Torben Bramming
Heksene
350 sider
Kristeligt Dagblads Forlag

Ingen glæde uden sorg. Intet liv uden død. Ingen forside uden bagside. Ingen tilvækst uden udrensninger.
Og ingen rettroende uden bestialske hekseprocesser.
Det sidste synes i høj grad at have været tilfældet i tiden med de store hekseprocesser i Danmark. Hvoraf nogle af de mest grusomme trolddomsprocesser foregik i Ribe i et lille århundrede i 15-1600-tallet.
Det er der kommet en bog ud af, og det er ikke kedelig læsning.
Den handler naturligvis om, hvad der foregik i den sønderjyske by på det tidspunkt. Men samtidig giver den et meget flot billede af, hvordan kongen, adelen og samfundet i det hele taget var indrettet dengang.
Og den giver et fantastisk billede af, hvilken person Albert Skeel var, denne gudsfrygtige, atletiske lensmand, der var præst i Ribe og kongens mand til fingerspidserne, enormt højt samfundsprofileret og dermed havde alle mulige bemyndigelser til at foretage de hekseprocesser, han nu mente, der skulle til.
Samtidig var han højt begavet, yderst belæst og kunne naturligt nok begå sig på de bonede gulve.
Derfor vækker det i visse kredse fortsat undren, at det lige præcis var ham, der stod i spidsen for de store udrensninger. En mand der både var admiral, medlem af Rigsraadet og var uddannet ved udenlandske universiteter.
I korte træk blev det afgørende for Albert Skeel, at han følger sin konge til England, hvor de sammen med den engelske konge ser Macbeth, hvor der optræder hekse. Kongen, James den 1, var selv meget stor fortaler for, at der fandtes hekse, og det synspunkt så at sige arvede Albert Skeel. Og ligeledes hans konge, som var selveste Christian den 4.
Og herfra gik det slag i slag med de mest grusomme fængslinger, tortureringer og bålbrændinger af såkaldte hekse.
Torben Bramming forsøger at redegøre for baggrunden for hekseforfølgelserne og -afbrændingerne. Det kan man være enig eller uenig i, og hvis man er velbevandret i historien, finder man da også afgjort andre forudsætninger, der kan være nok så sande.
Alt i alt må vi dog sige, at Torben Bramming har skabt et nydeligt værk om Albert Skeel, der nærmest havde rejst verden rundt fra Italien til Polarcirklen, og som med alle midler forsøger at nedkæmpe hekseriet, der ifølge forfatteren udbredtes af missionerende enkeltpersoner som den engelske dronnings hofmagiker eller Tycho Brahe.
Idag ser vi heksebrændingerne som mørke kapitler i vores historie. Dog for at kende historien til bunds, er det vigtigt at forholde sig til litteraturen omkring dem. Og her er Torben Brammings nye bog altså et godt bud.
Også fordi den sætter fokus på - måske for første gang i historien -, at hekseafbrændingerne ophørte, da samfundet bevægede sig i retning mod selvansvarlighed, og at man, populært sagt, måtte feje for egen dør, fremfor at skyde skylden for egen ulykke på andre.

Maria Hesselager
Jeg hedder Folkvi
190 sider
Gutkind

En spændende debut der giver plads til at tale om de forbudte følelser, som kan opstå mellem søskende, og som kan få et menneske til at bryde sammen, når kærligheden ikke længere går begge veje.

Hvor er det smukt beskrevet; hvor er ordene så svævende og magiske, at man kommer ind i en lomme af transparens og vægtløshed.

Folkvi er løve, og vi befinder os i vikingetiden. Herved skabes der historisk distance til fænomenet, hvilket bevirker, at vi som læsere kan koncentrere os tidløst til emnet og ikke bliver optaget og afbrudt af fordømmelse og debat i 2021.

Guderne, de afdøde, ånderne og det overnaturlige er en del af konteksten. Hvilket skaber reference til at lyster og laster i kærlighed og seksualitet ikke er noget bevidst, men ofte noget der bare er der og kommer og er der og ikke kan stoppes eller holdes nede.

Folkvi og hendes bror, Áslakr, er vokset op inden for høvdingepladsens beskyttende hegn. De har altid været fortrolige og spejler sig i hinanden. Elsker hinanden.

