Når man har lyst til at ligge med rygge mod sin kæreste i sengen, træt og udmattet, mens kæresten  begynder at tale følelsesmæssigt fra en anden verdensdel, betyder det ikke nødvendigvis, at parforholdet er slut.
For nogle fungerer et godt og velment råd om at få sit eget soveværelse for at skabe rum og space. Andre foretrækker en længere ferie alene, så gemytterne ikke slider på hinanden og igen kommer til at elske hinanden, hvis det er det, de har gjort.
Andre igen er kommet så langt væk fra hinanden, som de var fra begyndelsen uden at vide det, at alt andet synes ligegyldigt som alternativ til bare at komme ud ad døren og videre i livet.
Johanna og Emile er sådan et par. De skulle aldrig have været sammen.
Sundt nok er det, at sådan cirka fra romanens start ved vi, hvor det bærer henad.
Afsløringen og plottet består ikke i, at de to ikke er egnede til en fremtid sammen.
Det er alt det, der sker mellem det første møde og den sidste afsked, der er vigtig her.
Emil Kjær Voss har formået at lave en fortælling om de kriser, der opstår undervejs i et forhold, der i dette tilfælde bindes sammen af interessen for litteratur. Men når det er, hvad man har sammen, én fælles interesse, hvordan skal det så gå, hvor opslugende den end kan være.
Vi bliver vidne til, hvordan en underliggende vrede kan være gift for ethvert forhold. 
Bogen er skrevet på en måde, så læseren bliver vidne til hvert enkelt konflikt, hvor bitterheden og afstanden har sneget sig ind, og han er rigtig god til at fortælle, hvordan to mennesker, og især den ene, forsøger at lappe på et forhold, der er dømt til undergang, og hvor man alligevel prøver og prøver, selv om man inderst inde ikke tør se kendsgerningerne i øjnene.

 

Steffen Kretz har gennem årene været en af DRs udenrigskorrespondenter, som man for alvor har haft tillid til på grund af sin viden og sin evne til at analysere det amerikanske samfund, så det blev lettilgængeligt for os alle.
Derfor er det kærkomment, han nu bidrager med en bog, hvor han trækker på sin enorme erfaring samt evnen til at se historisk fremad og bagund.
At han udgiver bogen netop nu er et ekstra plus, idet enhver med lyst til at følge verdens gang naturligt nok må blive opslugt af det kommende års præsidentvalg i USA, som uvilkårligt vil indeholde grumme minder fra angrebet på kongressen.
På en sober og analyserende måde fortæller Kretz os, hvad der har gjort, at det lykkedes Trump at gribe folkestemningen og nå til tops med sine budskaber om, at demokratiet har fejlet, og nu skal we drain the swamp.
Udover sin i forvejen brillante viden om amerikanske forhold er det tydeligt, at Kretz har nydt at lave reserach over det ganske land for at skrive en bog, der både værdigt og enkelt giver os et godt indblik i amerikanske forhold, og også om tilstande, USA-kendere bredt udmærket er klar over, men muligvis fortrænger i begejstringen over naturen og sproget i det forjættede land. Nemlig at de rige hastigt bliver voldsomt rigere, mens de fattige idag mere end skraber bunden. Og at selvransagelsen ulmer i det republikanske parti, mens Kretz fortæller, hvorfor og hvordan den gør det. At Trump ikke er årsagen til krisen i USA, han er et symptom på den. 
Vi dykker os ned i, hvorfor rigtigt mange mennesker anser det amerikanske, politiske og demokratiske system for korrupt og hvorfor, og hvorfor en trediedel af alle amerikanere mener, at valgt i 2010 af Joe Biden VAR svindel..

En af hovedteserne i bogen er, at stormen på den amerikanske kongres ikke var begyndelsen på stormen over USA -, men snarere begyndelsen. Og han giver et enestående indblik i, hvordan det er gået, som det nu er.

Hvad med den her:

John Prager er en lille fisk, men på en god måned tjener han 130.000 kroner på at vågne op ad (det hedder af, red.) og sætte sig tilrette i sin stue og more sig med at opfinde falske nyheder. Det ville være meget svært at finde et job, som kastede den løn af sig selv i en betydelig radius omkring hans lille hus på bakken i West Virginia, en af de fattigste stater i USA.

Et billede på, hvordan USA har det lige nu. Den slags er der masser af i denne fremragende bog.

