David C. Robertson og Bill Breen
Lego
352 sider
Lindhardt og Ringhof

Det er altid meget spændende og berigende at læse erhvervslitteratur, hvis man tænker nogle spadestik dybere end på linjerne. Udover at bogen her er en fabelagtig historie om det fantastiske kunstgreb, som LEGOS topdirektører de seneste mange år har udført og fået vendt skuden fra en plimsoller til en luksuslinjer -,; ja så er det også historien om engagerede og åbne mennesker, der slider for en sag, som lægger engagement og hjerteblod i det, og til sidst vinder.
Da en af direktørerne kom fra en af de helt store vindere i datidens erhvervsliv, Den Danske Bank, var det slående for ham, at folk i den yderst velkonsoliderede bank altid mødte op på arbejde vrisne og gnavne. Mens det underskudsramte LEGO var indhyllet af en em fra glade medarbejdere.
Sådan kan man overføre begreberne fra den ene ende af samfundet til den anden, fra parforhold til familie, fra fjendskaber til venskaber.
Det handler om at nå ind til kernen, at se på substansen, se på hvorfor indpakningen er fin og flot og stor, og guldet, lystbådene eller den velfriserede plæne står strunk og flot, mens børnene lider af ADHD, farmand af stress, mor af utroskab, og hvor seperationspapirene ER bestilt.
Forlaget har fået LEGO-professoren, sjov titel, David C. Robertson til at vide sig fast helt ind til benet i de allerinderste kamre af LEGOs mangfoldighed. Vi er med hele vejen fra krisen i 2003, ja langt før, og vi får at vide, hvilke chok det var for bestyrelse og direktører at få at vide fra en relativt ung Jørgen Knudstorp, at det stod grueligt galt til med koncernen, som i årevis har været holdt ovenvande af, at familien Kirk-Kristiansen har pumpet personlige formuer ind i den underdrejede kæmpe.
Nogle tøjrvridninger skulle der til, før de ansvarlige forstod budskabet, og de, der ikke forstod det, og ville være med til at få lego tilbage til kerne og klodser, de blev hældt ud, for nu skulle der være arbejdsro.
Det kom der, og side for side bliver vi underholdt med, hvor galt fat, det stod, og hvad der skulle til for at rette op på skuden.
Det gør hjerteskærende ondt på de direktører, der i generationer har arbejdet på den måde, de nu har, og at der kommer en ny mand med andre armbevægelser og luger ud. Bogen udmærker sig ved at tage hele historien om LEGO med, og at man tidligere i livet har forsøgt at eksperimentere med andre projekter. Hvad der gik godt, og hvad der gik galt.
Bogen er mesterligt helstøbt, idet vi ikke blot læser med fra sidelinjen, men at vi kommer om bord i det store LEGO-skib lige fra den spæde start og til dagens verden, hvor seks klodser har tæt ved en milliard kombinationsmuligheder.
Der har indsneget sig nogle ganske få overstegte superlative vendinger i bogen. Det er småting som "Det lader altså til, at alle elsker LEGO Eller i hvert fald lader til at kende det". Nu er der jo pokkers til forskel på indholdet i de to statements, så hvad de lige skal i samme sætning kan undre lidt i en bog, der netop beskriver en total renselsesproces. Men nuvel, vi får også at vide, at der er på nuværende tidspunkt at vide, at der idag findes 80 LEGO-klodser pr. menneske verden over.
Hvordan det lige præcis er regnet ud, og om det stiger eller falder til imorgen, må være svært at have foden på. Om  antallet går op eller ned i takt med at folk fødes og dør, det er et konstant spørgsmål.
Men man må sige, at ser man bort fra disse skuringer og sproglige tilsnigelser, så er der tale om en helstøbt og værdig bog, der beskriver en koncern, der var så meget nede at ligge, som ingen virksomhedsejer ville ønske sig. Men at den ved nogle enorme anstrengelser og med menneskelig åbenhed, sunde forretningsstrategier som f.eks. i en periode at tænke på butiksindehaverne FØR produkt og kunde, ja så er man kommet til at lykkes med noget, der nu langes over diskene - ikke fordi det er nyt, smart og spændende. Men fordi kerneforretningen har skudt papegøjen igen -; om man så må sige: På klods hold.