Amalie Langballe
Forsøg udi håb
192 sider
People´s

Det kræver mod, det kræver autensitet og ærlighed at skrive en bog, som Amailie Langballe har udgivet.
Det kræver et inderligt behov for at søge svar på mange af de spørgsmål, en masse af os går og tumler med, men nok ikke altid lige skilter med af angst for at blive hængt ud som dumrian eller for usikker.

Journalisten Amalie har i denne vidunderlige, lille bog opsøgt 9 præster for at få sat ord på sin tvivl men også få svar fra nogle, der kunne minde om små autoriteter og beskæftiger sig med livets spørgsmål i stort og småt.
Mellem samtalerne med præsterne finder vi langsomt ud af, hvor Amalie Lanballe står, hvad hun er for en, hvad hun tænker om parforhold, at hun ikke oplever meget nogle af ugens aftener uden planer, at naturoplevelser ofte er forbundet med skyldfølelse, at hun mener, det er nemt at forelske sig i Ærø, at hun ikke kører, hvis hun kan undgå det, at hun elsker sin kæreste, men har ikke brug for ham, og det er det smukke ved kærligheden.
Nogle gange i læsningen har man lyst til at smide en støttende hånd ud under forfatteren, andre gange er teksten så sårbar og rørende, at man bare må lade stå til og spejles i egen usikkerhed og tvivl.

Den lille, grønne bog kommer omkring vældig mange af tidens aktuelle emner. Kan man kalde det en samtalebog? Måske. I hvert fald samtaler mange af præsterne, mens Amalie forud og efter de enkelte præsters udsagn og holdninger har masser af spørgsmål, og spørgsmålene bliver godt nok besvaret, men alligevel får vi fornemmelsen af, at forfatteren ikke er blevet rigtigt ramt men går videre i sin søgen.

Den skrivemetode er glimrende, idet den sætter læseren i stand til fjerne sig fra normer, bevægelser og autoriteter og forsøge at værne om sig selv og vandre videre mod håbet i forsøget for måske her at finde svarene på alt fra biodiversitet, parforhold, arbejdsnarkomani, frygten for ensomhed, mangel på arbejdsglæde, pandemier, fordømmelse, generatonskløfter.

Forfatteren har, kunne man tro, rigeligt med tid til at spekulere over livets store spørgsmål. I en ung alder lod hun sig sterilisere og fravalgte bevidst moderskabet og det traditionelle familieliv på godt og ondt.

Den slags er modigt, og det vi læsere så nu profitere af. At her er et menneske, der har styrke til at stå op imod en verden, som går ind for det konforme: Børn skal man da have. Og i stedet i forsøget på at skabe sig rum i livet går ombord i sin evne til at vende spørgsmål på spørgsmål om kærlighed, om hun f.eks. skal anerkende eller fornægte den uperfekte af slagsen.

En skøn samtalebog med en række præster, der får sat skub i processen hos Amalie Langballe, og vi andre, og som ikke har et bestemt budskab til folk, omend de er gode til at svare for sig.

En glimrende bog som opæg til gode snakke i en bogklub.

Liane Moriarty
Den sidste årsfest
432 sider
Hr. Ferdinand

Liane Moriartys bøger udmærker sig ved over en bred kam at have en interessant persongalleri med mange, fine detaljer af de enkelte karakterer. At hun så er rigtig god til at miljøbeskrive og har psykologisk indsigt nok til at lade følelser og tanker tale til læseren gennem personerne -, sådan noget trækker ikke fra.

Sophie slog op med Thomas lige før, han på en palmeø skulle fri til hende, og det er åbenlyst, at hun nu har fortrudt. Hun nærmer sig 40, er barnløs og kører ud af karrieresporet i fuld fart.

På spektakulær vis krydses deres veje igen, da Sohie arver Thomas´ afdøde tantes hus på den sagnomspundne ø, Scribbly Gum Island.

Hvis man skal være kritisk, så hænger troværdigheden lige en smule i bremsen her, for hvor tilfældigt skulle det lige være; måske en chance ud af en million. Men det er godt forklaret, så hvorfor ikke -, og . . . 

Never mind, det er vigtigt for historien, og en forfatter har altid frie tøjler.

Sophie flytter ind i huset og begynder et nyt liv. Hun tror, hun er fri og lykkelig. Men men men . . 

Godt nok er Sophie bogens hovedperson, men en anden meget indflydelsesrig figur i romanen er Margie, der er pænt overvægtig, og hvis man altid gør grin med hende. Trist trist.  Hun begynder at gå til VægtVogterne, og her begynder et nyt eventyr, hvor Margie opdager nye sider af sig selv og manden, Ron. 

Det er spændende, at forfatteren har valgt ikke udelukkende at gå dybt i Sophie, men at også bi-personerne nærmest bliver til hovedpersoner, og Sophie bliver katalysator for det hele.

Livet ER jo mangfoldigt, vi hænger som mennesker jo alle sammen og er afhængige af hinanden, og det er en af pointerne i romanen.

Ron, Enigma, Rose, Sophie, Callum Grace, alle karakterne får mere end god plads i romanen, hvilket må have krævet en helt særlig menneskekendskab hos forfatteren.

