Det er en bog, der handler om de der drenge, du kender fra din egen opvækst – dem der var for seje til at gå i skole, men ikke seje nok til at undgå Rødovre. De drømmer om at være James Dean i en åben sportsvogn, men ender i stedet med en knallert, der hoster og hakker lige så meget som en 80-årig kæderyger. Man ser dem for sig, de slentrer rundt med den der "too cool for school"-attitude, men inderst inde længes de nok efter at have en Marilyn Monroe ved deres side, selvom virkeligheden nok er mere Rødovre Centrum en onsdag eftermiddag.

Bengtsson skriver med en tør, underspillet humor, der får dig til at grine af elendigheden, og det er en kunst i sig selv. Hovedpersonerne er måske ikke de skarpeste knive i skuffen, men de er ægte. De er dem, der altid lige akkurat misser bussen til det store liv, men finder en form for poesi i venteværelset. Man får lyst til at råbe til dem: "Grib dagen, for pokker! Se nu at få styr på jeres liv, før Rødovre spiser jer råt!" Men man ved også godt, at de nok bare ville trække på skuldrene og spørge, om du havde en smøg.

Der er ingen dramatiske skuddueller som i en Humphrey Bogart-film, ingen tragiske flystyrt som Buddy Hollys sidste solo, og ingen ikoniske kjoler, der blæser op. Men der er en anden form for drama: den stille desperation, de små sejre og de store tab, der udspiller sig i et miljø, hvor ambitioner ofte drukner i Tuborg og dårlige beslutninger. Det er den slags drama, der er mere genkendeligt end nogen Hollywood-blockbuster, for det er en smertelig, humoristisk påmindelse om, at livet sjældent er en film. Det er snarere en b-film, optaget i Rødovre, med et soundtrack af knirkende cykler og fjerne brandalarmer.

Så hvis du leder efter en bog, der er letlæselig, har god fremdrift i sproget og får dig til at trække på smilebåndet (selvom du måske også fælder en lille tåre for de tabte drømme, der flakker rundt som gadekatte), så er Rødovre Blues et fremragende valg. Den er som en tur ned ad Mindernes Avenue, hvor Buddy Holly stadig synger, James Dean kører for stærkt, Humphrey Bogart drikker kaffe, og Marilyn Monroe griner – men det hele foregår bare i Rødovre. Og det er faktisk ret sjovt.

Bogen er fyldt med sjove karakterer, hvis skæbner og personer, forfatteren har bygget godt op.

 
Sandie Westh
Når mørket ruller ind
228 sider
Politikens Forlag

Sandie Wesths roman Når mørket ruller ind er en dybt bevægende og rå fortælling, der tager fat på et af livets mest ubærlige temaer: tabet af et barn. Med en sjælden indsigt og empati udforsker Westh den altfortærende sorg, der rammer en familie, når en datter pludselig forsvinder, og hvordan dette tab kaster mørke skygger over både de efterladte voksne og de unge, der var en del af hendes liv. Samtidig tegner bogen et nuanceret billede af ungdommens indre kampe, ensomhed og den konstante søgen efter identitet i et ofte nådesløst socialt landskab.

Kernen i bogen er den lamentariske sorg, der overtager forældrenes liv efter datterens forsvinden. Westh skildrer mesterligt, hvordan tabet river tæppet væk under dem og blotlægger de mest rå følelser. Læseren får et intimt indblik i voksnes sorgbearbejdelse, som ofte er en dybt individuel og isolerende proces. Forældrenes relation til hinanden presses til det yderste, når de hver især forsøger at navigere i et landskab af fortvivlelse, skyld og ubesvarede spørgsmål.

Vi ser, hvordan:

• Hverdagen bryder sammen: Små rutiner bliver uoverkommelige opgaver, og den tidligere struktur i livet smuldrer.

• Kommunikationen svigter: Sorg kan skabe en mur mellem mennesker, selv dem der elsker hinanden mest, fordi den er så personlig og vanskelig at dele.

• Søgen efter svar (og skyld): Den febrilske jagt på at forstå, hvad der skete, og den uundgåelige tendens til at placere skyld – både hos sig selv og andre.

• Erindringens dobbelthed: Hvordan minderne om datteren både er en kilde til uudholdelig smerte og det eneste, der forbinder dem til hende.

Westh viser, at sorg ikke er en lineær proces, men en kaotisk bølge af følelser, der skyller ind over en igen og igen. Hun tør at dvæle ved det smertefulde og viser, at vejen tilbage til et liv, der giver mening, er brolagt med tårer, fortvivlelse og en erkendelse af, at intet nogensinde bliver det samme.

Parallelt med forældrenes sorg udfolder romanen en lige så gribende skildring af ungdommens sårbarhed. Westh giver stemme til de unge, der var tæt på den forsvundne pige, og viser, hvordan tabet river deres egen verden i stykker. De kæmper med:

• Chok og forvirring: Uforståelsen over, at noget så voldsomt kan ske i deres ellers trygge rammer.

• Fælles sorg og individuel ensomhed: Selvom de deler tabet, kan de unge også føle sig dybt alene med deres følelser, ude af stand til at udtrykke dem eller finde trøst.

• Gruppepres og hemmeligheder: Hvordan frygten for at passe ind og bevare facaden kan forhindre dem i at søge hjælp eller tale om det, der tynger dem.

• Mental sundhed: Bogen berører subtilt, men kraftfuldt, de psykiske udfordringer, der kan opstå i kølvandet på et traume – angst, depression og en generel følelse af meningsløshed.

