En Rejse af Tony Blair

Tony Blair
En Rejse
770 sider
Jyllands Postens Forlag

Det er et menneske, der har skrevet bogen her. Det er tydeligt, at det er det behov, Tony Blair har, al virakken, al politkken, al show-off til trods. Så har han et behov for at fortælle, at han udover i en periode at have været et meget magtfuldt menneske også er en ganske almindelig familiefar med tvivl, tanker, knap på kvalitetstid og erkendelser for fejltagelser.
Det er sådan, man bør læse bogen her.
"Alle omkring mig var under et næsten ubærligt pres. Hjemme i Downing Street var jeg som en zombie; jeg var åndsfraværende, mens jeg spiste, jeg hørte ikke de spørgsmål, børnene stillede, jeg forsøgte at leve et normalt familieliv, men de var alle fuldstændig klar over, at det var meget unormalt, ikke mindst fordi jeg opførte mig, som jeg gjorde. Jeg tvang mig selv til en gang imellem at slappe af og lade arbejdet ligge, men problemerne var som en uophørlig, dunkende smerte, som ikke ville gå væk, som jeg ikke kunne glemme bare et øjeblik, og som hele tiden mindede mig om, hvor nødvendigt det var, at jeg tog mig af dette problem".
Et statement som millioner af familiefædre og mennesker over den ganske verden vil kunne nikke genkendende til, når man er så optaget af arbejde og problemstillinger, at man glemmer at holde fri.
Tony Blairs biografi går langt, langt længere end den politik, man har kunnet følge, og som man kan være enig eller uenig med ham i. Han har ledet et landt i en tiendedel af et århundrede, ført Storbritanien gennem diverse kriser, sejre og nederlag, og som en af den vestlige verdens samlingsfigurer og stået last og brast med USA i det, man nu mente var sande slagsmål for demokratier.
Det kan man mene om, hvad man vil, og man kan dømme ham for det udelukkende. Det er også sket i abnorm grad, hvor man tilsvarende har forsømt at eksponere billedet af, hvem Blair egentlig var.
Det sidste kan man læse hans egen forklaring på i En Rejse.
Det er overordentlig spændende læsning tilsat fremragende billeddokumentation, hvor man for at nævne et klenodie ser Bill Clinton køre Blair junior en tur i sin klapvogn og så til besøget i Camp David.

Billiderne er nok taget med, fordi Tony er glad for at vise sig med et andet menneske, nemlig Bill, der også forståede i den grad at vise sig som en samlende figur og et familiemenneske - selv om han som masser af andre ægtemænd rundede sine sidespring og fejltagelser. . . .

I En Rejse kommer Tony Blair også ordret ind på, at "jeg har altid været så heldig at have en større lidenskab for noget andet end politik, nemlig religion".

Naturligvis forsøger Tony Blair et langt stykke at forklare sine handlinger i diverse konflikter og i sit felttog med USA. Det ville være unaturligt andet. Men han løfter også sløret for, hvorledes han anerkender vigtigheden af at overbevise sine modstandere om, at den kritik, man fremsætter, er berettiget. Og det er muligvis sådanne evner, der har holdt Blair ved magten i mere end ti år og længere end mangen en britisk premierminister.

Blair har været ude på en overordentligt rejse, der ifølge ham selv slet ikke er slut. Nu er den bare sporet ind på nye veje. Og den er ikke kedelig, såvidt han gør brug af samme egenskaber som de nøgterne og objektive øjne, han var i stand til at frembringe, da han f.eks. indledte bekendtskabet med Ruslands præsident Putin -; her får vi en meget personlig beskrivelse af mødet.
Iblandt de politiske optegnelser, som er en slags nødvendighed i bøger som disse, møder vi mennesket bag statsmanden. Måske ikke det hele, men det er det bedste, der kan bedrives, når politikeren Tony Blair skal videre på sin rejse.
En god og anbefalelsesværdig bog.