Antonio Iturbe
Bibliotekaren fra Auschwitz
496 sider
Hr. Ferdinand

Som endnu et ekko af en forfærdelig fortid for nu mange, mange år siden lander den her murstensroman på bordet med et brag, så man både fryder sig og får gåsehud. Man fryder sig over, at mennesker trods alle odds kan overleve helvedes forgård, bl.a. på grund af fællesskab og sammenhold, og man græmmer sig, væmmes og får gåsehud over, at mennesker kan behandle hinanden så frygteligt.
Hvor kommer al den ondskab dog fra.
Romanen skulle være den autentiske historie om Dita Kraus, der af nazisterne med sine forældre føres fra Terezin-ghettoen i Prag til Auschwitz-Birkenau. Her får hun til opgave hendes unge alder til trods at vogte over det hemmelige og dyrebare, lille børnebibliotek, som fangerne har fået opbygget uden vagternes viden.
Men bøger er farlige og forbudte. De får jo mennesker til at tænke.
Og tænke kan man altså godt, selv om det lille bibliotek kun består af et par håndfulde udgivelser, heriblandt Greven af Monte Christo. 

Det var forbundet med dødsstraf at blive set med en bog i hånden. Men Dita Kraus, der iøvrigt lever den dag idag, opdager, hvor stor glæde bøgerne bringer lejrens børn. Og da der nu på grund af nazisternes godhed - sådan ser det i hvert fald ud - bliver oprettet en decideret familielejr, ja så bliver fangerne bare så glade så glade. Det skal de så bestemt ikke blive ved med.

Forfatteren er god, hvis man må bruge det ord, til at beskrive grusomhederne i lejren, og den giver også indsigt i en form for mor/datter-fortielser, som eksisterer i mangt en familie idag:

Dita tror, at hun beskytter sin mor ved ikke at fortælle hende om det, hun laver i Blok 31. Hun ved ikke, at det er lige omvendt: Hendes mor lader som m, at hun er uvidende om Ditas aktiviteter, for at Dita ikke skal bekymre sig om, at hun gør sin mor urolig Hun vil ikke være en byrde for sin datter.

Sagde nogen øverste eller nederste del af rundstykket?

En flot bog der indeholder så meget mere end tragiske beskrivelser fra krigen. Ilterhed, snuhed, tro og længsel efter det gode, godt blandet med psykologiske handlinger til benet; det er bogen fyldt med, og det er noget, vi kan bruge.

Bogen er oprigtig og hjertevarm. Dog fortæller Dita Kraus i forordet, at den delvis udspringer af en forfatters livlige fantasi, så der skal sikkert lægges til og trækkes fra. Men bogen har dybde. Og under alle omstændigheder har vi en dejlig bog i hånden

Lisa Jewell
Den usynlige pige
360 sider
Gads Forlag

Bogen er ikke en krimi i vor øjne, mere et drama, og ikke en thriller, et drama, der bogen igennem udvikler sig, så læseren gisper og gang på gang bliver efterladt på kanten af stolen i åndeløs spænding.
Bogen kommer uendelig tæt på ens egen psyke, og det gør den til en pageturner, så det rasler, og man bare vil fremad.
Dybest set handler bogen om ondskaben i os alle, hvad der kan den frem, hvad der kan få almindelige mennesker til at stalke og gradvist begynde at forpeste og ødelægge andre menneskers liv.
Misbrug, kvindelig voldtægt, overgreb er nogle af de milde ord, man bliver efterladt med, når bogen klappes i.
Den 17-årige Saffyre Maddox har fået i terapi hos en børnepsykolog. Psykologen vurderer efter tre år, at Saffyre er klar til at komme videre. Psykologen vuderer dog forkert og ser ikke det svigt, teenageren bliver udsat for. Dette svigt får fatale konsekvenster, og i ly af mørket begynder Saffyre nu at udspionere psykologen, Roan, og hans familie for at bevare en forbindelse til ham.

Bogens sprog er i up-tempo, ligepå og hårdt og lige ud af landevejen:

Alle har brug for noget at gå op i, ikke? Det meste af min tid sidste år var min hobby at skygge Roan. Jeg havde ikke nogen rigtige venner. Ingen kæreste.

På den måde kommer vi midt i fortællingen godt ind i en slags start på historien og ind i fortællingen om en slags ensom ulv, der spionerer på andre, og hvad det kan udvikle sig til, det er mere end godt at vide, og fantasien har bestemt ikke fejlet noget hos forfatteren.

