Visitors hit counter, stats, email report, location on a map, SEO for Joomla, Wordpress, Drupal, Magento and Prestashop

Alle anmeldelser - klik herunder

Søg bog eller forfatter

Den daglige mordforsyning PDF Udskriv Email

 
 
 
Ulrik Lehrmann
Den daglige mordforsyning
198 sider
Aalborg Uniuversitetsforlag
 
Det er altid spændende, når ens læsevaner, behov for spænding og mediernes behov for opfyldelse af behovene bliver sat under lup og analyseret.
Uanset hvor meget, man læser, bliver man i hvert fald klogere på, hvor meget, man falder i, og hvor hurtig, man er til at købe formiddagsaviserne, der er fyldt med mord, gangsterdramaer og forbrydelser.
Bogen her er en flot analyse af mordjournalistik, hvordan den blev opfundet i sidste halvdel af 1800-tallet, forfinet gennem nu mere end 100 år, og hvordan genren nu bliver det daglige bungyjump - krævet af folket, serveret af aviserne, der vil gå rigtig langt i kampen om de snart adskillige tiere, som en avis koster.
Bogen fortæller, hvordan trangen til at vide noget spændende ganske vist går tilbage til 1600-1700-tallets skillingsviser. Så går historien videre over en lang, lang periode med nøgterne og saglige beskrivelser af forbryderne, hvor der blev overladt en hel del til læsernes fantasi, nok fordi det mest af alt samtidig betragtedes som dårlig smag at interessere sig for den slags.
Og så gennem et hav af eksempler på mere eller mindre kendte forbrydelser når vi op til vore dage, hvor følelserne og engagement i takt med samfundsudviklingen dukker op mellem linjerne for så fuldstændig nærmest at tage magten fra læseren og overtage styringen af, hvad vedkommende egentlig skal mene.
Det sidste er kun en del af det hele. Der er så mange fine analyser, betragtninger og optegnelser omkring de enkelte forbrydere, hvoraf disse beskrivelser bliver sat ind i sammenhæng med litteraturen på området som f.eks. Anders Bodelsen og Poul Ørum var flittige leverandører af.
Bogen afsøger forholdet mellem dramaturgi og journalistisk reportage i henholdsvis journalistik og fiktion.
Og den gør det på en let, overskuelig måde, så hvis man er interesseret i samfundets udvikling, ja så kunne man provokerende antyde, at det for en stund kunne være noget at læse denne bog, hvis forbrydelser og sprogbrug kunne være et spejlbillede af udviklingen i Danmark - og resten af verden for den sags skyld.
Det er interessant, at Ulrik Lehrmann har sat sig for at skrive nærmest en afhandling om det vigtige område, som vi stort set alle dagligt beskæftiger os med; ved at se en TV-avis, læse en overskrift, høre noget på gaden.
Han gør det på en medrivende måde med stribevis af eksempler, grafer, kurver og statistikker. Flot research. Det må man tage hatten af for.