Vinter i Prag Udskriv


Madeleine Albright
Vinter i Prag
490 sider
Gads Forlag

Vinter i Prag er den verdenskendte, tjekkiskfødte politiker Madeleine Albrights stærkt personlige historie om sin egen og sin families skæbne under og efter 2. Verdenskrigs grusomheder. Det er historien om en barndom i skyggen af jødeudryddelser, kommunismens fremmarch og Den Kolde Krigs begyndelse. Madeleine Albright tager læseren med på flugt fra fødebyen Prag til Londons beskyttelsesrum og videre med ind i hjertet afamerikansk og europæisk politik. Albrights betragtninger om sit hjemland, sine jødiske aner - herunder hendes bedsteforældres skæbne i koncentrationslejren Theresienstadt, som hun først fik det fulde kendskab til som voksen - og tilværelsens store moralske dilemmaer, personlige som politiske, gør bogen til et stykke verdenshistorie af den mest vedkommende slags.
Det er historien om en barndom i skyggen af Det Tredie Rige, jødeudryddelser, kommunismens fremmarch og den kolde krigs begyndelse.
Det er naturligvis en barsk bog, der er skrevet ud fra forskellige kontekster af en intellektuel kapacitet og en politisk begavelse ud over de sædvanlige. Den griber historikerne, den griber politikerne, den griber fagfolk med interesse i 2. Verdenskrig, og den griber lægmand, der rystes og røres over de grusomheder, Hitler og hans slæng tilvejebragte, og som gjorde, at en lang række af Madelines familiemedlemmer blev henrettet.
Vi kommer frygtelig tæt på de voldsomme begivenheder i Theresienstadt, og vi oplever, hvad det vil sige, at være et rodløst, lille barn pendlende mellem en flygtningetilværelse i London og en deplomatdattertilværelse i Jugoslavien.
Af selvsamme årsag kunne Madeliene vel forstå og tyde signalerne fra alle mulige forskellige dele af den verdenspolitiske scene, da hun som den første kvindelige udenrigsminister i USA blev hentet ind til den daværende regering.
Forfatteren er en stor fortæller. Og hendes ord sætter spor i os på den måde, at vi bliver animeret til selv at gå på oplevlese i vores egen smertefulde fortid og anerkende, at det er en del af den, der har gjort os til de mennesker, ofte stærke og mere robuste som Madeleines egne forældre tydeligvis var, uanset hvad de blev udsat for.
Den sammensatte skæbne har gjort Madeleine Albright af et helt særligt stof.