Når man begynder på en King-bog, ved man, at sjæl og psyke dårligt kan holde til den spænding, forfatteren byder en. Med et helt sikkert fortærsket udtryk. King er stadig konge udi spændingens, gysets og uhyggens litteratur.
Intet over, intet ved siden af.
Han har en forfattermæssig evne og fandenivoldskhed til at distancere sig by far fra øvrige forfattere, der gennem tiden har forsøgt at fravriste ham tronen.
Man ved det, og alligevel bliver man hver eneste gang, ved hver ny udgivelsese, chokeret over timing, sprog, opbygning, plots og overfede dialoger.
En af fortællingerne i samlingen af nyt og gammelt, hvad bogen er, er efterfølgereren til et af Kings mesterværker, Cujo.
Det er svært at gengive indholdet i hver enkelt af historierne uden at røbe for meget, så derfor fortjener de ikke, at vi røber ret meget.
Vi kan dog fortælle, at King beskæftiger sig med noget af det, der helt sikkert er et tema, som har plaget ham i årevis: Kompleksiteten ved at være vidunderbarnsforfatter. Hvad får nogle kunstnere til at besidde et så stort talent, mens andre, der har viet deres liv til kunstarten, aldrig opnår den tilnærmelsesvise succes.

Alene dette tema er er jo grobund for alle tiders thriller, om King så udnytter denne mulighed, vil vi lade læseren afgøre, måske han bare tager problematikken ad notam og går skridtet videre og hæver sig over den almindelige stuerene standard.
Læs f.eks. også om Danny Coughlins mareridt, hvori indgår begreberne at tro, og hvor svært det kan være at tro på noget. Specielt det overnaturlige og vanskeligheden ved at ændre sine holdninger og  viden i lyset af ny information.
Sådan.
King har altid været skarp til i handlinger, sætninger, bisætninger og indforståethed at sætte lys på mange af menneskets udfordringer. Er man på jagt efter mere end spænding men også på opdagelse og nytænking i den menneskelige psyke, og i en vis udstrækning samfundsforhold, så er King et rigtig godt valg.

 

 

 

 

En virkelig interessant bog med en dyb indsigt i de faktorer, der gør mennesker til forbrydere. I det her tilfælde er det syv kvinder, der fortæller om alt fra usømmelig omgang med lig og drab, hjemmerøveri, brandstiftelse og en masse fra de skuffer.
De fortæller om barndommen og ungdommen, der har været præget af misbrug og trivsel. Og vi får indblik i de små bitte nuancer af psyken og nogle af de små fejltrin, der skal til for at gøre forskellen fra en ganske, ordinær borger og så til en overplettet straffeattest.
Det er det, der efter vores mening er det mest interessante ved bogen. Hvor går grænsen mellem succes og fiasko, hvornår bliver man af diverse faktorer sendt ud over kanten.

 

Det er en retspsykiater og en chefpsykolog, der dykker ned i kriminelle kvinders løbebane. Et interessant aspekt i deres undersøgelser påviser, at efter udstået straf er kvinder mere tilbøjelige til at holde sig på den rigtige side af loven. Hvor det er knap hver tredie mand, der kommer ud i kriminalitet igen efter afsoning, er det hver fjerde kvinde.

Kvinder er lidt ældre end mænd, når de begynder på kriminalitet. Årsagerne kan være alt lige fra mangel på basale fornødenheder, til tilfældigheder, fortvivlelse eller vrede. Eller nødværge mod en giftig og voldelig partner. De er naturligt nok ikke så fysisk brutale som mænd i deres vold, og generelt begår kvinder ikke så megen kriminalitet som mænd, selv om tendensen har været ganske pænt stigende de senere år.
Vi får en samlet oversigt over de muligheder for straf, der findes for kvinder, forvaring, behandlingsdom, livstid, anbringelsesdom, og disse oplysninger er godt sat op i en bog, der kommer omkring rigtig mange aspekter af kvinders kriminalitet som årsager og decideret sygdom.
En lærerig bog. 

 

En lækker og varm goodread, der indeholder en masse af de ingredienser, vi elsker, når vi skal slappe af og drømme os bare en smule væk fra hverdagens trængsler. I det mindste er det godt at se, der også er konflikter i det litterære..... Så kommer vi væk fra vores egne....
Therese gør en masse for som anlægsgartner og med sin barndomsveninde at opfylde haveejeres drømme om pryd og grønt. Hun holder af sit job. Og så er det lige, hun får et opkald fra revisoren. Naturligvis er veninden bedragerisk, og hun har hevet en masse penge ud til sig selv.
Therese kommer naturligt nok i krise, må sætte lejligheden til salg og bede sine forældre om et lån. Det henlægger hun til familiens hus, Lykken, i Alsace. Men på grund af forviklinger og en større tragedie glider Lykken Therese og hendes søster af hænde. Nu er gode råd dyre, som man siger. Men godt nok er Lykken forsvundet, men en anden lykke venter. Og naturligvis i Alsace. Sagde nogen ugebladsromaner, så er det ikke forkert fanget. Blandt mange andre skriverier har Louise Roholte leveret fiktion til danske ugeblade. Hendes kreativitet og erfaring har forplantet sig fint i bogen her, der har et fint up-tempo, dialoger som man kan forvente i denne type bøger.
Og - dramatik som vi kender dem i mange familier.

