Udskriv

Pundik og Krasnik af Allan Sørensen

 

Allan Sørensen
Pundik og Krasnik
282 sider
Kristeligt Dagblads Forlag

Det er helt utroligt, hvad de to garvede rotter har fået ud af en snak om Mellemøsten. Emnerne dernedefra er jo, hvad de er, og man forstår, at den unge, rimeligt nyslebne Krasnik og den karismatiske og legendariske Herbert Pundik på mange måder anskuer Mellemøstproblematikken ud fra hver deres verdenshjørne. På nogle punkter er de enige, på andre ikke, men det smukke ved bogen er, at loyaliteten består trods forskellighederne. Og at vi af det kan lære, at det er det, der er liv i, at det er det, som sejler skibet videre og lader verden udvikle sig.
Hver især har de vægt og fylde og bidrager i bogen med mange spændende anskuelser, detaljer og synspunkter. Det går over stok og sten, og en passant får de to kæmper hver især indsparket fodnoter og debatoplæg og et meget ømtåleligt emne.
Kristeligt Dagblads korrespondent i Mellemøsten, Allan Sørensen, har lavet en fremragende samtalebog om to kendte jøder, som på hver deres måde skaber plads til eftertanke og rum omkring sig og nuancerer deres synspunkter, på smuk, jævnt, godt, stort, farverigt og humoristisk vis.
Herbert Pundiks måtte i en meget ung alder flygte til Sverige, mens Martin Krasniks bedstefar blev sendt i koncentrationslejr. Disse oplevelser har på hver deres måde mærket de to for livet. Og har sat sig så dybe spor, at deres iver og engagement brænder igennem og langt ud over bogryggen og siderne til os læsere, der blot må tænke "hold da op for en samtalebog. Godt udgivet. Den har en mission".
Den viser og fortæller os ud fra to generationers synspunkt noget om jøder, kultur og holacaust.
Ind imellem blander Allan Sørensen sig med et spørgsmål og hjælper samtalen igang. Og igang kommer den, skal vi love for.
Bogen lærer os, at er man optaget og engageret i et emne, skal man ikke være bange for at åbne munden. Det værste, der kan ske er, at folk synes, man er for dominerende, eller at man er for langt ude. Bare ærgerligt for dem. Vi har alle lov at have vore synspunkter.
Bogen er godt sammenskrevet og spiller godt på de nuancer, der kommer af, at Herbert Pundik altid har været godt forankret i jødedommen, mens Krasnik har været mere søgende efter meningen.
Man kunne polemisk sige, at det er derfor, han kan have følgende passus i bogen.
"Man føler sig nogle gange som araber, når man er jøde og bor i Skandinavien".
Identitetsforvirring? Vi ved det ikke. Men der er i hvert fald nuancer på drengen i bogen, og det gør godt. Verden er stadig ikke sort/hvid.