Violinbyggeren af Henrik Strube

Henrik Strube
Violinbyggeren
348 sider
Lindhardt og Ringhof

En musikalsk bog. Det er ingen kliché men en kendsgerning. Tonen svinger sødt mellem linjerne, plot og delplot er et partiturisk håndværk itself, og der er bevægelse og rytme i sroget.
Violinbyggeren er skrevet af musikeren Henrik Strube, kendt fra scener og Dansk Musikerforbund gennem en menneskealder.

Sonny bor sammen med sin teenagesøn, Peter. Det går efterhånden helt godt imellem dem. Men en dag efter en dejlig tur i Tivoli er Sonny nødt til at sende sønnen alene hjem. Der er lige noget han skal ordne.  Da Sonny nogle måneder senere, og efter en dom for drab, flytter ind i celle 24 i Statsfængslet, er det med udsigt til 16 år i et rum på seks kvadratmeter. Ugerne i isolation har egentlig ikke afskrækket ham, men tanken om at skulle forholde sig til fængselsmiljøet og savnet af sin søn er ikke til at holde ud. Opholdet begynder dog at tage en helt anden form, den dag Sonny overtager en gammel guitar og låner en bog om Stradivarius-violiner i fængslets bibliotek.  

Violinbyggeren er baseret på en ægte historie om en taber i samfundet, der har udsigt til at tabe endnu mere, men undervejs opdager, at et rigt indre liv kan opveje store ulykker, og som med sin skabertrang kan noget, som giver de umiddelbare og øjensynlige vindere i livet - dem man hører om - baghjul, fordi hans lykke er bygget op på smerte og uheld.

En fantastisk bog der griber en om hjertet og fører en rørt hen over linjemassen, som der er rigeligt af, idet bogen er skrevet tæt og mættet og lige ud af posen. Ægthed og nysgerrighed er bogens tro ledsagere. Hovedpersonen ender med at undersøge alt om Stradivarius-violiner. Hvad mon vi andre ville begynde at undersøge i en tilsvarende situation.