 

Hvordan man bærer sig af med at lægge skilsmissen bag sig??? Det gør man ikke, man lever med den. Og udover at Helle Helle har skrevet en fremragende fortælling, så giver hun os implicit opskriften på, hvordan vi bærer bruddet med os, ikke skal skamme os over den, for det var nu, hvad der skete under de givene omstændigheder, og det vil altid være en del af os.
Med en hjerteskærende smuk prosa og et formidabelt talent for ord fortæller hun om tomme gange med lugten af stegt kød, om øjenlåg der falder imens søvnen udebliver, om at hun får lyst til frisk luft efter stormen, hvordan hun langt senere ser ham for sig ved havedøren med ryggens forvaskede, hundrede procent beige bomuldsstof, at man indgnider afløbsrør i sæbe før samling, en mængde dagligdags ting der metaforisk fører hen til den store fortælling om et liv der går videre trods bump på vejen og udfordringer i livet nu og her.
Hafni brydes med et kompleks, der betyder, at tingene kører rundt for hende, og at hun ikke er helt tilfreds med sig selv, hun har svært ved at sætte sunde grænser, er ydrestyret i næsten overdreven grad, og selv om i de korte kapitler generelt er temmelig dyster - og grænsende til det irriterende og besværlige -, så løftes det lille mesterværk her af et stramt og præcist sprog og en sans for humor, der er underspillet i en grad, man sjældent ser det, også hos andre store forfattere.
En bog der er hurtigt læst. Men som så til gengæld bør læses MANGE gange, fordi der er rigtigt mange lag og dybder i den.Imponerende.

 

 

Lev det liv du inderst inde tror på
Kig på det der fungerer for dig
Hold hjertet åbent

Osv osv.

Enkle læresætninger, enkle ting der skulle være til at have med at gøre. Det er de bare ikke for rigtigt mange mennesker, og det ville de heller ikke have været ved læsning af bogen her, HVIS ikke Fruensgaard på en støttende, varm, pædagogisk og ydmyg måde kommer med fine anvisninger på, hvordan man så bærer sig ad med at holde hjertet åbent -; det er deri hemmeligheden ligger.
F.eks. gennem det at give en krammer. Gennem hjertemeditation. Gennem åndedrættet. Gennem hjertelig humor. Og mange andre veje.
Bogen er bygget op omkring ens hjerte, således at forstå, at det er her, livets energi og flow ligger, og det er de signaler, der ligger i det, der skaber et tilfredsstillende liv - , HVIS vi får lyttet til det i tide.
Bogen her indeholder en lang, lang række teknikker og erfaringer, der i vort samfund fyldt med hamsterhjul og dagligdag kan gøre det lettere at nå et tilfredsstillende liv. Det kræver ofte mod. Også at gøre op med en tilsyneladende sorgløs barndom, der måske ikke helt var, hvad vi troede, og så også at gøre op med f.eks. en skilsmisse eller en trist skæbne, der vil kunne spænde ment for at nå lykken.
Men helt tydeligt viser forfatteren skridt for skridt, hvordan det KAN lade sig gøre. 
Videre har forfatteren opdelt mennesker i interessante kategorier; den usynlige, pleaseren, den ydrestyrede, den hjertelukkede osv; spændende er det altid at læse, hvilken kategori, man overvejende tilhører, selv om der naturligt nok er elementer i os alle fra alle kategorier.

 

Det er to ikoner, der står bag bogen. Dels Johnny Hansen, der naturligvis er hovedpersonen. Men også stor ros til Søren Dahl, der gennem tiden har fået det bedste frem i folk og formået at skabe den tillid, der skal vinde en anden persons hjerte til at åbne sig.
Det er til overmål lykkedes med bogen her, der sætter lidt af en ny standard for, hvordan en biografi kan skæres.
Dansktopmusik er en etableret vare i mange kredse, en ulidelig larm i andres ører. Uanset hvad så må man give Johnny Hansen, at han med sit band, Kandis, følger med tidens musik, og efter en større succes med den meget personlige film, Kandis for livet, er han blevet endnu mere populær end før.

