Visitors hit counter, stats, email report, location on a map, SEO for Joomla, Wordpress, Drupal, Magento and Prestashop

Alle anmeldelser - klik herunder

Søg bog eller forfatter

Knud den store PDF Udskriv Email
Hanne-Vibeke Holst
Knud den store
577 sider
Gyldendal
Der er ikke noget at snakke om. Den her bog er fantastisk. Det er helt sikkert, at den bliver stående som en af Hanne-Vibeke Holsts hovedværker. Det vil utvivlsomt glæde hende ekstraordinært, idet det jo er en fortælling om hendes egen far, digteren og forfatteren Knud Holst, et menneskes storhed og fald.
Det er naturligvis modigt på forskellige niveauer at gøre sin egen familie, sit eget ophav til centrum for en roman. Dels er der det faktuelle i det, får man nu også historien skrevet, som den reelt var, eller får de sædvanlige opvækstmæssige erindringsforskydninger lov at træde frem og pille ved centrale punkter. Må man farve historien uden, at den lider skade. Og hvordan vil det være for forfatteren selv? Kan hun lægge afstand til de følelsesmæssige bånd, og hvordan vil det påvirke hendes eget sind, efterhånden som historien skrider frem - og ikke mindst. Hvordan har hun det, når værket er færdig. Alle disse overvejelser må mindst ubevidst have rumsteret rundt i forfatteren før skrivningen.
Uanset hvad, så har Hanne-Vibeke serveret en perle for os. Dels får vi indblik i, hvilken barndom og hvilken kultur hun selv var en del af, men ikke mindst bliver vi fortalt en dokumentar om et skrøbeligt sind, der måtte gå så mange trange ting, fornedrelser og ydmygelser igennem, at det trænger igennem til os læsere og rusker os så meget, at det er en af de bøger, man har lyst til at læse tre gange på en weekend og pakke sig langt, langt væk med for at være i fred med.
"Indadtil er han som en smeltende gletcher, i hvis hvirvlende malstrøm alt rives med. Den, han var, de begrænsninger der har holdt ham tilbage.  Hun forvandler ham, fylder ham med helium, så han bliver en mere utvungen, gladere udgave af sig selv".
En forelskelse har ramt Knud, og hans udkårne Bu får ham til at føle og gøre ting i sit indre, som Hanne-Vibeke malerisk får ud til læserne og sætter spot på, at en forelskelse, i en anden, i livet i arbejdet, i stoltheden og glæden og anerkendelsen, kan være så stor og grum, at den kan feje benene så meget væk under en, at man nærmest bliver udslettet fra jordens overflade. Forelskelsen i Bo, som for Knud bliver til kærlighed, er knugende godt beskrevet og får vi andre ikke-forfattere til at bøje os ydmygt over for en skribent, der som Hanne-Vibeke virkelig kan beskrive følelser ud over mange, mange sider, så det aldrig bliver kedeligt, og det samtidig føles helt naturligt, at sådan skal det siges.
Vi får et  tema beskrevet om et menneske, der gennem livet ligger under for skønheden og storheden i det universelle, og som  gennem sit liv grueligt og arret undervejs og tilsidst måtte mærke konsekvenserne af. Og som berettiger bogen mere end mange psykolgibøger, idet den beskriver den følsomhed og skrøbelighed, hvormed Knud vokser til, får sin andel af glæden, succesen og den bittersøde smerte, han i nederlag efter nederlag aldrig kommer ud over og dermed bliver offer for verdens mangesidede uhyrer.
Ydmygelsen, fornedrelsen, forkastelsen ligger hele tiden som undertone gennem Knud Holsts færden, det er knagende godt beskrevet lige fra hans angst for, at hele byen skal tale om hans nye kærlighed og til hans møde mange år senere med en selvoptaget journalist fra Berlingske.
Var Knud den Store for god til denne verden? Var han for blød? For digteris?. For lidt ihærdig eller bare almindeligt laurbærhvilende i, at nu fik han endelig succes, så var det nok.
Bogens genialitet er, at den beskriver, hvad der skete og på samme tid åbner lige så mange spørgsmål, som den besvarer. Der er en perfekt balance mellem Hanne-Vibeke Holsts evne til at gå på opdagelse i et andet menneske og så servere stoffet for læseren, så det bliver bevægende.