Sproget er super, spændingen ligeledes og med masser af delplots, afstikkere og endelige plots får man smæk for skillingen, hvis man er til psykologiske dramaer.

Kamela Harris
Et amerikansk liv
304 sider
Mellemgaard

En fin fortælling om USAs vicepræsident, hendes holdninger og baggrund for at gå ind i politik. Og også en ganske fortræffelig affyringsrampe for mange af de ideer, der fik hende til at stille op som præsidentkandidat. 
Og selv om hun ikke blev landets nr. 1, så er det vist heller ikke så ringe at blive nr. 2. 
Udover at være en interessant bog om, hvordan det lykkes at en kvinde af indvandrere at blive hele USAs næsten-første-dame, så er det en vigtig streg om USAs vækst de seneste halvtreds år, og hvilke påvirkninger, politikere og almen befolkning har været udsat for. Og hvorfor nogle ønsker at bevare det etablerede, mens mange andre ønsker forandring.
Interssant læsning omkring en af hendes mærkesager, ændringen af elementer i sundhedssystemet, og når man har læst de rørende historier, så kan man godt have en stor grad af forståelse for hendes programerklæringer.
Man kan indvende, at det ikke er banebrydende politik og beslutninger, Kamela Harris står for, hvilket tydeligt fremgår af bogen. Og det er da også helt sikkert, at hun skal lægge sig gevaldigt i selen for at kunne stille mod en republikaner, om det skulle blive tilfældet i 2024 eller 2028. Men det kan være, at retten simrer, og at tiden arbejder for Kamela Harris, og at hendes holdninger og personlighed netop bliver i lidt skjulte lag for så for alvor at bryde frem, når tid er.
Og det gør bogen alvorligt interessant. At vi har at gøre med et menneske, der har prøvet lidt af hver, nu også prøver lidt af hvert, men verserer med de baggrundsholdninger og den baggrundsposition, en vicepræsident må forventes at have.

Henriette Houth
Solen er så rød
256 sider
Politikens Forlag

En bog der trods et bredt udvalg af lignende problematikker går under huden og eksponerer den forfærdelige ensomhed, der må ibo folk, som på tragisk vis i livet mister både far og mor og en halvsøster til deres eget fravalg af livet.
Den skyld, skam og det enorme trauma, der nødvendigvis må følge med bliver uanset graden af behandling naturligt nok et af følgerne hos hovedpersonen Tulle. Og man kan umuligt føle med hende, for det, der sker undervejs i bogen, er så horribelt, at man ikke fatter, et menneske kan overleve alt det.
Alkohol, utroskab, fornægtelse, mangel på kommunikation og dialog, ansvarsforflygtigelse, moderens foragt overfor Tulles venner, det er hvad Tulle vokser op i. Og hvordan kan man næsten overleve i det??
På trods af, eller måske netop fordi, man er datter af ansatte i sundhedssystemet. Sågar i en udkantsby som Grenå. Her er masser af location-dropping fra lige netop den by, hvilket giver bogen autencitet og styrke, og yndere af Djursland vil næsten kunne bruge bogen som bykort....:-))
Forfatterens metier er tilsyneladende at stille skarpt på de problematikker, man som menneske kan være udsat for, og ikke slipper udenom, og bogen er endnu et pift til de læsere, der ønsker at tilegne sig noget mere baggrundsviden om, hvorfor folk optræder, som de nu gør. Altså: Man kender kun folk til tænderne og deres opvækst slet ikke.

Bogen er blevet kritiseret for ikke at være litterær nok, og at det er endnu en udmaling af problematikker.

Og hvad så, spørger vi. Vi synes, bogen er fremragende, NETOP fordi den endnu en gang tør udstille nogle af de udfordringer og problematikker, der kendetegner omend ikke enhver villavejs beboere så i hvert fald nogle af beboerne i hvert kvarter. Og fordi den er skrevet med en stemme, der måske ikke er perfekt nok til det udbud af anmeldere og litterater, der mener at have læst mere end nok af, hvad der sker i folks barndom. 

Men som råber højt nok til, at man vil kunne have stor glæde af at lytte godt efter.

