Jacob de Lichtenberg Datingens psykologi 335 sider PurePaperPress Denne bog er ekstremt velskrevet og kan sagtens være årsag til, at parforhold holder temmelig meget længere, end de ellers ville have gjort, måske resten af livet, og til, at man får succes blandt kvinder på datingmarkedet. Nærværende anmelder har i fjorten år beskæftiget sig med par og parterapi, og vi er imponerede over den enkle måde, forfatteren formår at fremstille et ellers rimeligt kompliceret materiale på. Han slynger om sig med begreber som assertiv føring og integritet, fysisk tryghed og opløftet stemning, og så er der talrige eksempler på, hvordan man vender en ellers truende provokation fra partners eller mulige partners side til noget humoristisk og konstruktivt. Der er mange bud på, hvordan man fremmer intimiteten mellem mand og kvinde, og ser man bort fra, at bogen som udgangspunkt er skrevet for, at mænd kan blive bedre til at score kvinder, så er den fyldt med perler fra en lang erfaring, som alle i et parforhold kan drage nytte af. Slå f.eks. lyttelapperne ud i stedet for at finde på et spørgsmål at stille hende. Hold om hende hvis hun er ked af det. Måske vil hun ikke holdes om. Så gør det alligevel eller gør noget andet. Tag føringen, vær stærk, vis mod. I forholds opstart, fortæller forfatteren, vil pigen ofte komme med en test af din personlighed, skjult måske, hvor meget sætter du dit værd, er du for bøjelig, kan du klare hendes mutes. Den slags fortsætter, ser det ud til, ofte i forhold gennem mange år, hvor det handler om fortsat for manden at være stærk, at være fører, ikke spørge så meget til, hvad man skal eller ikke skal, men tage styringen og stå inde for det, man mener. Den slags giver plus på kontoen, og det er bogen smaddergod til at illustrere og komme med mange gode eksempler og historier på. Snak ikke så meget konkret om dit arbejde, men giv hende nogle billeder at forholde sig til. Forfatteren mener, at kvinder lever meget på billeder og følelser, og skal hun finde dig tiltrækkende, skal du kunne skabe nogle billeder foran hende. Og du skal turde teten i sengen også og føre an, så går det hele meget bedre Ved førstegangslæsningen kan man godt få det indtryk, at man skal være et overskudsmenneske for at have med kvinder at gøre. Det er på sin vis rigtigt. At være i parforhold er ikke for hængerøve. Hvem gider være sammen med en deprimeret tosse. Her kunne man måske savne et alfabetisk register, hvor man kunne slå ned på, hvad man gør, hvis man er genert. Omvendt tvinger det læseren til at skulle hele materialet og bogen igennem for at få max ud af emnet, og selv om noget af stoffet kan virke lidt tungt at lære, og måske ikke kommer så let til en, hvis man i praksis ï byen ikke har let ved at få tungen på gled, så vinder bogen ved dens seriøsitet og henvisning til psykologiske kilder og undersøgelser. Uden dem havde vi også syntes, det var en fin og lærerig bog.
|