Fordi jeg siger det!

Renée Toft Simonsen hæver

niveauet i nyt værk om børn

Kunsten i at få folk til at tænke, reflektere og lære nyt består i at forene og tage udgangspunkt i det velkendte og forudsigelige og krydre det med overraskelsesmomenter og aha-oplevelser. Bogen her bærer præg af det hele. I pressemeddelelsen mener redaktionen  frimodigt, at dagens forældre i jagten på ny viden er overladt til ”glittede forældremagasiner og tv-underholdningsprogrammer, der lokker med firkantede quides til den gode opdragelse”. Den skal man sluge, før man går ombord i bogen og med et suk umiddelbart oplever, at den ikke kan gøre det meget bedre.

Indlæggene fra mange af bogens 21 skribenter, fra pædagogiske professorer til forskere og forfattere, oser af almindeligheder, krav og hverdagens snusfornuftige og mere eller mindre trendy holdninger som ”Det handler om at give barnet positive erfaringer”, ”Det handler om at give barnet substans og dybde”, ”Lær dit barn at lære og aflære”, ”Lær dit barn at gå offline”, ”Lær dit barn at være fleksibelt”, ”Giv dit barn et indre anker”, ”At vælge er at vælge fra”. ”Den voksne skal derfor finde passende udfordringer”, ”Vi ved i dag, at børn fødes kompetente”, ”Moderen skulle nok i stedet have sagt” ”hun må sætte sig i Lines sted og anerkende . . .”. ,”Børn skal inddrages, ikke opdrages”, ”Er man uforsigtig i den måde, man viser kærlighed på, risikerer man altså at give børnene en dårlig start på livet”. 

Et afsnit indeholder et forsøg på at hjælpe forældre til at afdække, hvorvidt man overbeskytter sine børn. Det kan man gøre, mener indlæggets forfatter, ved at stille sig selv otte spørgsmål om, hvorvidt man kører dem i skole, laver lektier for dem, lader børnene bestemme aftenens menu, og om husets pige har fået malet værelset lyserødt. Lyntesten giver ingen mening, for man kan udmærket svare nej til alle spørgsmålene, føle sig frikendt, og alligevel være ekstremt overbeskyttende - bare i andre issues. Postulaterne og de lidt for rigtige meninger og ”påbud” i bogen står og glammer tomt ud i luften, mens man savner at komme en del spadestik dybere. Hvorfor er vi som forældre ofte overbeskyttende? Skyldes det håbet om, at vi bliver anerkendt af vore egne forældre som gode, velopdragne perfektionister? Hvilken angst driver os til at forsøge at undgå, vores børn skal have det dårligt? Hvordan lærer vi børn at slappe af, når vi selv er stressede?  Er vi som forældre selv lykkelige, og hvorfor ikke, og på hvilken måde kan vi komme ud af en rolle, der er en del af en identitet, og så vi sammenlagt kan slappe mere af i forældrerollen og blive rigtigt gode for vore børn?

Videre er der faktuelle og holdningsmæssige ting i bogen, der skriger på modspil. Ved vi vitterligt ikke idag, hvor 80ernes fighterbørn blev af? Om zap-kulturens unge gik til grunde eller sidder i højtlønnede stillinger? Kunne sådan noget ikke undersøges hos Danmarks Statistik eller andre? Er danskerne virkeligt det lykkeligste folkefærd – (på lykkepiller??) Har effektivitet og velstand aldrig været bedre? Hmmmm!

Når alt dette er sagt, så er der ét indlæg i bogen, der litterært og skønsomt bryder lysår op over samtlige andre skribenters ofte meget afhandlingsprægede og læringsvidenskabelige teoretiseren.

Det er en hjerteskærende smuk beretning i brev-form skrevet af Renée Toft Simonsen. Brevet har helt sin egen, unikke personlige stil og gløder af smerte mange gange undervejs i læsningen, så man får tårer i øjnene (og må lægge bogen til side for at tage en puster) af hendes meget hjertelige brev til sin datter. En mor ser her ganske alvorligt indad og forsøger at granske frem i sig selv, hvorfor det dog gik så galt imellem hende og datteren den dag. Og hvordan det er, at datteren mange andre dage bliver udsat for ubehageligheder, der skyldes forældres og omgivelsernes åbenlyst blinde pletter. Hvilke mangelfuldheder kan en forældre dog uforvarende komme til medbringe og dermed skadesforvolde i relationen med sin datter, der bare forsøger at gøre det hele så godt som muligt? Toft Simonsens forbilledlige beretning falder lejlighedsvis ud af sin skønlitterære, vedkommende og højklare stil, fordi hun har så meget også fagligt på hjerte, at det løber over, men det skal hun være tilgivet. For indlægget alene kan sagtens bære et køb af bogen. –

OG Når så følelserne og hjertet takket være Toft Simonsen er kommet med, så tager man turen igennem bogen én gang mere, og så viser det sig, at bogen alligevel er godt dækkende for sin undertitel ”21 tankevækkere om børneopdragelse”. Den HAR sat tankerne i gang, den HAR provokeret holdninger til bearbejdelse, den FORMÅR at spæde til debatten om børns liv, omend ikke med nye vinkler, så med en form for sammenhæng og kongruens tilsat vendinger, man ikke lige har oplevet før. Som det at læse, hvorledes vi opdrager børn i et med et rammende udtryk turbosamfund. Som det at blive konfronteret med, at forældres egne erfaringer fra barndom og ungdom muligvis (og muligvis ikke) er irrellevante i opdragelsen. Og som at tænke over, at vores familieliv bliver mere sårbart, som tiden og årene kommer, og at vi må forholde os til, hvorvidt og hvordan vi skal gøre vore børn mere omstillingsparate.

Bogen lægger i sin enkle stil, bevidst og ubevidst op til at føre læsernes tanker hen over slægters tidslommer og få os til at føle os cementeret i en cyklus, som til alle tider har villet det bedste for livet og for generationer to come. Bogen er tydeligvis skrevet af og for overskuds-mennesker, der i forvejen stiller spørgsmål ved, forhåbentligt da, sig selv og forholder sig kritisk til ditto og det, de omgiver sig med. Og som knæsætter holdninger, der er egnet til gode diskussioner ved middagsborde, som står i hjem, hvor forældre og fagfolk er indstillet på at vækste. Med det in mente kan man få fin fornøjelse af bogen, der i et flot tryk og venligt layout er krydret med fine og nærhedsskabende billeder af sårbare, tænksomme og alligevel åbne og tilgængelige børn.

Finn Byrgesen, 7. august 2009.