 

Vi kommer både rundt omkring snublestenene historisk og geografisk. Vi kommer til både Oslo, Berlin og Milano, og historisk kommer vi tæt på otte af de skøbner, der er sat snublesten for i Danmark. Bl.a. modstandsmanden Tage Fox Maule fra Gentofte. 
Vi kommer omkring de mange rørende historier om folk, der satte deres liv på spil for friheden, og vi kommer tæt på familier, der mistede deres kære undervejs - på vej mod friheden. En tragedie af de store. Vi får historien om, hvordan det var at være jøde i det gamle Rusland, vi får autentisk ordlyd fra Krigsministeriet, der må meddele familien om, at en af deres kære er død, og vi kan læse de gribende beretninger om de, der druknede i forsøget på at nå Sverige og friheden.
Samtidig indeholder bogen introduktion til kunstneren Gunter Demning og er i det hele taget et flot dokument, der gør sit til at fortælle om og ihævdholde fortidens ugerninger.
Masser af billeder af snublestenene og autentiske billeder af familier. 

l

 

Et sted i bogen citerer Anders Samuelsen sin far for ordet åndløs, som i hans betydning og vores tolkning betyder at have deltaget i en så kedelig samtale, at der hverken var udfordring, ny viden eller noget at tænke over. Kort sagt den gav ikke mening og manglede enhver form for ånd, udsyn og vid.
Man må efter endt læsning af bogen her sige, at det må Anders Samuelsen have taget godt og grundigt til sig. At bruge livet på noget, der giver mening, det skal man ganske enkelt. Og alene at være forfatter til Humlebien giver oplagt mening, idet den indeholder så mange perspektiver, så megen historie, så megen kultur, at det ikke bare er en bog om Anders Samuelsens rejse, det er en bog om Danmarks rejse fra stort set ingenting, til alle de muligheder, der ligger lige for fødderne af os.
Bare den måde han optimistisk beskriver SU-systemet på, samfundet tror på de unge og investerer en masse skatteyderbetalte penge i dem. Mange vil jo nok mene SU-systemet både i form og størrelse er til diskussion, men det er en anden sag. I modsætning til i forrige århundreder, hvor man skulle være stædig og gjort af et særligt stof for at nå mere end middelmådigheden, så er der langt større muligheder idag, hvilket forfatteren beskriver på en meget elegant og ikke-fordømmende måde.
Man bliver klog af at læse bogen. Det gør hans Samuelsens børn forhåbentlig også. Den er nemlig skrevet til dem, og så er vi tilbage til, hvad der giver mening i livet. Hvad kan give mere mening end at række ens egne unge den ballast i livet at fortælle om et Danmark, man elsker og skal værne om, og at alt bestemt ikke var en selvfølge for blot nogle få generationer tilbage.
Og at Danmark i hans optik har arbejdet sig frem mod velstand og storhed, selv om de forudsætninger bestemt ikke lå i vores lille lands odds.
Det er befriende, at en bog, der er skrevet af en tidligere toppolitiker ikke forsøger at belære os og skulle have os til at analysere velfærdssamfundet, og hvorfor skulle han også det. Han er en glimrende fortæller, født så at sige med gummisko og træsko på, har arv og genetik med derfra og fortæller af karsken bælg, hvorfor Danmark er et land, man må holde af, med alle dets facetter indenfor teknologi, forskning, fjumreår, skolesystemet og vanvittigt mange andre ting.
Skattesystemet finder han dog vildt urimeligt, hvilket vi kan læse hans tirader over på side 176, hvor han efterlyser nogle mere modige politikere. Naturligvis, kunne vi fristes til at sige, det ville næsten være naturstridigt ikke at mene det, når man er helt ude af politik. Der fik han så lige den.....
Men altså - en glimrende perspektiveret bog om det at være dansker - og holde af det, vi har opnået.