Samtidig er kærligheden dog kompliceret, som den ofte er. Også blandt søskende. Og det bliver Áslakr der først bryder fortrolighedens bånd. Ved at forlove sig med den 15 - femten - -årige Gerd. Og derved efterlader Folkvi i et tomrum af raseri og angst for at blive ladt alene tilbage på perronen.

Senere i bogen springer vi frem i tiden, hvor Áslakr nu begynder at reflektere over sit liv, og hvorfor det tog den drejning, det tog.

Når vi så lægger til, at bogen slutter særdeles overraskende, er her tale om en debut, der både sprogligt, emnemæssigt, plot- og spændingsmæssigt er i rigtig fin klasse.  

Der er liv og glæde i bogen, sorg og gru, fortabthed, ensomhed, tosomhed, livslykke og enorme frustrationer. Der er hele livet i den her roman, og ser man på temaerne og ikke så meget på tidslommen, så er der så meget at hente i den, at man bliver nødt til at have den stående og læse den igen om et par måneder.

Endvidere er den stilmæssigt gennemført. Den indeholder ikke en eneste dialog. Det er yderst afvekslende, og det er tydeligt, forfatteren har haft en mening med det. Vi skal tage ind; ikke underholdes, men tage ind.

Christy Lefteri
Biavleren fra Aleppo
298 sider
Jentas

Bogen er en beskrivelse af krigens gru i Syrien, om det enkle og lykkelige liv, der er blevet levet i et land så smukt, storslået og mytologisk. Og hvordan en families lykke bliver revet fuldstændigt itu, da krigen kommer.

Nuri er biavler, og hans kone er kunstner. Nuri ved med sig selv, at nu må de ud af landet. Flugten bliver ikke let, idet konen, Alfra, der tidligere solgte fantastiske og farvestrålende værker på Aleppos marked, har mistet synet, og Nuri må nu se for dem begge på den farefulde færd gennemTyrkiet og Grækenland på vej mod en usikker fremtid i Storbritanien. 

Hvor han så til gengæld ved, at hans fætter, Mustafa, venter på dem, idet han har startet en bigård i Yorkshire, hvor han lærer andre flygtninge at holde bier.

Den farlige rejse gennem lande og over have byder naturligvis på udfordringer i sig selv, men de psykiske udfordringer med folks fordømmelse og had, der kommer oveni, står tilbage hos læseren som noget afskyeligt og forfærdeligt. Forfatteren beskriver den del levende, ligesom hun får det med, som vi alle enten kender, har hørt om eller fortrængt om flygtninges vilkår i f.eks. flygtningelejre. Lige fra NGO-medarbejdernes uddeling af Cola til frygtelige kendsgerninger som børn, der bliver kidnappet og stjålet fra lejrene.

Christy er også god til at beskrive den nænsomhed, omsorg og kærlighed, der eksisterer mellem to mennesker, som havde en lykkelig og sorgløs fortid for ikke mange år tilbage, og hvor alt bare bliver revet fra hinanden, og hvor man skal finde gnisten, livet og hinanden påny.

Biavleren fra Aleppo er en velskrevet bog, der tager os bag nyhederne og overskrifterne giver os et helikopterperspektiv på de grusomheder og traumer, folk bliver udsat for. Og som samtidig kommer godt og grundigt ned i såvel bomberuiner i Aleppos gader som en vanvittig præcis beskrivelse af, hvordan en farefuld færd i en af menneskesmuglernes gummibåde må forløbe.

Forfatteren har arbejdet som frivillig i et UNICEF-center i Athen, hvilket man må sige giver et godt boost til kvalifikationerne som forfatter til netop en roman som denne.

Bogen er både hjerteskærende, uhyggelig og tankevækkende. Tænk hvad man er i stand til som menneske, når det virkelig gælder.

Erick Thürmer & Isabella  Laurés 
Karriere med ånd og hjerte
220 sider
Grønningen1

For rigtigt mange år siden var nærværende anmelder som ungarbejder ansat i Thürmer & Co., som det hed dengang, da det stadig havde domicil på Sct. Knudsvej i København. Det var et dejligt firma med en god ånd. De passede på deres medarbejdere, der alle var flittige, loyale, sjove og vidt forskellige. 
Direktøren dengang hed Bjørn Thürmer, og han er far til medforfatteren til denne bog.

