Stalins Køer af Sofi Oksanen

Sofi Oksanen
Stalins Køer
461 sider
Rosinante

En gribende, letlæselig og meget dejlig bog. Alene det at den er skrevet i nutid, gør, at den bliver nærværende og levende fra første sætning, og så bliver man ellers båret frem over siderne og imødekommet af lige dele spænding og engageret deltagelse i det, der engang skete.
I 2010 modtog Sofi Oksanen Nordisk Råds Litteraturpris for sin roman Renselse. Bogen her er debuten fra 2002 og handler om forholdet mellem finnere og estere, altså et forhold mellem på den ene side friheden i den vestlige verden og indespærring i fattigdom og undertrykkelse i den østlige.

Hovedpersonen Anna vokser som barn op i et ægteskab uden lidenskab og begynder at sulte sig og kategoriserer sin mad som fare-mad og tryghedsmad. Det begynder hun på som 10-årig, og da hun siden flytter hjemmefra, tager hun bullimien med sig. Spiseforstyrrelsen bliver til "Min Herre", og spisningen er da stort set også det indhold, hun har i sit liv, mens hun forsager alt andet liv som sociale relationer, uddannelse, kærersterier og andet, der kunne gøre en ung pige godt.

Romanen er meget springende i tid og rum, men det gør intet. Vi kan fint følge med, idet alle kapitlerne er ret korte og bliver serveret med en detaljerigdom, en indleven og et engagement, der visse steder nærmest gør helt ondt.

Der er rigtig mange skeletter fra Annas opvækst i den kærlighedsløse/hungrende familie og også fra tidligere tider, hvor det så langt senere i Annas opvækst skal vise sig, at generatoners kærlighedshunger slår igennem, når Anna og Irene proklamerer: "Vi tror ikke på kærlighed. Der findes intet forhold uden bedrag.Alle de familiefædre, der spiller den af i telefonen og så dukker op på parkeringspladsen er bevis på det. Alle de mænd, der tigger en om at sende dem ens trusser med posten, bekræfter alt det, vi altid har vidst. Med sex kan man alt, kærlighed kan det ikke betale sig at ævle om, man skal altid checke en mands baggrund og formue, mænd bedrager altid en, om ikke andet så i tankerne".

Citatet er naturligvis udtryk for et menneskesyn og en menneskelig erfaring. Herudover er det et eksempel på, hvor lækkert og præcist, forfatteren kan fange situationer og holdninger i luften og få dem ned på papiret, så de bliver til fælleseje og en viden om, hvad der foregår inde i hovedet på Anne.

Der er rigtig meget undertrykkelse i bogen, og metaforisk har vi som læsere godt af at få indblik i en verden, der så i dette tilfælde handler om slægters historie fra de sibiriske fangelejre, Sovjets overvågningssamfund, angiveri og frygt for alt muligt, som så slægtled efter slægtled bliver nedarvet til børn, der vokser op med en indbygget fortrængning og undertrykkelse af store rum i hjerte og liv.

Stalins Køer handler også om en pige, der udadtil smuk, forførende og intelligent, som hun er, med et indre kaos og en total splittelse fra sig selv. Der er så i dette tilfælde en sammenhæng til moderens kamp om ikke at tale om familiens forbindelse til Estland - altså vi må skjule hvem vi er, vi må ikke tale med egen tunge.

Hård kost for en pige, der et sted bare vil leve livet, men til eftertanke for vi læsere, der på vores vej gennem verden altid vil løbe ind i mennesker, som ikke er sande i deres tunge, løgnagtige, bedrageriske, følelseskolde, alt muligt. Og at det naturligvis har sin historie. Det har alt, det har alle.

Stalins Køer fortæller succesfuldt og i yderst nærværende form en af historierne.