Søren Mørch
Fogh
292 sider
Gyldendal

Det er lykkedes for historikeren Søren Mørch at male et billede, vi kendte til i forvejen og på overbevisende måde karikere det.  Et billede af en tidligere statsminister, der velpoleret og med afstand til folk var magtmenneske og holdt fast i magten med næb og klør for at blive i den - og gjorde det med stor kløgt. Den del af historien er glimrende fortalt, og bogen, skal det siges, giver også stof til eftertanke omkring de mennesker, der bliver valgt på tinge og andre steder i landet. Hvor kommer de fra, hvilken historie er de en del af, hvad vil de med deres og vores liv, og hvad fortæller de i virkeligheden ikke os.

Bogen virker meget som et efterskrift om en periode i dansk politik og om en kold og stilren politiker, der tilsyneladende aldrig slingrede i valsen. Men som ifølge forfatteren gjorde det rigtig meget ved i det skjulte gennem årene at påtage sig nye holdninger. Denne sidste analyse skal Søren Mørch også have tak for, det er spot on, og vi må sige, at det vækker stof til eftertanke om, hvad politikere kan komme igennem med, hvis det er de det gør, uden at størstedelen af befolkningen, pressen inklusive, bemærker det.

Flot nok.

Men - - -

For nogle år siden skrev Søren Mørch en bog om Falck. I TV var han fremme og sige, at han da var hamrende ligeglad med, hvad folk og Falck selv mente om bogen. Man kan i sandhed sige, at det ser ud som om, han fortsætter den ligeglade stil - overfor såvel den aktuelle bogs implicerede hovedpersoner som læserne samt eget eftermæle.
Fremstillingen af Fogh og hans år ved magten er - sådan virker det - et forsøg på at påvirke stemningen omkring historieskrivningen og Fogh. I stedet er bogen dog meget blevet til en helstøbt handling udi at påvirke sit eget ellers nogenlunde omdømme.

Forfatteren har i et efterord da også travlt med at takke en anden historiker for at fange en række faktuelle fejl i Søren Mørchs manuskript. En ganske iøjnefaldende og selvudleverende kommentar, idet man burde formode, at en historiker netop har blik for detaljen og fanger de fejl, der allerhøjst burde forekomme i notaterne til en kladde.

Det har han åbenbart ikke gjort, lige så lidt som han har løftet blikket udover sine egne subjektive kommentarer, der mere end ofte er både arrogante og nedladende grænsende til bitre lussinger.

Her bare nogle få citater. Vi starter med Anders Fogh Rasmussens far:

Han blev gift med Martha Fogh. Hun var lille og væver, en glad sjæl, men ikke så køn . . . Martha beundrede og forgudede livet igennem den høje, flotte og statelige mand, hun havde været så heldig at blive gift med.

Tak for kaffe. En grov udhængning af mindst to personer. Stilen er lagt, og den berømmede historiker fortsætter bogen igennem:

Knud Rasmussen satsede på svineavl, men han var uheldig eller ikke dygtig nok.

Fra barnsben udviklede Anders Fogh Rasmussen sig til det, han blev, et ordentligt menneske med styr på sine ting, men i påfaldende grad uden sociale kompetencer. Uden nære venner, uden kærester . . .

Pia Kjærsgaard kalder han en letvægter i politik, dog tidligt i hendes karriere, og han kommer naturligt nok også rundt om de mange uuddannede og "udannede" mennesker, som udgør Dansk Folkeparti, og de "var ikke gode til at argumentere for deres synspunkter", og Pia Kjærsgaard forsøger han at klæde endnu mere af, når han skriver, at hun har den opfattelse af verden, som man har, når ens teoretiske orientering bygger på ni års skolegang.

Spindoktorer mener han er journalister med en bachelorgrad på niveau med lærerer, politifolk og sygeplejersker ude afstand til at matche de akademiske embedsfolk.

Det lykkes ikke for Søren Mørch at analysere sig frem til ret mange og ret meget, der er godt under Fogh, bortset fra en stræbsom og ambitiøs mand, der laver politiske baglænse saltormortaler med dobbelt skrue under Muhammed-krisen og har blikket hævet ud mod fjerne horisonter.

Jesper Langballe blev præst via en light-uddannelse indført i halvfjerdserne på grund af præstemangel, og først da, hedder det socialdemokraterne fumlede sig ind somdeltagere i krigspolitikken . . . . skete der det og det

"Fogh" er den første biografi, vi har læst, hvor det lykkes en forfatter at leve en varedeklaration, hvor ni sider forløber uden at nævne hovedpersonens navn mere end to gange. Det må siges at være et slags mesterstykke lige såmeget som Søren Mørch ganske overraskende og uden at forklare nærmere kalder Helle Thorning-Scmidts udtalelse "jeg kan slå Anders Fogh" som et retorisk mesterstykke.

Hjemme ved kakkelbordene så vælgerne bare ham (Poul Nyrup Rasmussen, red.) med den komiske cykelhjelm og efterlønsgarantien ifærd med at rive en bog i stykker. . .  .En rasende mand som ødelagde bogen, mener Søren Mørch og klukler over tilbageblikket, hvor Statsministeren dengang river sider ud af udfordrerens bog om minimalstaten.

Poul Nyrup Rasmussen var for en gangs skyld klar i mælet. Det gav ham for en gangs skyld det statsmands-look-a-like, han så ihærdigt havde ødelagtmedsin efterlønsgaranti og sin cykelhjelm, mener Søren Mørch og er åbenbart hamrende ligeglad med, at såvel Anders Fogh som Lars Lykke både før og siden har optrådt som sportsmænd i medierne med tricoter og hjelm.

Og sådan bliver det ved.

En historiker er naturligvis berettiget til at skrive, som han lyster. Og lade eftertiden om kildeudvælgelsen. Bogen her er dog befængt med så mange for os at se helt unødvendige kommentarer og absolut subjektive bedømmelser, at sagligheden og seriøsiteten lider skade.