En stærk bog og et oplagt indlæg til klimadebatten. En roman hvor ord som thriller og spænding næppe slår til. Det drejer sig nemlig ikke om fiktive romaner i en fiktiv handling i fiktive ramme. Det handler om fiktive personer i reelle scenarier på jordkloden. Midt i et ragnarok og på vej mod et endnu større ragnarok.
Forfatteren vil nok kunne komme op at diskutere med klimagrupper og politikere, der mener, at det om føje år bliver varmere her i det kølige nord.
Mens Torben Mathiassen vender tingene på hovedet og i romanen fremlægger, at vejret bliver koldere, umuligt at bo i, og at vi derfor på den nordlige halvkugle er nødt til at flygte mod det varmere syd, hvor der bliver trængsel og kamp om plads og føde.
En spændende tanke, en skræmmende tanke og en skræmmende god roman.
Det må vi sige.
Sprogligt er der intet at komme efter. Plot- og dramamæssigt ej heller.
Indre og ydre drama så det basker.

Og en ganske god portion viden om klodens nuværende forhold, som vi bliver præsenteret retrospektivt for.
Viden om Golfstrømmen. Det saltholdige vand. 
Grønlands is der er blevet sort af luftforurening og dermed ikke længere bortreflekterer solens stråler.
En fødevarerproduktion der er gået i stå, da temperaturen er faldet ti grader.
Mennesket som arrogant væsen.
Permafrostens truende optøen.
Voldsomme mudderskred forårsaget af skovbrande.
Alt det er årsagen til, at en familie fra en afsides beliggende, dansk landsby må flygte mod syd og stå ansigt til ansigt med de virkeligheder, der hersker, når man er klimaflygtning.
Sydpå er der også drama, så det basker, i hvilket omfang skal vi ikke afsløre her, men hold op hvor er bogen spændende.

Bogens har en efterfølger, som ses her:

 

 

 

 

Den vil blive søgt anmeldt på et senere tidspunkt. 

 

En meget personlig og intens beskrivelse af et liv som mor med et alvorligt sygt barn. 
Tekstmæssigt og sprogligt på et niveau der ligger langt højere, end hvad man ellers ser i tilsvarende bøger.
Vi kommer meget, meget tæt og nærmest under huden på Signe Odgaard, der er eminent til at fortælle om de udfordringer, hun møder i sundhedsvæsenet og i sin dagligdag iøvrigt.
OG vi får meget detaljerede, uden beklagelser og navlepilleri, beskrivelser af, hvordan hendes parforhold langsomt - eller egentlig ret hurtigt - må bukke under for presset.
Alt imens vi også får en ganske humoristisk beskrivelse af en sceance hos en terapeut , der gør det, han nu kan, for at hjælpe parret.
Her kluklo anmelderen.

"Du skal bare være intim, selv om du ikke har lyst. Så kommer lysten...."
"Nu skal du gå hen og tage Thomas i skridtet"

Sagligt og ærligt og uden hverken satire eller bitterhed får vi en imponerende stærk historie fortalt om det, man som mor er allermest optaget af: At ens barn er sundt og rask. 
Vejen dertil er i Signes tilfælde brolagt med masser af indre dramatik som stress, søvnmangel og bekymring, udfordringer på jobbet osv osv.
Samtidig er Signe ikke for flot til at signalere og fortælle, at hun er løvemor om en hals.
Og er måske på den måde med til at signalere, at det er ok for kvinder at ville vide bedst på omsorg og sundhed for børnene.
Det er godt gået, synes vi.
Det er det også, når Signe fortæller, hvordan hun blev afvist af en "veninde" om at fejre nytårsaften med hende. Det gjorde ondt, og den episode fortæller Signe om lige ud af posen, og som læser kan man i denne som mange anfdre episoder i bogen mærke, hvor ondt det må have gjort, og hvor følelsesmæssigt man kan komme på glatis, som hvis en enkelt tue får læsset til at vælte.
Det er SÅ tæt på, at man får tårer i øjnene over det, Signe Odgaard gennemgår af plager, hvorfor ville dette vennepar ikke være sammen med dem, når de ville være sammen med andre, og hvorfor kunne Signe og hendes Thomas ikke være med her: Konklusion. Venerne syntes, de var for besværlige.
Av av av.
Hvor er det stærkt og sprogligt følelsesmæssigt fangende, når hun fortæller, hvordan hun har siddet på badeværelset og grædt, hvordan hun i frustration over sin Thomas mister kontrollen over sig selv, og hvordan hun føler sig svigtet af sine veninder, der kommer dryssende til middag, så hendes barn konstant bliver forstyrret i sin aftensmad.
Naturligvis er det en dagbogsfortælling om tilværelsen med et kritisk sygt barn. Men det, der efter vores mening skinner lige så meget igennem og fører bogstaverne ud over rampen, det er episoderne i de traumatiske stunder og krisetilstande, man som menneske kan komme ud for- sygt barn eller ej. 
Det berettiger bogen som et vidnesbyrd på i, at det er mere end ok at være menneske, både i de svære stunder som mor, partner og familiemedlem. Derfor anbefales bogen på det varmeste også til ganske, almindeligt velfungerende parforhold. Man ved aldrig, hvor man ender.

 

 

Iben Danielsen
Døden på X-hale
175 sider
Hovedland

Vi har i august anmeldt denne bog. Den har meget store kvaliteter. Af tekniske årsager er det desværre ikke muligt at genskabe anmeldelsen. Dog anbefaler vi bogen på det varmeste som en god hverdagskrimi.