Søren Poder
Undergang
264 sider
Brændpunkt

Det er ikke rar læsning, det her. Sådan er det jo ofte, når der bliver sat ord på virkeligheden. Der er uhygge, død, brutalitet, ja rigtig undergangsstemning, og derfor er titlen på Søren Poders nye bog ganske berettiget.
Forfatteren har taget afsæt i 2020, da corona begyndte at hærge jorden. Herhjemme er Niels og Marie pensionister, og som mange andre beslutter de at holde sig hjemme i deres rækkehus, mens virussen hærger.
Sygdommen rammer dem alligevel; de bliver tvunget fra hinanden, og Niels kan ikke få kontakt til sin hustru.

Niels tror dog fuldt og fast på, at myndighederne håndterer situationen godt, alt imens dødstallet  stiger, og anarkiet breder sig, og samfundet nærmest er ved at bryde helt sammen.

Hvad Niels herefter finder på, det skal du læse.

Søren Poder har formået i den grad at indfange stemningen fra 2020, hvor alt lige pludselig var forandret, skulle lukke ned, forsynes med afstandskrav, og hvor vi nok blev en anelse mere skeptiske overfor hinanden - , selv om vi ikke ville det.

Min hoste bliver værre i løbet af dagen.
Her i nabolaget er gaderne næsten øde.
Manden ved siden af mig begynder at hoste og hive efter vejret.
Peter er begyndt at tvivle på de officielle dødstal.
Hun tager min temperatur igen før sengetid.
Jeg er slet ikke forberedte på det syn, der møder mig ude på gangen. Der ligger patienter overalt.
Inde i butikkerne udbrød der anarki.
Frygten for at blive smittet med den nye og mere smitsomme coronavariant.
Andre led i den kritiske forsyningskæde . . . 

Stemningsbilleder som vi husker, og som vi alle har godt af at huske; det var en del af vores fælles historie; det var det, vi var en del af, og som vi overlevede, og derfor er det vigtigt med bøger som Søren Poders, der blot prikker godt og grundigt til menneskers tolerancetærskler og mangel på omsorg i krisesituationer. Hvordan vil det gå os næste gang, en pandemi og en endnu større og mere voldsom af slagsen rammer os?
Kan vi gøre noget for at forberede os, kan samfundet tage hånd om at finde en god balance mellem information og hensynet til Danmarks sikkerhed.

Forfatteren inddrager i sin bog mange af de aspekter af tvivl, misinformationer, statsminister-forsikringer og manglen på lokumspapir, og hvor er det både rart og urart, men i hvert fald nødvendigt, at der bliver sat ord på, hvad det er, vi kom igennem, og hvad folk gjorde med sig selv og ved hinanden i den største krise herhjemme i generationer.

Laura Imai Messina
Linjen ved verdens kant
250 sider
Grønningen 1

Forfatteren er formidabel til at kombinere end god og sund handling med et indre liv samt et væld af metaforer og universelle sætninger.

Ville han mon nogensinde være i stand til at skelne den personlige kærlighed til en kvinde fra den kærlighed der også omfattede datteren.

Og så var der ilden, som ingen nogensinde havde forestillet sig var stærkere end vandet.

... kraftfuldt gennemtrængt af ånden hos de mennesker der har besøgt haven i årenes løb.... 

Der er steder på jorden, som må sikres en fortsat eksistens, og som rækker ud over os og vores lyst til at besøge dem.

Mange, mange steder i bogen giver det mening at stoppe op og reflektere over det skrevne og det, som det vækker i os.

Derfor giver det ekstra god mening at læse den. Dels fordi det er filosofiske betragtninger på hverdagsplan, skrevet i et dejligt, flydende romansprog.

Bogen tager udgangspunkt i en telefonboks i bjerget Kujira-yama i Japan, som har udsigt over havet, og hvor folk i årevis har ført samtaler med de døde, idet man kan "tale til vinden".

Yuis mor og lille datter dør i tsunamien i 2011, hvorefter hun finder livet meningsløst, indtil hun hører om haven på bjerget og telefonboksen. Så drager hun afsted, idet hun føler, hun mangler at fortælle dem det vigtigste af alt.

En roman der for alvor giver stof  til eftertanke. For hvad man skal selv gøre, når man mister sin elskede og føler, at man ikke har fået fortalt dem, hvad man har på hjerte.

Måske bogen kan give et nyk til at få det gjort, mens tid er.

Bogen handler om uudgrundelig sorg, men også om muligheden for at leve et godt liv, fordi de mennesker, der ikke længere er her, dem bærer vi videre i hjertet.

Udover at have eksistentielle berøringsflader, så er romanen både morsom og romantisk. Sprogligt bliver den presset til det yderste såsom kaskader af bræk, ulækre grødmasse og samme vej som alt lortet. Det skal man kunne tåle midt i romantikken. Men det er jo en del af livet, og på en vis måde er bogen også med til at vise os en cyklus, vi har godt af at blive mindet om.

