Visitors hit counter, stats, email report, location on a map, SEO for Joomla, Wordpress, Drupal, Magento and Prestashop

Alle anmeldelser - klik herunder

Søg bog eller forfatter

PDF Udskriv Email

Lyst til mere lyst
af Cecilie Lolk Tommerup

Cecilie Lolk Tommerup
Lyst til mere lyst
190 sider
Nyt Nordisk Forlag

Her er tale om en bog, der tager kvinders lidenskab og passion alvorligt. Forstået således at der ser ud til at være gjort alt for, at læserne skal nå ind til kernen af behovene på lystsiden og få det frem, som man måske ofte har svært ved at få frem, men når det kommer, så er det så dejligt og inderligt, at det ansporer til gentagelse.

En samlet vurdering er, at værket kan være ganske inspirerende og motiverende udi elskov og lyst, men at forfatteren har tilbøjelighed til unødig vekslen mellem den dybe, varme og kærlige fremstilling af seksuallivets mange smukke nuancer, og så den populistiske måde, som man ved sælger. Eller også kørte hun træt i, at ting kan blive for seriøse, det er ikke til at vide . . .

Der er mange absolutte konstateringer om, at sådan er tingene og om undersøgelser om det ene det eller andet. Vi ville gerne have kendt kilderne til disse undersøgelser. F.eks. spørger man siger selv, hvad "nyere undersøgelser" er for en størrelse.

Forfatteren mener eksempelvis, at nyere undersøgelser viser, at kun en trediedel af de danske kvinder automatisk tænder og spontant oplever lystfølelse, når de ser en lækker mand. At de allerede er tændt, før de har fået det mindste kys eller kærtegn.

Er det en bred, videnskabelig vifte af kvinder undersøgt med en kontrolgruppe og 100 spørgsmål, eller taler vi om 50 spørgeskemaer med Enig eller Uenig fra Alt for Damerne eller fra Tidens Kvinder, hvis målgruppe i sig selv jo er noget differentieret. Spørgsmålet er interessant, idet undersøgelsens konklusion bliver brugt til indirekte at konkludere, at det er mandens ansvar at sætte fut i fejemøjet. Taler vi således her om en i forvejen meget levende og eksperimenterende del af danske kvinder, eller er det den gennemsnitlige kvinde, vi taler om?

Denne anmelder er med en erfaring på 14 års terapeutisk praksis ikke enig i, at lyst nødvendigvis smager af mere lyst. Lyst er en tilstand, der som mange andre følelser kan overvælde en, og er man ikke gearet til at kunne rumme den, så kan man sætte en barriere op, så man går i forsvar -, fordi man har lært at være en pæn pige, fordi utugt er upassende, fordi you name it. Forfatteren har ret i, at det kræver mod at have lyst. At det nogle gange er nemmere at være hende, der ikke har lyst. Men det er kun en del af sandheden. Lyst kan få en til at få ulyst.

Når det er sagt, så kommer bogen ind på mange yderst væsentlige aspekter ved seksuallivet og lysten. At man som kvinde ofte glemmer at mærke sig selv, fordi man har fokus på andre, at lystfølelse og manglen på samme også handler om egoisme, negative tanker, perfektionisme, kontrol.

Det er klogt af forfatteren at stille læseren en række spørgsmål gennem bogen: Har du lyst til dit eget selskab? Har du lyst til din egen krop? Kender du din egen krop? Kan du mærke den? Det er i sådanne spørgsmål og spørgsmålenes svar, at guldet ligger og ikke i andre kapitlers letkøbte løsninger til børnefamiliernes trængsler: I bliver nødt til at knalde i frokostpausen, mens børnene ser Disney-sjov, om formiddagen, når mormor eller en skolepige tager børnene med på legepladsen eller et snigerknald midt om natten. Den slags hurtige og smarte løsninger står i kontrast til de øjeblikkeligt opfølgende, meget vigtige konklusioner om, at god sex ikke altid er, når begge parter får noget ud af det, men at det kan være inderligt dejligt at give af hjertet til den, man elsker, fordi man elsker at se den anden nyde og blive glad. Bingo.

Det skal således siges, at der i Lyst til Mere Lyst er sandheder og beskrivelser af udfordringer i et godt sexliv af meget høj karakter, der dog ind imellem skæmmes af psykologiske forbiere:

F.eks. mener forfatteren, at lyst giver ro til at sove om natten, at lyst giver lyst til at grine, og at lysten får lyst til at give efter og safter til at løbe. Og at lyst giver lyst til flere aspekter af livet. Udmærkede pointer, og mener forfatteren at have det sådan, er det jo helt fint. Psykologien fortæller imidlertid, at det menneskeligt set forholder sig lige omvendt. At det er latteren, der får en til at få lyst, at det er løb og motion, der får en til at få lyst, at det er evnen til at sove om natten og finde ro i sindet, der får en til at få lyst, at det er evnen til at være kreativ og sanselig, der skærper nuancerne, og SÅ får man i tilgift mere lyst. Dette er en vigtig pointe, der animerer en til at opbygge sig selv som menneske først og fremmest. Først når de basale behov er dækket, er der overskud til det frække.