 

 

 

En sjov, spændende og lærerig bog om de ting, der vedrører os alle, og som kan gøre en forskel i en kaotisk hverdag. Den er lige til at gå til, forklarer hvorfor den er blevet til, og kommer med en masse gode råd og konkrete anvisninger til, hvordan man kan leve sit liv. Basaliteter som at huske at gøre sit toilet rent som til de mere filosofiske og psykologisk formidlende som at finde sig en brokkeven på arbejdet, at få luft for sine indre frustrationer, eksperimenterende måder at finde en kæreste på, skrive gode indledninger og afslutninger på emails. Umiddelbart er mange af rådene til unge, der skal videre i livet, men vi andre har godt af at kigge med ind over og huske at leve livet optimalt. Et kærligt råd i ny og næ skader ikke.

 

 

Handy eller ej. Man bliver virkelig inspireret til at gøre noget ved hjemmet. Linda Dupont er en ener på sit felt, hvilket tydeligt ses på Instagram, og hvis "udsendelser" er med til at fordre troen på, at man kan, hvis man vil. 
Det er denne bog også med til. I bedste gør-det-selv-stil med forudsætninger og kreativitet fra who-knows-where øser forfatteren af sin kærlighed til hjem, der lige kan løftes op på et helt andet niveau med et snuptag, - hvad det selvfølgelig ikke er, men når Linde viser vejen og udvælger materialer, værktøjer, teknikker, makeovers til et stilfuldt og lækkert hjem, så bider vi på.
Tipsene og tricksene står i kø og husk nu f.eks., når du skal male dit trægulv, om det skal være spærregrunder eller hæftegrunder, gulvmaling, sandpapir, slibepapir, genre akrylfugemasse, evt kemisk træ til lapning af revner og huller, gerne en high Finish-pensel fra Flügger, malertape til kanterne og gerne excentersliber til slibning af gulvet. For de lidt mere erfarne kunne materialeudvalget synes en selvfølge, men vi har hørt om mange gør-det-selv-folk der står en sen lørdag eftermiddag og lige mangler et stykke materiale for at komme godt igang. Derfor kunne det være en god idé at rende Line Duponts anbefalinger igennem først. Husk også at male dit gulv i en mørk farve for at opnå et eksklusivt og elegant udtryk, siger hun. Plus et hav af andre gode råd til bare gulvet.
En lækkerbisken af en bog til folk, som ønsker en boligindretning med atmosfære og hygge, og hvor der er fokus på små og skæve detaljer.

Masser af billeder af f.eks. decopaneler, indbyggede skriveborde, skunkskabe ved skråvægge, en indbygget bænk og herudover step-by-step-guides. 

 

 

Det kan synes oplagt, at Monica Martinsen har haft det svært med at date og særligt engagerende og længevarende forhold, og måske fortsat har det. Måske lidt hårdt sagt og derfor på forhånd derfor undskyld til forfatteren. Du skriver jo også, at du har det liv, du gerne vil. Så det går vel.

Men altså, . .  .  Forfatteren kræver ordentlighed og respekt i tonen, når man dater på nettet. Når man så udgiver en bog for at forsøge at hjælpe, hvis det altså er det, der er hensigten, så burde den være renset ubetinget for sarkasme, spydigheder og nedladende bemærkninger, som i hvert fald hos denne anmelder får enhver advarselslampe til at lyse.

Om mænd der lige er blevet skilt:
"De er bare en sugekop. Kærlighedsløse og grå hylstre, som du så puster luft i, og så flyver de...."

Om mænd der måske har et abnormt og umættet seksuelt behov og er meget ligefremme:
"Og så er der dem, der svømmer over i selviscenesættelse....
"
Om ghosting:
"Det kræver ikke mere end et par linjer at afslutte en samtale på en respektfuld måde". (Jo, det kan netop være, det kræver alverdens energi for ghosteren at finde på, og som har en skidt historie med at afslutte ting i det hele taget. Udover det erkender forfatteren selv på side 20, at hun også "kommer til at ghoste bare en lille smule en gang imellem, selv om jeg ved, hvor ondt det kan gøre". Herre Jemini altså.)

"Der er masser af mennesker, der ved, hvordan man kommunikerer ordentligt".
Om den usikre mand der hele tiden stiller spørgsmål, f.eks om man kan lide sushi:
"Han nikker selvtilfreds, som om det svarer på alle verdens gåder".

 

Og sådan er det hele vejen gennem bogen. Ikke kontinuerligt men i små stikpiller, bitterhed, ironisering og sammenligning med dengang, forfatteren havde et firma i England med sin eksmand, og der blev sendt tilbud ud, som der ikke blev svaret på. Det spekulerer hun åbenbart stadig på, om det var en form for ghosting. 

Vi andre forbeholder os nu stadig ret til ikke at svare på tilbud fra lad os sige musik til en fest, hvor vi har indhentet tilbud fra tyve firmaer.

