Den danske lokkedue af Henrik Brun

Henrik Brun
Den danske lokkedue
595 sider
Turbine

Sådan skal det gøres. Ret meget mere er der egentlig ikke at sige. Det her skulle så være den første af en serie med journalisten Ketil Brandt som hovedperson. Skulle man anke nogetsomhelst over debuten fra Kristeligt Dagblads udenlandsredaktør, så er det længden af bogen, som man må arbejde lidt med sig selv for at finde ud af, om indholdet nu også er 600 sider værd - eller om det ikke helt bærer.
Eftersom overvejelserne skal igang, så kan det nok ikke.

Det er til gengæld også det eneste malurt i bægeret på en vaskeægte krimi fyldt med hæsblæsende tempo, biljagter, bygninger af fint forarbejdet træ langs floden, forfølgelser, sug i mellemgulvet og øde parkeringspladser.
Sagde nogen James Bond eller action. Her er tale om den rene vare og mænd af den rette støbning.
Den tidligere krigsreporter Ketil Brandts gamle ven, lastbilchaufføren Michael Jensen, findes dræbt i Slovenien, og Ketil bliver involveret i opklaringen. Det viser sig hurtigt, at Ketil bliver brugt i et livsfarligt spil med tråde til toppen af korrupte samfund, menneskesmuldere - og en kvindelig dansk håndboldstjerne.

For at slippe ud af fælden indleder Ketil et parløb med en kvindelig journalist fra Slovenien, Ines Sivonik. Og så er det, at de to med flere forfølgere i hælene kæmper for at komme til bunds i virkeligheden bag mordet.

Der er virkelig tryk på handlingen i Den danske lokkedue, der er intet overflødigt, plottet er fint skruet sammen, og det hele bliver naturligvis indeholdt i et dramatisk og realistisk skær, eftersom at netop er Slovenien og Kroatien og de navne, der klangmæssigt er forbundet hermed, der fylder bogen.
En krimi for større børn og opefter, som man siger.
Ikke noget socialrealistisk snak om, hvor detektiven købte skummet og ikke kærnet mælk på vej hjem til en sur og utro kone, der giver hovedpersonen flere problemer end dramaet selv. Bare handling og så derudaf.