Der er i bogen mange fine og meget lystbetonede og også overraskende elementer i bogen. Masser af sanselighed omkring friske, modne figner, døren til en herreomklædning, tæt tango, dyrt, duftende skumbad, blød musik, fyldte chokolader, at bade i silende sommerregn og våde kys. Herfter nogle gode råd om at vælge sin elsker med alle sanser -, måske via næsen. Herfter kommer Kristine på 28, Selma på 37, Eva på 43, Mette på 51 og Sofie på 36 med hver deres én for én meget udmærkede og i sig selv ganske ophidsende, småhistorier om deres sexliv. Vi ville dog igen gerne, om forfatteren havde fortalt lidt mere om disse mennesker. Var de 8-16-folk, var de opdraget i hjem med hænderne over dynen, er de fraskilte, har de børn omkring sig osv osv. Historierne kan være inspirerende at læse hver for sig, og dejligt for Mary på 42, at hun er nået frem til at acceptere sig selv og at have udviklet sin evne til at være i dybe, intime følelser med mennesker generelt. Men hvor kommer Mary fra, og hvor skal hun hen? Vi savner at vide, om hun vitterligt er en af vor egne, eller om hun har været på inspirationsturné i en ashram i Himalaya først. Vigtigt ville det være at vide, hvordan disse kvinder har arbejdet med sig selv, hvor længe, under hvilke vilkår - og om overhovedet.

Bogen har tillige en del forhastede konklusioner. Hvis du er den heldige, der går og venter på prinsen, er solosex en sand gave. Den giver dig mere ro, så du bliver mindre needy, mindre hund i dit eget begær og i din søgen efter den rigtige.

Vi er helt sikre på, at mange solosild ofte keder sig bravt med den ene hånd under trussekanten og netop derfor af savn og længsel efter et godt stykke mandfolk kaster sig bravt ud i et forhold, der måske endda er dømt til at mislykkes, fordi libido er lidt for høj, og fordi man fokuserer på det forkerte. Så det er mere nuanceret end som så.

Forfatteren finder så på et tidspunkt i bogen fire modige kvinder, som hun skriver, der gerne vil fortælle, hvordan de nogle gange gør. Og så skal vi ellers love for, at vi i bogstavelig forstand bliver taget ved hånden og får sexkrabadskere serveret, så ikke en pupil står stille, og der ikke er overladt meget til fantasien. Det er muligt, forfatteren vitterligt har været så heldig at finde fire modige kvinder, som hun skriver, men historierne kan desværre forveksles med cases, der fra tid til anden udspringer fra lidt for opfindsomme forfatteres egen erfaring - måske nærmeste omgangskreds. Det er ikke sikkert, det er sådan her. Vi efterlyser blot en lidt anderledes måde at servere tingene på end den populistiske og traditionelle.

Der er megen humor i bogen, og det hjælper absolut med at få det alvorlige og alligevel så spændende og pirrende emne til at glide ned på en let måde. Plus for det. Bl.a. opfordrer forfatteren kvinder til at gå på opdagelse hos den lokale grønthandler efter økodildoer som squash, gulerødder eller agurker, ligesom vi får inskription fra et dørtoilet om, hvor vigtigt det er at finde en mand, der hjælper til med husholdningen, som rydder op efter sig, som har et job, som kan få en til at le, som man kan stole på, som ikke lyver, som er god i sengen og ikke kan få nok af din krop - og så kommer pointen -, at det er supervigtigt, at disse mænd ikke kender hinanden. . . . .

Bogen indeholder en række ufatteligt gode udsagn om den kloge kvinde, som vælger sine kampe med omhu, som er god til at sige undskyld, som ved, at manden ønsker at gøre sin kvinde lykkelig, som ikke brokker sig over hans dårlige rengøring, som er god til at give slip på nag, hævnlyst og gamle eskapader, og som roser ham jævnligt, mens andre, han kender, lytter til. Og, og nu siger vi øv, så skamferer forfatteren disse ærlige og oprigtige selvudtryk ved at opfordre til at bruge kvindelist - ganske vist konstruktivt - for at få det bedste frem i ham. Så er det som om, at det hele bliver lidt smadret, for KVINDElist er oprindeligt et udtryk for KRIGSlist, det stik modsatte af alt det andet velmente fra kærlighed til respekt. Ærgerligt med disse skampletter og psykolgiske smuttere, der ganske vist kan tåles af velbevandrede og rummelige kvinder, mens man som nybegynder udi parforhold nok kan blive lidt forvirret over, hvilke redskaber, man skal vælge.

Bogen arbejder på et vist energetisk og højt sanseligt niveau, som krydres med essensen i Elvis Presleys gamle schlager A little less conversation a little more action.