Majorens sidste forelskelse af Helen Simonsen

Helen Simonsen
Majorens sidste forelskelse
432 sider
Politikens Forlag
Oversættelse: Kirsten A. Nielsen

Det er en helstøbt fornøjelse at læse en roman som denne. A good read.
Vi er helt nede på jorden og nyder hverdagens detailbeskrivelser. Det er dejligt at læse debutanter, der formår at blive ved jorden og på ingen måde skal gøre noget fancy for at forsøge at imponere. Ingen sproglige ekstravagancer, ingen smarte dialoger for smarthedens skyld, bare stille og roligt.
Som læser forbliver man rolig og fattet hele vejen igennem med et stænk af fordums storhed, alene i sproget.
Historien handler om den pensionerede major Ernest Pettigrew, der bliver glad for en nytilflytter, Mrs. Ali, en fremmed kioskejer i en lille britisk landsby.
Vi mærker og oplever småborgerligheden, ikke ondt og skarpt men blidt og fokuseret. Helen Simonsen forstår at servere fordømmelsen uden, at den gør ondt.
Der er også små hips og morsomme dialoger om racismen, der lurer rundt omkring:
"Hør her, jeg er sikker på, at han er en fin fyr. Men man kan ikke være for forsigtig i din alder" . . ."Der har været mange tilfælde med ældre mennesker, som er blevet narret af svindlere" . . . .
"Hvad mener du med ældre mennesker?"
"Man skal være særlig forsigtig med udlændinge".
"Gælder det også amerikanere"?
"Vær nu ikke så latterlig!
Urkomisk retorik.
Sådan er det hele vejen igennem. Fordomme bliver elegant luftet, menneskesindet bliver beskrevet detaljeret og alligevel fantasiæggende, og sidst men ikke mindst:
Vi bliver mindet på, at der fortsat kan gå ild i gamle huse, og at man nogle gange bliver nødt til at stå op for sig selv og gøre det nødvendige.
Firkantet udledt: A man´s gotta do, what a man´s gotta do.