Bogen er opbygget, så man får et 24/7/360 grader indtryk af, hvilke personer omkring Johnny Hansen, og hvilke omstændigheder, der har gjort ham til en af landets helt store, musikalske profiler i sin genre. Lige fra hans klimren på guitaren i Pallis Tivoli og Dahlgårds Tivoli. Og så til idag, hvor alle har en mening om ham. Men hvor man må sige, at han har nået mere, end han drømte om som lille dreng.
Selv om man mellem linerne godt kan ane, han vidste, hvad han ville, og hvor det bar hen.
Der er maser af lækre udtalelser i bogen. Fra Johnny Reimar, hans far, hans mor, Jacob Haugaard og sågar nogle citater fra Mette Frederiksen, der har sunget på scenen med Kandis.
Hvordan det gik for sig, kan du læse i en bog, der er klasse og fyldt med billeder - til Kandis-fans men også til folk, der er nysgerrig på, hvordan en mand bag facaden ser ud i tekst og billeder efter at have holdt dampen op på den danske dansktop- og musikscene i mere end en menneskealder. 

Uanset hvordan man vender og drejer det, er det altid sjovt at følge med i livet omkring folk, der har haft enorm betydning for diverse af verdens elementer. Og det må man sige, at Maria Callas og Aristotel Onassis har haft. På vej deres måde. Indenfor henholdsvis kunst og erhvervsliv.
Fortællingens rammer er fascinerende og begynder i Venedig i efteråret 1957, hvor Callas møder den store skibsreder til et eksklusivt bal i anledning af filmfestivalen.
Det er fascinerende at se, hvordan forfatteren lykkedes med at lade karaktererne leve og ikke mindst, hvordan dialog og samspil fungerer mellem Callas og Onassis.
Han tager hende ganske enkelt med storm med sin arrogance og sit verdensmandsship, og sådan kom det til at fungerer i en årrække, indtil han svigter hende til fordel for en lige så berømt kvinde fra USA, nemlig Kennedys enke.
Vi får en masse indblik i, hvad der har draget kvinder til magtfulde, vittige og vidende mænd og kan på den måde om ønskeligt føre det direkte over på parforhold generelt og spørge: Hvorfor foretrækker kvinder ofte mænd af en vis højde og med tegnebogen i orden og med en viden og belevenhed ud over det sædvanlige.
Ja, i Callas´ tilfælde var det i hvert fald ikke Onassis´ højde, idet skibsrederen var noget under gennemsnittet for en mand.
Man kunne hævde, at bogen blot er en forlængelse af sladderbladenes interesse for to berømtheder. Vi synes, at bogen er fantastisk, fordi den også beskriver den sårbarhed og angst, som folk kan være fyldt med på trods af, at de HAR nået toppen. Og hvorledes man bruger forskellige virkemidler for at stive sig af.
Fortællingen bevæger sig mellem nutid og fortid. På den ene side bliver vi vidne til fødslen af kærlighed mellem Maria og Aristo (som hun kalder ham), nedgangen i hendes ægteskab med den altdominerende og kontrollerende Meneghini og hendes succeser som sanger, samtidig med at vi langt senere er vidne til bruddet mellem Aristo og Maria og hendes besvær med at komme tilbage i rampelyset.
Maria vil gerne ses som den kvinde, hun er, og ikke kun det, hun repræsenterer som sangerinde. Det får vi et meget tydeligt indtryk af i bogen. Hun er en kvinde, der elsker, lider, laver fejl, og som taber. - En kvinde der havde modet til at afslutte et skrantende ægteskab for at leve sammen med den rige skibsreder, som dog aldrig giftede sig med hende. Han havde nok en skjult dagsorden, tænker man, når man læser om hans handlinger. 
Bogen fylder godt om to mennesker der vil hinanden ud fra hver deres evner, moral og etik, - og som trods alt har haft enorm indflydelse for mange mennesker.

 

Som boganmelder bliver man altid mistænksom, når bogens inderflap er fyldt med rosende ord om forfatterens tidligere bog. Tilsvarende mistænksom bliver man, når et af bogens temaer - flytningen som journalist fra storby til Vestjylland - lægger sig lige lovlig tæt op af en af tidens store, filmatiserede hits. Og når så man ved hurtige nedslag i bogen ser, at forfatteren øser lidt rigeligt af sin erfaring som psykoterapeut  som i den seneste bog - og sine egne holdninger om erhvervsliv og biodiversiet, så kigger man på handling og ord på en lidt anden måde.
Isoleret set er der i og for sig ikke noget galt med handlingen. To veninder der er ved at glide fra hinanden, og så kommer det et dødsfald ind midt i det hele, og tingene får en vis drejning. Vi følgerKatrines gøren og laden omkring redaktionen, og specielt den sidste halvdel af bogen er ganske dramatisk og fremadstormende.
Og forfatteren benytter sig da også af tricket med genkendelighed, hvor der er Lanzarote, Billund Lufthavn Malaga, Bovbjerg Fyr, Facebook og Insta på programmet.
Man kan diskutere længden af bogen. Vi har notorisk her i landet intet mod tykke bøger, der fænger, og hvor sproget bare flyder.
Men men men