Bjørn havde virkelig forstået, hvad ledelse gik ud på. At behandle medarbejderne godt, - fra hovede til hale. Hver morgen kom han ind til mig og hilste hjerteligt godmorgen. Mig der dengang som meget ung sad med åben mund og polypper og pakkede gevindværktøj på hans fabrik. Jeg var i hans øjne lige så vigtig som alle andre. 

DET glemmer jeg aldrig. 

Virksomheden ville gerne have beholdt mig. Jeg var dog ung og havde andre planer. Jeg ville ud at rejse. MEN - det var med en vis sorg i hjertet, jeg måtte ind til Bjørn og meddele ham min beslutning.

En menneskealder senere krydsedes vejene igen. Jeg var ansat i et firma, som skulle arrangere et møde med hans virksomhed, der nu hed noget andet. Hvem jeg kom til at tale med den dag, kan jeg ikke huske, men jeg kan huske den åbenhed og imødekommenhed, der strømmede gennem telefonrøret til et for dem ukendt menneske, som andre nok ville have følt som påtrængende.
Men ikke hos Thürmer. Her havde medarbejderne en ånd, hvor man opførte sig ordentligt.

Og nu krydses vore veje så igen.
I form af Erick Thürmer, der som nævnt er en af medforfatterne til denne bog, og som på forskellig vis iøvrigt gør sig bemærket indenfor ledelse og foredrag, og endvidere i lokalsamfundet, hvor han satser på en politisk karriere.

Og eftersom nærværende anmelder ofte tænker i holistiske, åndelige og spirituelle baner, så er der klart en mening med, at jeg får hans bog placeret på mit skrivebord. Til gennemlæsning og anmeldelse.

Hvad meningen helt nøjagtigt er, det ved jeg først om nogen tid, når visdomsordene i bogen har lagt sig, sådan er det med ånd og spiritualitet. I hvert fald er det noget med, at den investering, jeg lagde i faderens virksomhed for mange, mange år siden; den investering kommer gennem karmaloven nu tilbage i form af en lang række åndrige og hjertelige ord, der kan bruges såvel i privaten som i virksomheden.

Og det er netop, hvad bogen handler om. 

At man skal leve med hjertet.
At det skal være sjovt at leve.
At vi lever i en kultur hvor det åndløse har overtaget.
At alt det vi søger i det ydre, findes i det indre.
At er man tro må sig selv, vil man tiltrække de mennesker og muligheder, man har brug for.
At en dom, du kaster over andre, er en dom over dig selv. 
At du bliver som de fem nærmeste, du omgiver dig med.
At man i karrieresammenhænge beder om noget, der skaber værdi for andre.
At når noget blokeres for sig, er det ofte, fordi der findes noget bedre.
At frygt kan omdannes til at skabe begejstring for noget nyt.
At ansatte, der ikke tjener så meget til firmaet, måske er gode til at bære firmaets ånd og stemning.
Den gode forretning handler om mennesker.

Og mange, mange andre gode ord.

Ordene er skabt i samarbejde med Erick Thürmer og Isabella Laurés, der for år tilbage kom i kontakt med den lidt mere traditionel udgave af en ledertype, som Erick vist var, og som idag er uddannet healer og gennem mere end en halv snes år har rådgivet virksomheder ud fra en spirituel tankegang.

Bl.a. var det hende, der var lokomotivet i tankerne om at få Thürmer Tools flyttet til Gilleleje, hvor familien bor. Og på den måde er den så kommet mere hjem og ind i sig selv, hvilket vi andre så nu kan profitere af ved at få serveret en perlerække af lækre holdninger.

Et dejligt møde med en dejlig familie. Personligt kender jeg dem ikke. Men det er lidt som om, jeg er en lille smule i familie med dem. Og det er jo nok dybest set, hvad familien ønsker. At vi alle giver ind i det, der er af det gode, for så kommer det tilbage til familien.

Christian Aalling
Bogen der aldrig blev skrevet
204 sider
Skriveforlaget

Det var da godt, at den her bog blev skrevet. Og at den ikke lever op til sin titel. For så skulle den jo aldrig have været skrevet.
Nu er den her, og hurra for det.
For den minder os i den grad om vigtigheden af at udnytte de tomrum, der lejlighedsvis opstår i os og omkring os, når uventede ting sker.
I denne bogs tilfælde er det Deborah, der i foråret 2020 som alle vi andre pludseling befinder sig i coronaen. Og så beslutter hun sig for at skrive en autofiktiv roman om sine ungdomsår med veninden Carmilla. Og samtidig gøre op med en fortid, hvor hun i nu en menneskealder har følt sig skyldig over venindens død.

