Tårnet i Sinear af Thomas Teglgaard

Thomas Teglgaard
Tårnet i Sinear
736 sider
Lohse

Når diskussionen om, hvorvidt man må tage sig den frihed at kalde indledningen til projektet om Babelsstrnet for et tempel, eller om man skal rette sig efter de bibelske foreskrifter, så kan vi måske tage fat på at fortælle, at murstensromanen her er et fantastisk skrift. En fortælling der som Guds Værker på bibelsk vis og ark i den grad sætter sine spor dybt ind, hvis man tager tid til den, giver sig hen til romanen - og så hjælper det naturligvis, at man er enten troende eller har indsigt i bibilen.

Bogen er en slægtsroman, hvor vi følger Noa og hans familie, - hele vejen fra arken på Ararat til Babelstårnet. Bogen begynder, hvor Noa åbner arkens dør. Udenfor venter Den Nye Verden - Den Gamle gik til grunde i syndfloden.
Herefter følger vi de første fem generationer, som lever side om side, først i Ararats bjerge og siden i Sinear (det nuværende Irak). I Sinear anlægges den første by, hvor man vil opføre et tempel til ære for Gud. Men ved indvielsen går ikke alt som forventet . . .

Det gør det naturligvis ikke, fordi tårnet er symbolet på arrogance, overmagt, overmod og hovmod, og derfor griber Gud ind. Stof til eftertanke for folk der vil noget mere og anderledes, end der er planlagt for dem, som de finder fred i, som de kender fra deres ophav og inderste ydmyghed. Så slår den store klo ned og forårsager oprydning. I dette tilfælde altså Gud.

Vi får god besked fra oven af og fra almagten, og vi får genopfrisket meget af vor bibelhistoriske og de bibelske geografier som Kanaens land, og bogen er så spændende, at man vitterligt ønsker at dykke mere ned i fortællingerne om bibelen, ja bibelen selv, og så kan man vist ønske sig ret meget mere som forfatter.

Det er en interessant indsigt, Thomas Teglgaard beskæftiger sig med i storværket, der tager højde for såvel det gamle, bibelske sprog og finesmæssige approach og samtidig leverer fortællingen i en form, så vi alle kan være med. Dialogerne i bogen kan man visse steder godt finde lidt pudsige og langstrakte, men sådan var det vel, at de talte dengang.

På bundlinjen står tilbage, at bogen anskueliggør den direkte linje fra fortid til nutid ved, at de mægtige og herskende gør sig til almægtige og frelste, men frelste forbliver de ikke. For Gud har sin plan.

Som sagt . . . en bog der angriber troværdigheden og synden i os alle; - det Guddommelige griber ind, hvor vi ikke kan finde vejen selv. Hovmod står for fald. Der er mange måder at sige det på. Efter læsningen af murstenen på er der én måde mere at sige det på. Tak fordi du gør os ydmyge over for kærlighed og retlinethed.