- Han lavede en besynderlig grimmasse.....(Hvad er en besynderlig grimmasse, kunne vi få et rammende adjektiv)
- Hun følte sig tung som en metalkugle, der skal finde vej gennem et labyrintspil og hvert øjeblik risikerer at ryge et hul på et bræt, der vipper ubønhørligt fra alle sider. (øhhh)
Det klæder dig i øvrigt ikke at tabe hovedet. Du er langt kønnere, når det sidder på. (Romanens eneste gang hvor vi trækker lidt på smilebåndet).

Med andre ord. Et laaaang lang vej, før der i 2. halvdel af romanen for alvor sker noget, og hvor sprogblomster undervejs sammen med totalt klodsede sætnings-konstruktioner irriterer så meget, at det kommer til at stå i vejen for det, der egentlig kunne have været et ganske vigtigt indlæg i flere, forskellige temaer som provins kontra storby, sammenspisthed, angst for at skrive noget forkert som journalist og modet til at gøre det, dødsfald i familien, venskaber og parforhold.
Karin Slot Christiansen har vitterligt talent for at skrive, der er mange gode toner og takter i bogen. Der skal bare luges voldsomt ud i noget af det ovenfor nævnte.

 

Fremragende. Det er store ord allerede at kalde bogen for en klassiker indenfor afdækkende og essay-præget samtids-journalistik i en form, der kalder på alle sanser.
Men vi har ikke andre ord i øjeblikket.
Der er mange meninger om MINK-sagen, som nogen så vælger at kalde MINK-skandalen.
Men bogen her kalder på alle sanser og et følelsesregister så stort, at der netop skal en Mathilde Walker Clark til at sætte ord på.
Så føler vi os genkendt.
Og det gør vi i den grad, os der på meget forskellige måder i ungdom og som voksen har følt os behandlet i en grad, der kunne kalde på våben og had.
Der er mange facetter i bogen, hvor man bliver opmærksom på, hvordan dyr lider og har lidt; det er ikke noget nyt, at vi ved, hvordan en grisestald og et kreaturbrug fungerer. En gevinst er det, at forfatteren får det hele sat ind i en kontekst, så det til sidst går op for os, hvor meget menneskeheden kommer til at lide ved at greenwashe mink, hvordan forskning på området er betalt af landbrugslobbyen, hvordan arbejdere fra de østeuropæiske lande bliver underbetalt, og hvordan politikere er blevet bestukket - nærmest for ved kasse 1 at udbetale 19 milliarder kroner.
Bogen laver referencer til gaskamrene, der i Californien var standard i 30 år 1937-1996, hvor metoden blev taget af tapetet som værende "grusom". Og i samme åndedrag får vi en masse historier om, hvor forfærdelige tilstande, der hersker i amerikanske dødsværelser, hvor bødlerne ikke kan finde egnede vener på den, de skal henrette, hvorefter det tager timer at tage livet af en dømt.
Disse emner er fantastisk godt researchet af forfatteren - som alt muligt andet i bogen -, der derfor er en fornøjelse at læse, idet den hele tiden tilfører os ny viden.
Der er ikke skyggen af belærende holdninger i bogen, som lader det op til læseren at dømme. Og dømme, det gør man naturligvis, alt efter politisk temperament, men uomtvisteligt er det, at bogen smider det eksisterende og mediepostulaterne til vejrs og lader alt falde ned igen for at lade det stå: Medieforbrugernes syn på den såkaldte minkskandale der tager dyrenes parti og refererer til de egentlige skurke.
Læs selv hvem det er.
Det er såmænd os alle sammen, der i al postyret om MINK-sagen går længere tilbage end før corona-nedlukningen; os allesammen der havde kikkerten for det blinde øje.
Tak Mathilde fordi du forsøger at rykke kikkerten hen, hvor tingene står i et umanerligt klart skær.
Vi undrer os sammen med dig over, at vi har været lidt smådumme.

