Jo Nesbø
Politi
527 sider
Modtryk

Politi  er tiende bog i krimiserien om Harry Hole. Flere politimænd bliver fundet dræbt på gamle gerningssteder for uopklarede mord, som de selv har været med til at efterforske. Drabene er ekstremt brutale, og politiet står helt uden spor. Yderligere mangler de deres bedste efterforsker, Harry Hole. På et sygehus ligger en mand i koma. Han bliver døgnovervåget af politiet, men ingen ved, hvem den mystiske patient er.
Og hvad får vi så denne gang. Kan vandene bære, og spiller klaveret stadig?
Ja, det gør det.
En ekstrem hudløs og følsom skildring af en masse mennesker, der er skrevet af en sand krimikunstner.  Fyldt med mystik, drillerier og gådefulde plots, der ender et helt andet sted, end selv garvede yndere af genren ville så meget som at have overvejet.
Siden sidst er der i denne roman tilføjet lidt romantik og sentimentalitet - måske forfatteren har ladet sig påvirke af tidens åndelige længsel -, og her og der har der sneget sig så mange sproglige metaforer ind, at man må opgive alt andet og fraskrive sig den opvask, der stadig flyder på køkkenbordet, når vi er nået kun en trediedel ind i romanen.
Med andre ord: Det er endnu en gang lykkedes Jo Nesbø at skabe et værk af dimensioner, som indeholder også beskrivelser af dagligdags ting på en spændende måde.
Hvad med f.eks. denne her:
På vej gennem bomstationerne før motorvejen faldt der en let nedbør, som vinduesviskerne mere opsugede end fjernede.
Og man klukler, når man læser forfatterens evne til at bringe herhjemme forholdsvis ukendte Merle Haggard og dermed en fortidig, musikalsk epoke ind i billedet sammen med et gran af humor, når han i trafikken bevæger sig gennem rundkørslerne med "skilteafdelingens practical jokes".
Sådanne beskrivelser bare sådan tilfældigt drysset ud over siderne gør læsningen til mere end læsning. Det gør den til en oplevelse. Sprogligt meget varieret. Tempomæssigt afbalanceret, engageret og mennskeligt medrivende.
Forfatteren kan sit kram.