Det er delplotsene, det brede cast, den episke fortælling der holder læseren fangen. Hovedplottet kan virke en anelse tyndt og upræcist, men det gør ikke noget, det kan endda være med vilje, at det er nedtonet til fordel for en god historie hele vejen igennem befolket med spændende mennesker.

Grace er f.eks. smuk, men deprimeret; en mor der ikke kan få sig selv til at lide sin nye baby. Veronica er mere den aggressive type, mens Sophie er attraktiv og succesrig men mangler manden i sit liv, der kan give hende en tilværelse med babyer.

Det hele kan godt lyde en anelse chic-lit, men det er det ikke, særlig meget i hvert fald, for det lykkes forfatteren at dykke ned i livets underliv og tegne nogle af de mere mørke og ubehagelige sider hos sine personer. Med de spændinger og udfordringer vi nok næsten alle på hver vores måde har oplevet i familierelationer.

Det skal så siges, at kvinderne er noget mere intenst beskrevet end mændene, der hurtigt bliver eksempler på arketyper; måske lige på nær en, der hedder Aussie.

Men alt i alt; en stor roman med dybde, varme, indsigt, masser af personskildring og en god handling. Værd at læse to gange.

Matt Kahn
Universet har altid en plan
190 sider
Borgen

Man skal være indstillet på det hele særlige sprog, der tales i bøger, hvor forfatteren er funderet i spiritualitet, åndelig guidning, den guddommelige kerne.
Når det er sagt, så er sproget helt nede på jorden. Og det er tydeligt, at forfatteren har arbejdet så meget med sig selv og oplevet så meget, at han er i stand til at rykke ved ens fastlåste holdninger og kunne komme videre i en række almene problemstillinger.

Han siger f.eks.

Man er i stand til at fremkalde medlemmer af din sjæls stamme uden at være nødt til at lede i alle afkroge i verden.

Med andre ord; at lede efter ens mennesker eller ligesindede kan være en vildledning.

Nogle vil se dit lys. Andre vil overse det.

Med andre ord: Vi kommer ikke udenom at selv de mennesker, vi har helt tæt på, også kan komme til at ignorere dig.

Universet har altid haft en plan med mig.

Vi behøver ikke være alene. Der er nogen, der kan rumme og og acceptere os.

Alt forandrer sig, men det kan kun forandre dig til det bedre.

Og så fortæller Matt Kahn, at mens livet altid pønser på at skifte fra en form til en anden, er virkelighedens lov, at du kun kan blive bedre.

Det ser ud til at være filosofi på et lidt højere niveau, men forfatteren fortæller klart og tydeligt, hvilke universelle kræfter, vi er underlagt, og hvilke lov, der træder i kraft, når vi har udfordringer.

Forfatteren opstiller en række gyldne regler for livet.

F.eks. Mantra for den gyldne regel nr. 7: Jeg kan se, hvordan alt ændrer mig til det bedre, når jeg er stille.

Sagt på en anden måde: Går man ind i meditation, undlader at handle, tænke og udtænke alle mulige planer for livet, så ordner tingene sig, på den måde har du givet slip, og på den måde bliver du bedre.

Modtag alt som en gave. Også andres kritik.

Det er ikke nogen let bog at komme igennem, fordi den har så mange vidsomsord og nytteråd, hvor tingene er stillet på hovedet ud fra almindelig, sund fornuft, dømmekraft og hidtidig ageren i en verdslig verden. 

Den spirituelle verden har dog helt sin egen logik, og den forsøger Matt Kahn efter bedste evne at præsentere for os.

En lærerig lille bog. Yderst inspirerende og meget anderledes i tankegang, og det er der vist nogle gange brug for for at kunne komme videre i en dagligdag, der ofte er kørt fast.

Kathy Hopmann
Alle fugle har angst
68 sider
Frydenlund

En ret lækker bog skrevet til børn mellem 5 og 10 år, og som lider af angst.

Men ikke mindst er bogen egnet til højtlæsning af de voksne, børnene har omkring sig, såsom deres forældre, bedsteforældre, søskende, lærere, pædagoger osv.

Meget fine billeder bliver understøttet af flotte og vedkommende tekster, som støtter barnet i, at det nu er, som det er, og sådan kan vi alle have det, og det kan være, tingene bliver anderledes engang.

Kloge ord, vedkommende ord som helt sikkert vil kunne få børnepsykologers blå stempel:

Ofte har vi ikke energi til at være sammen med nogen. 

Vi ved godt, at andre ville ønske, vi havde det bedre, og vi har ikke lyst til at skuffe dem eller være til besvær.

Nogle gange er vi så pressede, at vi kommer til at råbe af andre.

Selvom vi gerne vil være sammen med andre, kan tanken om at være omgivet af mennesker fylde os med angst.

At være sammen med dem, der lytter til os og accepterer os, gør en kæmpe forskel.

Angsten er ikke farlig, men den kan være irriterende.

 ... de forstår ikke, at når angsten griber fat i din hjerne, så overtager den din krop, og du vil gøre hvad som helst for at komme i sikkerhed.

Du er IKKE hjælpeløs, og der ER ting, du kan gøre for at lette det greb, angsten har på dit liv.

I bogen her er det levende dyr, der ledsager de underfundige tekster, og som skal fortælle barnet, hvad man kan gøre for at minimere angsten og blive rolig igen.

En varm bog der stråler af overskud og rummelighed overfor børn, der har det svært.