Visitors hit counter, stats, email report, location on a map, SEO for Joomla, Wordpress, Drupal, Magento and Prestashop

Alle anmeldelser - klik herunder

Søg bog eller forfatter

Pia - Fordi jeg var nødt til det PDF Udskriv Email

 

Pia Kjærsgaard
Fordi jeg var nødt til det
336 sider
Gyldendal

Det er meget lidt klædeligt, når mennesker, der har fået magt, begynder at klæde andre mennesker af. Det gør Pia Kjærsgaard desværre alt for meget i bogen her. Så meget, at man taber noget af den respekt som man hidtil har kunne have for hendes væsen, skarphed og vid.
Der er simpelthen lagt i kakkelovnen til for mange mennesker. Noget som Pia med sin magt og position burde have været højt hævet over at beklikke andre med. Ovenikøbet når hun selv postulerer, at magt korrumperer, men siger "jeg mener ikke selv, jeg er blevet grebet af magten".
Selv mener hun i bogen, det er frækt, som hun ofte er blevet hængt ud. Nu må man så sige, at hun gør gengæld ved at hænge andre mennesker ud.
Mogens Glistrup mener hun var enegængeragtig, mystisk og uopnåelig. og bedøvende ligeglad med andre end sine nærmeste. Hun føler sig tydeligvis uretfærdigt behandlet over, at Glistrup fra sin fængselscelle ikke ville give hende de råd, hun mente, en mand af hans format nok skulle have givet hende for, at hun kunne komme videre politisk. Uffe Elleman kalder hun arrogant, og hun gik sågar til Ekstra Bladet, fordi han i en kamps hede havde kaldt hende en led kælling.  
Kresten Poulsgaard og Kirsten Jacobsen får også det glatte lag, Richard Ragnvald får indirekte også en lussing ved, at han må trække i land efter sin uheldige TV-optræden med Pia i sangens centrum: "Selv tror jeg, jeg ville gå på vand og brød i stedet for at underkaste mig".
Og langt ind i partiets bagland får hendes egne også nogen på huden:
"Kristian og Peter (Thuesen Dahl og Skaarup, red) er desværre ikke så skrappe som mig. Mænd er mere konfliktsky".
Tak for kaffe siger vi bare, de gør det vel blot på deres måde, og ærgerligt hun er gift med en mand, som hun kan få det med, som hun vil have det, inklusive at smide ham ud et stykke tid inde i ægteskabet for herefter at kalde ham hjem igen efter, at hun lige havde sundet sig nogle måneder. Man kan også forbløffes over, at han finder sig i, at hun afgør, om han skal skifte slips, og at han ikke har sat en stopper for hendes verbale udfald mod den ene og den anden i bogen her.
Hvad der kunne været blevet et flot tilbageblik på et liv i politikkens tegn bliver det en bog, der skæmmes af udfald mod den ene og den anden. Der er gode og givende passager, hvor vi får meget at vide om hendes opvækst og barndom og masser af selverkendelse, hvor hun mener, at hun er både tryghedsnarkoman og kontrolfreak. Og vi får også at vide, at hun nyder at være blevet kørt i fin bil af Mærsk McKinney Møller, og at hun havde et fint forhold til Anders Fogh, selv om han naturligvis også får en stikpille ved at hævde, at han af taktiske årssager bejlede til andre partier.
Men der er mange bumper hen af vejen, ganske unødvendige, fordi hun skulle have overskud og kløgt nok til ikke at lange ud efter den ene og den anden.
Hun selv siger i bogen, at hun er såvel en stridskvinde partiets mor, og at den sidstnævnte rolle har hun dyrket, ved også at være efter sine afløsere, der efter hendes mening ikke altid gør det godt nok.
En værdig hærfører ville uanset behovet for at være kontakt og direkte have holdt igen på skrift med sine uforbeholdne meninger om andre. Her må det siges, at hun slet ikke lever op til, hvad man måtte forstå ved en god mor - for nu at blive i det ordvalg hun selv ynder.