Det er spændende og meget vedkommende læsning. Også overraskende og inspirerende.
Deborah opdager, at hun bærer rundt på nogle tunge åg i forhold til sin tidlige veninde. Og at tiden med hende har igangsat processer, der rækker langt ind i voksentilværelsen.

Smerte og kærlighed går ofte hånd i hånd med omklamring og besættelse i relationer til andre mennesker, og det sætter Christian Aallling meget fint fokus på.
Han gør det på en letlæselig, elegant måde uden, at emnet på nogen måde bliver for tungt.

Vi kommer dybt ned i menneskers og relationers dunkle sider; - her i bogen er det venskaber, det drejer sig om, men vi behøver ikke at gå ret langt uden for soveværelset, hvis vi bor sammen med nogen, før vi til tider har oplevet dunkle sider af os selv. Lad os bare tage det eksempel, at partnerren ikke gør, som vi siger.

Så flipper vi gerne skråt ud, og gør partneren noget, der er rigtig træls, ja så er der ikke langt til hævnen.

Det er sådan nogle ting, forfatteren, der iøvrigt er præst, arbejder med i bogen.

Forfatteren mener, emnet med dunkle venskaber er tabubelagt. Det kan han måske nok have ret i. Der har nu de senere år været rigtig mange artikler rundt om særligt i ugeblade og også bøger, der fokuserer på emnet, og hvad man kan stille op med destruktive venskaber og dårlige relationer. Lad det nu være. For bogen her tager emnet under behandling på en ny måde, hvor tingene bliver sat på spidsen, og hvor tingene i virkeligheden viser sig at være noget helt andet, end det man gik rundt og troede. 

Man skal naturligvis lige opdage, at relationen var dårlig, og at man et sted ønskede vedkommende ad pommern, før man kan få fat i den del af sig selv, der måske af den årsag gør uhensigtsæssige ting.

Forfatteren har valgt en stil, hvor meget bliver beskrevet, og hvor der i bogen som helhed er forholdsvis få dialoger.

Det gør nu ikke noget. Det bringer læseren en ro over emnet, som giver os tid til at reflektere på en anden måde, end hvis der var alt for mange dialoger, selv om der naturligt nok også er en del af dem.

En spændende bog med budskab til os alle om, hvorvidt f.eks. de relationer, vi har, er nogle vi bevidst stadig har, eller om de skulle have været afsluttet forlængst, eller hvorfor vi i grunden har dem, og om de er konstruktive eller destruktive.

Ewa Klingberg
Sølvtøj og sød musik
366 sider
Gad

Dejlige små kapitler, et om morgenen, et til frokost, et som godnatlæsning.

Er man til feel-good og hyggelige læseoplevelser, hvor du aldrig går i stå. Bl.a. fordi bogen foregår i to tidslommer, nemlig i nutiden og så i sidste halvdel af 1800-tallet. Hvordan det?

Jo. Jeanettes mand dør. Før Jeanette når at indsende skilsmissepapirerne. Nu er hun nødt til at forholde sig til mandens efterladenskaber, hus, begravelse. Så kommer svigermor anstigende. Drama, drama. Svigermor vil gerne bo hos sin svigerdatter. Det går hun så modvilligt med til - og søger tilflugt på loftet.

Ganske komisk. Og i sådan en situation har man vel lov at være lidt hård, har man ikke....

Men der er ingenting, der ikke er godt for noget.

Og så er det, hun kommer i tanker om, at der skal ryddes op. Og så støder hun på et fund, der giver hende indsigt i en gribende skæbne fra 1874.

Hvor den unge, selvstændige bondedatter, Mathilda, stikker af fra sin familie i Stockmakarbyn, - samme dag som hun skulle have været gift ind i et arrangeret ægteskab.

Og DET er jo noget af en nyser, og som så klart får indflydelse på Jeanettes liv.

Forfatteren er god til at fortælle og beskrive. Ligegyldigt om det er stemningen til mandens begravelse, hvor man i kirken synger Kun En Dag Et Øjeblik af gangen, eller om det er moderens og faderens skandaløse opførsel over Mathilda i 1879:

Dit værd ligger i at være hustru og mor, som moderen fortæller hende.
Det tror jeg ikke. Jeg har et værd som kvinde og fotograf.
Moderen snerpede munden sammen.
Dumheder, sagde faderen. Og du skal ikke tro, du kan bo her, tilføjer han, netop som Mathilda er kommet på spontant besøg hos sine forældre.