 

Der er også mange, gode ting i bogen. Den siger alt det rigtige om kærlighed og det, der ikke er den eneste ene, og at kærlighed forandrer sig gennem livet osv osv. Alt det vi har hørt før, og som Monica Martinsen skriver om på en ordentlig og respektfuld måde. Og så er der lige de her udfald mod mænd, der ikke har behandlet hende, som hun forventer, og som ikke passerer gennem det filter af ordentlighed og respekt og den checkliste, hun i bogen også beskriver, at hun har. 

Een sætning i bogen står over alt andet:

"De kommer til at overføre deres dårlige erfaringer fra deres forliste forhold på dig".

Den er god, for den er universel. Det gør vi alle både bevidst og ubevidst. Nogle siger, at nissen flytter med. Perspektivet er dog noget bredere. 

Så er bogen krydret med citater fra berømtheder om kærlighed og en række af de cases, forfatteren selv har været involveret i, og som vi måske nikker mere eller mindre genkendende til. Hvad med en tur til England i mere eller mindre total tavshed og et hurtigt nik til farvel i lufthavnen og videre ud i friheden. Et eksempel på hvor galt det kan gå.

 

En anden af hendes cases indledes med.

"Han var en pleaser. Det var tydeligt fra start". Så er han sat i bås.
 

Bogen synes en blanding af terapeutisk dokumentarisme og tiltag til en dejlig bog om kærlighedens veje og vildveje på nettet. Missionen er god nok, men læseglæden forstyrres så absolut af en masse flimmer og unødige stikpiller til folk, der som forfatteren har gjort deres bedste og gør, hvad de kan og formår, og som så soleklart ikke hverken på første eller anden date har levet op til forfatterens krav og barrer for, hvad respekt og ordentlighed er.

 

 

 

Det har været en stor fornøjelse at læse bogen. Forfatteren kan i en enkelt dialog, en enkelt sætning gribe hverdagssituationer og gøre dem til noget alment og brugbart, som vi alle kender fra vores egen tilværelse. Vi bliver overraskede over metodikken, og det kendetegner god litteratur. 
Om en portvin, en Statement Colheita 2015: "Den er sød og god ligesom dig". Ja, selvfølgelig, de skal vi da huske at sige til, hvem der nu fortjener det i vores liv næste gang vi åbner en god vin.
"Går I i klasse sammen. Man er vel stadig kærester, når man er glade for hinanden, bliver Charlotte ved. Er du så glad for at se ham".  Et krydsforhør af de store om Marias kæreste får læseren til at krumme tæer og tænke på de gange, vi selv er blevet krydsforhørt om den nye flamme.
Eller et andet sted i bogen: "Er du bange for at give dig hent til kærligheden. Dine rygsmerter i det område kunne godt tyde på det".
Oh mein lieber. Et klasseeksempel på, hvor kloge folk skal være på andre.
Bogen er fyldt med underspillet humor:
"Den store gourmet er jeg ikke. Heller ikke en lille. Jeg kunne i det hele taget blive bedre i et køkken". Eller "jeg er ikke den prins, som spejler sig i voldgraven omkring Anitas drøm. Eller: "Jeg tror ikke, I mænd ved, hvordan graviditetskvalme bare kan overmande en". Det er da fuldstændig korrekt, hvordan skulle mænd dog vide det. Et af de spontane udbrud, som en af bogens karakterer, Cille, fyrer af, som vi andre ville kunne gøre det, når vi ikke lige har tænkt det igennem.

Og så er der alle de der hverdagssituationer, vi placerer os selv i uden at tænke videre over det:
Jeg drikker selv en hel kop kaffe, selvom jeg lige havde drukket en, inden hun kom. Men det er rart at støtte sig til koppen og lade læberne hvile på kanten, for jeg aner hverken, hvad jeg skal sige eller gøre.
Så bliver vi præsenteret for vandreruten Svendiomen, der går lige igennem Charlottes baghave, urkomisk med alle de mennesker med rygsække, vandrestøvler og vandflasker - i stål -, der vandrer lige igennem. Og på grund af Svendiomen bliver der fremstillet både Svendimo-snegle, Svendimobluser og Svendimo-picnic-pakken. 
Man bliver i godt humør af at læse bogen, der er både vedkommende og giver os mange gode grin undervejs. Og som skåret ind til benet handler om den lokale tøjmand og singlefar i Svendslev, Anders, der er opdraget til at gøre alle glade, og hvor alt omkring ham udfordrer ham på netop den konto.
En anden af bogens kvaliteter er, at den er pænt stor, så vi har rigeligt tid med at komme ind i de enkelte karakterer og få vores egne følelser på plads undervejs.