 

 

En god, lille og på samme tid meget stor historie om forelskelse, kærlighed, magtspil og al den dramatik, der følger med.
Benny byder Cecilie op til dans. Benny fortæller Cecilie en hemmelighed, han bærer rundt på, og det gør han aften efter aften.
Nøjagtigt som en skibsdreng betror stewardessen i den røde kjole hemmelige kjole ting for at undgå at konfronteres med en afvisning, fordi han er foelsket til op over begge ører.
Det er nøjagtigt den historie, Benny fortæller.
Vi kunne være sat foran et biograflærred eller et 50 tommer TV. Scenen er filmisk, mytisk, ganske Bogartsk.

Så fredelig han er der med kaffekruset i hånden, så lidt han ved. Tænk at lade ham blive stående der og glo, at lade ham blive ved med at tantasere om Flora, Floras vejtrækning.
Flot sætning, flot sprog, velkomponeret og stramt. 
Der er ikke direkte citater i bogen med citatstreger, taletegn osv, men mere taler som indforståede tanker vævet ind i handlingen, hvilket gør det til en fornøjelse at læse. 
Hvorfor magtede jeg ikke et liv med ham?
Et genkendeligt spørgsmål som mange på den anden side af et forhold stiller sig selv. Var det det rigtige at gå, og var det det rigtige tidspunkt.
Bogen består på sin vis af en lang række kapitler, essyas, hvor tanker, ord, drømme og handlinger væver sig ind i hinanden.
Nøjagtigt som hos læserne, hvis vi ellers giver os tid til disse tanker, ord og drømme.

 

Det gør vitterligt nas, når man læser "Jeg har levet med trusler i over et årti".
Så er det, man tænker, at her er et menneske, der har betalt store ofre for sin politiske karriere.
Og videre, når man læser, at hun har været udsat for en stalker, der foranledige, at hendes hoveddør var smadret, fordi ambulancefolkene skulle ind, idet stalkeren havde fortalt dem, Pernille Skipper lå i lejligheden med hjerteslag.
Bogen er bestemt ikke for sarte sjæle og videregiver nogle af de hade-mails og -beskeder, politikeren har fået gennem sit virke. Man slår sig i tøjret, også selv om man på stavemåden kan se, hvilket samfundslag, de tilhører.
Og som en politimand engang sagde til Pernille, at var der virkelig nogen, der ville skade hende, ville de ikke advare hende først.
Derfor er det ganske, grove løjer, vi bliver vidne til i bogen her:

Jeg ber til vor herre om, at du forsvinder, og vi kan få Danmark igen.
Ved du, om nogen kan hade en så meget, at man indgår dødsaftale
Værsågod smukke, en 30 cm pik til DKs lækreste politiker

Og meget, meget mere af samme og værre skuffe. På www.bogsyn.dk har vi valgt at bringe ovenstående citater fra bogen; for eksemplernes skyld. Mere vælger vi ikke at viderebringe og gør opmærksom på, at vi ikke kender lovgivningen med hensyn til viderebringelse af trusler. Så falder det relevante parter for brystet bliver citaterne med det samme fjernet. 

Spredt langs hen ad bogen kommer der mange, mange sexistiske og nedladende udsagn i tråd med, at Pernille Skipper fortæller, hvordan hun i sit virke som politiker på Christiansborg har været offer for en hård omgangstone, seksualisering og en ulige spillebane for hende og andre kvinder.
Og hvordan hendes køn også får en tur i vridemaskinen, når der skal laves vittighedstegninger. Af hende f.eks. som striptease-danserinde.
Man kan mene politisk, hvad man vil. Men ingen tvivl om, at Pernille Skipper har lagt et kæmpearbejde på Christiansborg. Ikke nok med at hun har skulle forsøge at have politisk indflydelse. Én kamp. Den anden kamp er gået på dels hendes person, hendes køn og det, om hun overhovedet havde ret til at være sig selv.
Når man er færdig med bogen, der som antydet er mere end hjerteskærende, spørger man i sit stille sind sig selv, om det var kampen værd.
Man kommer også med stort fokus til at tænke over det, der ser ud til at være selve formålet med bogen: At stille skarpt på den forråelse og den magtkultur og sexisme, der fortsat findes i udpræget grad, og at både mænd og kvinder fortsat i stort omfang bliver genereret til at være en del af magtstrukturene og -fællesskabet.