Og tilgift får vi at vide af en psykoterapeut henholdsvis hvor mange knus pr. dag vi har brug for - for at overleve og for at vokse.

Tess Gerritsen
De overlevende
334 sider
Jentas

Det her er 10. bind i Rizzoli-serien, og det kan iøvrigt anbefales, at man læser dem alle og helst i rækkefølge. Vær iøvrigt opmærksom på, at der her som i andre sammenhænge, altid er forskel på bøger og tv-serier.
Et flertal er Gerritsens bøger er mega-uhyggelige. I så tilfælde er den her GIGA-uhyggelig. 

Vi befinder os i et rigt og eksklusivt kvarter i Boston. To voksne og deres tre børn bliver myrdet. Eneste overlevende fra forbrydelsen er plejebarnet Teddy. Teddys egne forældre er selv myrdet på De amerikanske Jomfruøer, hvor deres yacht blev sprængt i luften.

Jane Rizzoli begynder at efterforske, og det viser sig hurtigt, hun finder lignende forbrydelser. To myrdede forældre, et barn overlever, dets adoptivforældre myrdes, samme barn overlever. 

Janes chef vil gerne have afsluttet sagen, da den breder sig væk fra Boston. Hun finder dog andre mennesker, der vil hjælpe hende med at fortsætte opklaringen, der leder - naturligvis var vi lige ved at sige - læseren hen imod diverse mistænkte.

Bogen er en pageturner, men en af dem, hvor man ikke blive skudt hen mod en afslutning, men derimod absorberer handlingen undervejs, som bl.a. fortæller os om Janes familieproblemer og Mauras fortstte fjendlighed.

Godt sprog som sædvanligt og masser af lækker karakteropbygning.

Linda Skarett
Fugl og fisk
230 sider
Grønningen 1

Et fint lille hverdagsdrama. Som vi danskere nu går og oplever ting,  der på godt og ondt forløser os og giver os nederlag, succes og oprejsning i livet.

Til at begynde med er hovedpersonen, Maj, umiddelbart en konfliktsky medløber, der siger ja tak til te, selv om hun egentlig ikke har lyst, og som er fyldt op af angst for, at nogen skal se, hun tisser i naturen, og som i det hele taget har svært ved at sige nej, når hun mener ja.
Årsagen skal vist findes i strukturene i hendes barndoms familie og siden i et forhold til en norsk kæreste, som har evnen til at indskrænke hende og dominere hendes personlighed for meget til, at hun kan holde fast i sig selv.
Den kender vi jo. Og vi kender også det efterfølgende spil, hvor Maj, der egentlig hedder Majbritt, forsøger at frigøre sig fra sin fortid og sin families tyngde. Det bliver dog lidt svært, eftersom at hun bliver kaldt hjem til Danmark, hvor hendes far ligger for døden.

Og så bliver vi vidne til det familiedrama, der udspiller sig, når den øvrige familie har udset sig en bestemt til at være syndebuk for egne mangelfuldheder.

  
Det gør ikke noget, at vi synes at kende alle plotsene og en handling, vi har set i andre bøger og på film. Forskellen er, om det er interessant skrevet. Og det er det i bogen her. Meget interessant og vedkommende endda. Der er musik i sproget, man bliver optaget af at komme videre og se, hvad Majs frigørelsesproces ender med, og hvordan hun kan holde fast i sig selv trods modgang og udfordringer fra dem, der skulle være hendes nærmeste.

Vi må sige, at sproget er det, der hitter i en præstation, der dog også kalder på pæne karakterer for indsigt i menneskelig psyke og viden om sociale relationer.

Det er tydeligt, at forfatteren har noget på hjerte og vil vise, at det er muligt på et sæt at gøre op med de snærende bånd, som en ophavsfamilie kan fange en ind i, og så samtidig leve et eget liv, hvor man selv sætter retningen.

Jim Lyngvild
Omtanke
160 sider
Muusmanns forlag

Den anden udgivelse i omtanke serien er interviews med, omtale af og idéer til udstillinger, altsammen med Jim Lyngvild centrum.
Christian Have, forfatteren, idémanden til bogen, intervieweren om man vil, er eminent til at få et naunceret og forståeligt billede frem af en af dansk kunsts enfant terribler. Enten kan man lide ham, eller også kan han ikke. Enten er han vildt lækker og banebrydende, eller også er han bare for provokerende.