Tak for kaffe. Det er jo et mega-drama i sig selv. Og når vi så lægger tidslommen oveni, så bliver det rigtig interessant.

De nutidige kapitler er som taget ud af vores allesammens hverdag med indkøb, mad, færger og biler . . . .

Og kapitlerne, der fører os næsten halvandet hundrede år tilbage i tiden, er skrevet med en vis form for kærlighed overfor de tidligere århundreder og de mønsterbrydere, der har gjort, at vi er nået dertil, hvor vi er idag.

Karaktererne i bogen er levende og realistiske, og samlet set er romanen et smukt portræt af kvinder, der vil noget mere end bare det almindelige og forventede.

Camilo José Cela
På forrejse i Alcaria
197 sider
Hovedland

Det at være på fodtur, det er noget helt andet, end at være på vandring. Det at være på fodrejse, det er noget helt andet end at være på vandretur.
Fodrejser og fodture er begreber kendt fra litteraturen, hvor man bogstaveligt mærker sig selv invortes og udvortes ved at sætte det ene ben foran det andet og mærke underlaget op gennem kroppen og således åbne op for sanser og oplevelser på en helt anden måde end moderne vandreture, hvor alt er timet og tilrettelagt, og hvor vandreturene er tilrettelagt og landskabet er plastret til med pile og skilte og rastesteder de lux.
En bevægelse hvor åndelighed, filosofi og meditation går hånd i hånd, eller sagt humirostisk: Fod ved fod.

Forfatteren fik i 1989 nobelprisen i litteratur for sin prosakunst, og det her er en blændende oversættelse af et af forfatterens store værker.

Vi er på fodrejse i Spanien, der godt nok er helt anderledes idag end dengang, bogen blev lanceret i slutningen af fyrrerne. Men området, tæt på Madrid, hvor Vandringsmanden er i bevægelse, ligner meget det, som lå der for årtier tilbage.

Vi kommer godt ned i detaljerne i sindet hos Vandringsmanden, der er bogens hovedperson, og som kommer lige så tæt på sig selv, som det burde være forundt alle læserne at komme efter inspiration fra forfatteren.

Vandringsmanden når til la Cibeles
Vandringsmanden går ned af el Prado-gaden
Han tænder en cigaret og prøver at rense hovedet for dårlige tanker
Han tænker på at komme ganske tæt på dem, han møder på vejen.
Landsbyen har, lige fra man kommer ind i den, et flot udseende
Efter mellemmåltidet begyndte Vandringsmanden at tænke på små pippende fugle
To duer sidder og hviler sig på toppen af en brændestabel
Vandringsmanden føler sig veltilpas i baren
Han klæder sig af, folder skindtæppet ud
Før vandringsmanden går tilbage til kroen

Sådan en masse lækre og nære og smagfulde sætninger er bogen fyldt med. Den inspirerer til ro, hvile og et tempo, hvor sjælen kan følge med. Forfatteren har en evne til at skrive, så ordene lagrer sig i sindet som muligheder for at handle anderledes og gå gennem verden i et rimeligt tempo.
Og som i særdeleshed inspirerer til at komme på fodtur og lægge mærke til de små ting i hverdagen, naturen, farverne, bygningerne, dyrene, børnene. . . . 

