Tigerhuset af Liza Klaussmann

Liza Klaussmann
Tigerhuset
370 sider
Politikens Forlag

Det er meget sjældent, at en bog er så omfangsrig i detaljen, så nærværende i sproget og så livgivende i sin handling. Ofte sker det for debutanter, idet de ikke er bundet af det, der var, eller den måde, de tidligere blev opfattet litteræt på.
Liza Klausmann har fundet en unik skrivestil, som fanger en fra første sætning og fører os hele vejen gennem bogen til allersidste side, hvor det på et sæt er kedeligt at forlade hovedpersonerne, på et andet sæt befriende, for der skete en forløsning af dem og os undervejs.

Tigerhuset foregår i Mad Men-tiden begyndende i de sidste krigsår og op til 60erne. Nick og hendes kusine Helena følges ad. De har været sammen hver sommer, siden de var børn i familiens fine og gamle ejendom, Tigerhuset, på Marthas Vineyard på USAs østkyst. I tiden efter 2. verdenskrig er verden langsomt ved at normalisere sig, og de to kvinder står på tærsklen til det rigtige voksne liv. Helena skal til Hollywood og giftes, og Nick skal genforenes med sin mand, Hugh, som er vendt hjem fra krigen. Pludselig falder det hele fra hinanden: Helenas mand er ikke, hvad hun troede, han var, og Hugh er vendt hjem fra krigen som en mærket mand. I slutningen af 50erne og tilbage i Tigerhuset, finder Nick and Helenas børn Daisy og Ed et grusomt mishandlet lig midt i ferieidyllen. Mørke hemmeligheder op til overfladen, og ingen af Tigerhusets beboeres liv bliver nogensinde det samme igen. 
Handlingen er til at overse, omend ganske aktuelt som evigt ungt med skeletter i skabet, higen efter det perfekte, hykleri og facaders smuldren. Det geniale ved denne bog er dog sproget. Det er overraskende for næsten hver en sætning, der nærmest er et sprogligt plot i sig selv. Syntakserne er fremragende, og læseren bliver spiddet på brædtet og holdt fast i et sådant kært og nært jerngreb, at det næsten føles uvirkeligt. Hvordan kan man tillade sig at skrive så godt, når man er debutant? Så kan jeg da også . . . .:-)))
Det fornægter sig da heller ikke, at forfatteren er tip-tip-oldebarn af Herman Melville. Men alligevel.
Der er smuk poesi over det hele, en lille slægtsroman, gennerationers kamp og længsler hele vejen igennem beskrevet så varmt og humoristisk og intenst, at man simpelthen må frydes.
En bog til UG.