Westh undgår dog at falde i fælden med at dæmonisere de unge eller simplificere deres motiver. Hun skaber troværdige karakterer med fejl og mangler, der navigerer i et komplekst socialt landskab præget af venskaber, rivaliseringer og den konstante søgen efter en plads i verden. Hendes beskrivelse af ungdomskulturen, med dens rygter, hierarkier og den ofte brutale sandhed om mobning og udstødelse, er desværre smerteligt genkendelig.

Sandie Westh skriver med et autentisk og råt sprog, der effektivt formidler de unges indre monologer og dialoger, uden at det virker påtaget. Hendes stil er direkte og nærværende, og den skaber en umiddelbar forbindelse til karaktererne, uanset om det er de sørgende forældre eller de forvirrede teenagere. Skiftet mellem forskellige perspektiver giver en flerdimensionel forståelse af tragedien og dens ringvirkninger. Selvom temaerne er tunge, er sproget flydende, og bogens fremdrift fanger læseren fra første side.

Når mørket ruller ind er en modig og uforglemmelig roman. Den tør at udforske sorgens dybeste afkroge og viser, hvordan tab ikke kun påvirker den enkelte, men river et helt netværk af relationer fra hinanden. Den er en påmindelse om, hvor skrøbeligt livet er, og hvor vigtigt det er at være åben og støtte hinanden – både i familien og i lokalsamfundet. Sandie Westh har skabt en bog, der ikke kun er en fængslende læseoplevelse, men også et vigtigt bidrag til samtalen om sorg, mental sundhed og de udfordringer, unge og voksne møder, når livet pludselig tager en uventet og tragisk drejning.

Den anbefales varmt til alle, der ønsker en dybdegående og ærlig fortælling om menneskelig modstandsdygtighed og kampen for at finde lyset igen, selv når mørket føles uoverkommeligt.

Gudrun Marie Scmidt
Sting, saks, begær
208 sider
Peoples

Der er bøger, man læser. Og så er der bøger, man oplever. Bogen her falder efter vores mening i sidstnævnte kategori. Det er ikke blot en roman; det er en invitation til et sansemættet univers, hvor sproget krøller sig om tankerne som røgen fra en boheme-café, og hvor skæbner flettes ind i hinanden med samme hypnotiske præcision som et sakseklip mod et stykke silke.

Schmidt har skabt et værk, der emmer af en dragende atmosfære – en slags melankolsk elegance, der sender tankerne hen mod de kunstneriske saloner fra svunden tid, hvor lidenskaber var store og ordene fløj frit. Bogen er gennemsyret af en boheme-agtig puls, hvor det uperfekte og det rå får lov til at eksistere side om side med det smukke og det dybt tænksomme. Man fornemmer duften af gammelt træ, stærk kaffe og måske et strejf af cigaretrøg fra en svunden tid, der alligevel føles så nærværende.

Karaktererne i Sting, saks, begær er ikke blot figurer på papir; de er sjæle, der vandrer ind i læserens bevidsthed og slår rod. De er nuancerede, komplekse og ofte drevet af en dyb længsel – efter kærlighed, anerkendelse, eller måske blot en forståelse af sig selv i en verden, der ofte føles utilregnelig. Schmidt har en særlig evne til at afdække de skjulte begær og de udtalte længsler, der definerer vores menneskelighed. Hun dykker ned i relationerne med en kirurgisk præcision, men altid med et blødt hjerte, der tillader læseren at føle med dem, selv når de snubler.

Sproget er uden tvivl bogens stærkeste trumfkort. Det er poetisk, sanseligt og nærmest levende; ordene flyder som en stille melodi, der indimellem brydes af en skarp, resonant akkord. Der er en rytme i prosaen, der gør læsningen til en ren fornøjelse – en forførende dans mellem sætninger, der trækker dig dybere og dybere ind i fortællingens hjerte. Det er den slags sprog, der inviterer til at blive smagt på, genlæst og dvælet ved, præcis som man nyder et godt glas rødvin en sen aften.

Temaerne er lige så lagdelte som et gammelt tæppe med utallige historier vævet ind i sig: begær i alle dets former – fra det fysiske til det intellektuelle, det kunstneriske og det sjælelige. Identitetssøgning er en anden bærende søjle, hvor karaktererne forsøger at finde sig selv i en verden af forventninger og ofte uindfriede drømme. Og så er der den subtile, men potente udforskning af skønhed og forfald, der minder os om livets skrøbelighed og den evige cyklus af skabelse og destruktion, symboliseret af saksen, der både kan klippe over og forme.

Sting, saks, begær er ikke en bog for dem, der søger en hurtig løsning eller en ligetil handling. Den kræver, at man giver sig hen, at man lader sig forføre af sproget og stemningen. Men belønningen er stor: en dyb, inderlig læseoplevelse, der resonerer længe efter sidste side er vendt. Det er en roman, der hvisker til dig i mørket, en påmindelse om de uendelige nuancer af det menneskelige hjerte.

Yoko Ono, Carsten Jensen og Pia Tafdrup, så forskellige kunstnere de er, har hver en lille bitte rolle i bogens dejlige kludetæppe, ligesom bryster og kvindelige former har en central rolle i teksten ligesom numser og ændringer med alderen i samtalen om sex

Så sæt dig godt til rette med en kop varm te eller et glas vin, lad tankerne flyde, og tillad dig selv at blive opslugt af Gudrun Marie Schmidts magiske univers. Du vil ikke fortryde det.

Det er en lækker, sproglig afstikker fra vanlig litteratur.