Henrik Palle
Sene digte
167 sider
Alhambra

Som anmelder skal man altid finde et eller andet. Indrømmet. Vi vil i den sammenhæng med et glimt i øjet f.eks. mene, at folk i Åbyhøj i Århus udpræget vil have sig frabedt, at det i et digt i samlingen her hedder, at Åbyhøj ligger UDENFOR Århus. Og vi kan så synes, det er underligt, og ganske urimeligt, når nu forfatteren sværger til et af sine samtidige musikidoler, C.V. Jørgensen, i sit digt om samme ikke nævner hans nok største, kommercielle hit, Costa del Sol, mens han nævner alle mulige andre.
Men i digte er der ikke noget, der er logisk, ej heller i poesien og tak for det. Så kan vi anmeldere lære, at ikke alting skal være efter bogen, for nu at være lidt vittig, og at der altid skal være plads til at åbne for fantasien, og det er her lyrik, prosa og digte har berettigelsen.
Henrik Palle, journalist, skribent, iagttager, alt godt fra ordhavet, og nu også digter, har nonchalant og tilbagelænet-elegant smidt en digtsamling på gaden, der gør godt.
Det er hans debut, og vi håber, han er ligeglad med, hvordan debuten bliver modtaget.
At bogen er skrevet af indre nødvendighed og ikke af behovet for anerkendelse.
Noget kunne tyde på det.
For nu at tage forsiden:
Et dejligt henslængt fjæs med skæg, sur og vranten,briller og filthat trukket godt ned i panden.
Det kunne tyde på, at han giver mother-fucker i, hvad anmelderen synes. Også selv om anmeldelsen er god. Og det er den her anmeldelse. For digtsamlingen ER god.
Alene det at forfatteren erkender, at han har visse alter egoer i sit sind, såsom f.eks. Jørgen Leth, der har en mening om alt muligt, og som Henrik Palle har en vis evne til at parodiere sprogligt i et af sine digte. Ja, den erkendelse skaber ægthed og ærlighed.
Lad os kigge lidt på digtene.
Her formår Palle at kombinere tingene, blande bolcherne i samme digt, så vi andre kommer ombord i den fælles hukommelse, der rækker vel et halvt hundrede år tilbage. 
Og så til nu hvor vi lever midt i coronatiden, som Palle behandler uden at gøre det fortærsket men diskret nævner at holde af og spritte af, samtidig med, at Woody Allen også er i det digt, og vupti er der bygget bro til kunsten, der ligesom døden er en opslugende del af samfundet, som Love Acutally-filmen der som Fire Bryllupper Og En Begravelse er med i digtsamlingen og satser på at ophøje kærligheden, selv om vi er lammet af frygten og bæven, som Henrik Palle OGSÅ beskriver det; i et og samme digt.
Fornemt.

Så er vi lige pludselig i Helsinge og Tisvilde, både med KRAKS Kort og GPS´er, og så er ringen med et sluttet mellem nutid og fortide, hvor man sad med de der irriterende udprint af kort, og når man så skulle afsted, manglede man det sidste print for at kunne fuldføre ruten. Lettere med en GPS der finder vejen selv, hvis den da ellers lige virker den dag. Moderne tider.

Irma, søerne, Mads Mikkelsen, Østerport Station, Willemosegade er med i digtene, ligesom Mallorca og Gardasøen, luftpostpapir fra skrivebordsskuffen, ligesom Criminal Minds og Fuchs Vinstue og et mindre persongalleri fra Matador.

Kort fortalt er Sene Digte godt nok solgt på at være optegnelser fra København og Omegn. Men bogen er så meget mere end det. 

Den er en reminder til os alle om at lægge mærke til ting, tage dem ind, tygge på dem, smage på dem, leve i nuet så meget at det næsten gør helt ondt. Kun på den måde får vi den optimale tilværelsen. Kun på den måde kan vi komme bare i nærheden af at kunne skrive et enkelt digt som Henrik Palle nu har gjort ved nu at tage at tage den genre i brug.

Rüdiger Liedtke
111 steder på Mallorca du skal se
237 sider
Frydenlund

Selv om man har været en del gange på Mallorca, er det ret så sikkert, man kan finde ting i bogen her, man vil have godt af at se - og kunne sige, man har set.
I sin 111-steder-at-se-serie er forlaget nu nået til Mallorca, og i lighed med en favnfuld af de tidligere udgivelser, formår også denne bogs forfatter at appellere til læserens fantasi og sætter iøvrigt denne anmeldes forfatter i forlegenhed over ikke at have opdaget nogetsomhelst grafitti, da han sidst var på Mallorca - og i Can Picafort. Ifølge bogen skulle det nemlig være grafittiens højborg.

Sådan er der så meget og bare et eksempel på, at man skal have øjnene lidt mere med sig, når man rejser.

Og ikke bare medbringe den sædvanlige, farverige lommepalør.

I bogen her er vi på marked i Palma, på galleri hos Asbæk, vi står udenfor en af Mallorcas fornemste boliger, Casa March, der har været beboet af en af de mest indflydelsesrige og pengestærke mænd på Mallorca.

Vi er på klostret i Lluc, vi er på fængselsøen Cabrera ud for Mallorcas sydspids, vi er ude på godser, vi drikker belgisk øl midt på øen, og vi besøger også forhistoriske bopladser og er med til at forsvare øen med kanonoer mod banditter ved Cala Millor.