Han kan ikke stå stille. Altid igang med et eller andet, uanset modstanden, det skulle da lige være i ham selv. Men fortæller han partneren, at nu skal der bygges en vikingeborg, så er det bare med at følge trop, for bygges skal der. Og bliver han uvenner med Pia Kjærsgaard, fordi, han efter fire måneder meldte sig ud af partiet, så tager han det med og tilskriver det naivitet og dumhed, at han overhovedet meldte sig ind.

Jim Lyngvild fortæller om nogle af de ting, der har formet ham som menneske. At han er blevet bedre til at lytte til de tanker, der nærmest kommer ud af det blå og fra oven, at man skal gå i skole for at forstå en person som Ghita Nørby, at han ville ønske mange flere var interesseret i processerne omkring tilblivelsen af noget i stedet for at skælde ud over sandslottet - siger han med hentydning til balladen om hans virke på Nationalmuseet.

Jim Lyngvild giver os også indsigt i, at han bestemt ikke dur til at male, og det gjorde Andy Warhol heller ikke; det var derfor han fotograferede, malede lidt på fotografierne og blev verdensberømt.

Der var noget banebrydende og helt unikt og anderledes i det.

Det var der også i det berømte Zeuthen-interview med Ghita Nørby, som Jim Lyngvild har hørt ti gange og fortæller os det, at hvor ville det da være dejligt, om folk nogle gange bare gik bagom tingene og så, hvordan man så kunne blive løftet op og få gaver...

Vi får også at vide, at han har gået til klassisk ballet, at han ikke kan lide Medina, og at han er god til al slags håndværk, der bl.a. manifisterer sig i, at han kan sy en kjole på tre timer.

En dejlig bog med en herlig og fremadskridende jargon. Vi lærer noget om Lyngvild - og til dels os selv - næsten på hver side. Og det er altså lige før, det er en kunstart, at en forfatter og interviewer som Christian Have kan få så meget dejligt ud af bogstaver, der er krydret med en masse skønne billeder.

Lad kunsten leve. Det er ofte den, vi lever af. Det forstår vi lidt mere, når vi har læst bogen.

Jane Harper
Den fortabte mand
460 sider
Alpha

Cameron, en af tre brødre i den australske ørken, findes død. De to andre brødre, Nathan og Bub, er naboer men med afstandene i Australien er der alligevel flere kilometer imellem dem. Nu går opklaringen på, hvorfor Cameron bevægede sig ud i kvægdriverens grav, det gamle, sagnomspunde gravsted, som man ikke sådan lige opsøger som eftermiddagshygge.
Cam bliver den døde bror kaldt, og i og med, at man forsøger at afdække hans død, så bliver man vidne til afklaringen af et famliedrama af de store. Alkoholmisbrug, jalousi, stædigheder, krænkelser og mange andre følelser dukker op i familien, hvor alting måske ikke altid var pænt og ordentligt, men hvor man udadtil trods alt havde styr på de store træk.

Hvad der begynder som en opklaring af en tilsyneladende kær brors død, forvandler sig til et gribende portræt af tab og afsløringer der akkumuleres i en skøn forening og forløsning af skyld, undertrykte følelser og behov. Forfatteren har en fin evne til at sprede tråde og samle dem igen, så vi som læsere bliver bekræftet i eller opdager, at ikke alt, hvad der glimrer er guld, og at der ofte er helt andre forklaringer på hændelser, end man umiddelbart gå og tror.

Og samtidig får vi en fed oplevelse af meget af livet down yunder, hvor dingoer, australske verandaer, guitarer og uendelige landområder er en del af hverdagen. Her kan folk jo hurtigt blive væk. Man læser sig næsten frem til, at enten skal man lade det være, for så er alt, som det var, eller også skal man være indstillet på at opdage ting om sig selv og andre, man måske helst ville have været foruden.

En farverig, menneskelig og dejlig roman.

Er man træt af krimier, hvor det er afdankede politifolk og kedelige journalister, der lige pludselig skal opklare en forbrydelse, så har forfatteren altså i bogen her sat en amatør til det. Nemlig ofrets bror, der ikke bruger smarte tricks eller professionelt værktøj for at finde ud af, om broderen var offer for en forbrydelse eller begik selvmord. Han går bare logisk, stille og roligt til værks. Det er næsten, som vi andre ville have gjort det. Tror vi da. Alt virker jordnært og troværdigt.