler mulighederne for bevægelse i det indre.

Vi kan også godt lide bøger, hvor en person gør noget ganske overraskende, idet vi på den måde ofte kommer til at lære nogle dybder af mennesket at side, som vi ikke vidste, vedkommende havde. Nøjagtigt som i det virkelige liv.

Her møder Flemming så på et tidspunkt en dement præst, som ikke husker noget, og således begynder Flemming at spejle sig i et individ, der har fået slettet sin hukommelse til et tidligere liv. Det må Flemming så åbenbart afprøve, og han begynder at lægge op til svindel og humbug.

Uha uha, hvad forførelse og etik da ikke kan føre til.

Læs bogen og bliv begejstret over at læse om en mands udvikling - og indvikling i sig selv.

Sproget er lækkert og stramt og er en fornøjelse undervejs, mens vi sluger handlingen.

Og det var en fornøjelse på et lidt højere niveau at se og gense, hvilke redskaber, forførere kan tage i anvendelse på deres erobringstogter. A Players Manuel, som det hedder i de kredse.

Men det er en anden snak.