Man kan nok ikke nå at komme rundt til alle 111 seværdigheder på øen. Men lidt har også har ret, og bogen er et rigtig godt bud på, hvordan man kan få sig en anderledes og oplevelsesrig ferie på Mallorca. 

Tonny Vorm
Engang var jeg Jesper Skibby
224 sider
Politikens Forlag

Gennem årene er der kommet SÅ mange bøger om sportstjerner, aktuelle og glemte, der til det sidste forsøger at vride sympati eller kroner ud af det læsende folk, eller sportsinteresserede, som på et tidspunkt fulgte idolerne i tykt og tyndt.

Og nogle gange er emnet og indholdet i bøgerne altså noget for tyndt til at opretholde gejst og fokus og også til, at man gider gå i gang med den næste, der sikkert ligner den forrige.....

Efter endt læsning af bogen her må vi så erkende, at vi nu har rigeligt med blod på tanden til at gå igang med de kommende.

Den er da også skrevet af en forfatter, der forstår sig på det menneskelige aspekt og ikke bare går efter præstationer, steder og oplevelser. Og som forstår sig på, at cykelhelten her ikke bare var en cykelhelt, men som var et menneske, hvis liv bestod af mange kapitler, såvel før og under og i særdeleshed som EFTER karrierens højdepunkter med efterfølgende dyk.

Det er journalistik i særklasse. Ikke fordi vi igen og igen stifter bekendtskab med alle de episoder og store øjeblikke, der gjorde Jesper Skibby til en legende. Eller fordi vi igen og igen bliver taget med til de steder, lande og lokaliteter, der var en del af Skibbys liv.

Næh, fordi vi nærmest bliver placeret til højbords, når Jesper Skibby fortæller sin forfatter om, hvad der skete i livet, forud for og efter de mange store øjeblikke.

Og fordi forfatteren bruger sig selv og sin person som bindeled mellem Jesper Skibby og læseren, så vi virkelig får et nuanceret billede af en sportsmand, der var drevet af trang til opmærksomhed, der bragte ham til verdens tinde, og efterfølgende til de dybeste dale.

Og som uden store armbevægelser får ham til at fortælle, hvordan han klarede skismaet mellem andre folks forventninger og hans egen manglende gnist.

Tonny Vorm bliver en del af fortællingen uden at fylde for meget. Han konfronterer f.eks. Skibby stille og roligt med anekdoter, som sportsmanden så kommenterer. Han får gode, alment gyldige betragtninger frem i Skibby; at det er da meget rart at kunne køre i en fed bil og tjene masser af penge, men det er stadig anerkendelsen, man går efter. Underforstået: Budskabet til os alle er, at penge er ligegyldige, hvis ikke opmærksomheden og interessen er til stede: Læs: Husk at give det til dine børn.

Vorm fortæller også en del om, hvordan han har arbejdet med bogen og delagtiggør os læsere i de chancer, han tager og de mails, han sender eksempelvis til Brian Askvig, der tidligere har skrevet en Skibby-biografi. 

Angst og uro. Jeg hæfter mig ved ordene, hedder det et sted i bogen, hvor Vorm så reflekterer over Skibbys egne ord og giver læsere et godt indtryk af, hvordan man som formidler kan levere et førstehåndsindtryk af de følelser, som en af hovedpersonerne momentvis oplever som bærende.

Ja, én af hovedpersonerne. For i bogen er der to. En der har noget på hjertet, og en anden der har evner for og erfaring nok til at kunne få åbnet det hjerte.

Jesper Skibby var dengang for snart mange år siden en af Danmarks absolut mest vindende cykelryttere. Og kendt af ikke bare sportsfolk for sine muntre og kække bemærkninger i medierne. Tonny Vorm forsøger på enhver tænkelig måde, og lykkes godt med det, gennem interviews med kendisser og sportsfolk, at trænge igennem facaden og få klarlagt, hvem Jesper egentlig er - bag facaden.

Og hvordan han har klaret sine op- og nedture.

Og hvordan han mener, at mange sportsfolk ganske enkelt er drevet af forholdet, eller det manglende forhold, til faderen.

Den scene kan man bruge i alle mulige andre sammenhænge væk fra sportens verden.

Og det er det, der gør bogen super.