Christian Mørk

Mine tre forældre

308 sider

Politikens Forlag 

 

 

Det er sjovt for nærværende boganmelder at læse om min egen rektor Walter Dalland på Falkonergaardens Gymnasium. Han beskrives netop som jeg husker ham, ikke en rektor men en tilfældig forbipasserende. Håret var uglet, formet som en sjusket brun hjelm, og de fodformede sko.
Flot, citatet kommer langt inde i bogen men er meget kendetegnende for, hvordan bogens udformning, sprog, akuratesser og detaljer har præget forfatterskabet.
Der kommer mange sandheder frem, som vi vil vide det nu også at overgrebsmæssigt og seksuel karakter.
Dybt set er bogen et forsøg på at komme fri af de bindinger, udfordringer og problematikker, der ofte ledsager en opvækst hos kendte forældre. Sikkert som så mange andre steder. Skammen, tavsheden, den kritikløse forgudelse af den biologiske far, Erik Mørk, der på Esplanaden ikke var i stand til at give lille Christian den opmærksomhed, han higede efter.
Et smerteligt tab der bliver indgående beskrevet i bogen.
Erik blev vred over småting som uordentligt stillede sko, forkert indtagelse af aftensmaden, og pirreligheden blev ikke mindre med tiden, hvor Christian i vindueskarmen bag gardinet i flygelstuen ikke sjældent fandt en halvt, smugdrukket, fordampet whisky. Og vi får et indblik i miljøers forskellighed og en farmors afstandtagen til den gren af familien, der ikke var fine nok og kun blikkenslagere.
Og Christian kommer også rundt om det kendte kompleks, mange skuespillere lider under, frygten for at blive afsløret.
Især som bøsse.
En bog fyldt med begreber som angst, intimitet, uro, og så er der fine poetiske vendinger som
at han frigjorde sig fra det usynlige korset, han ellers snørede kroppen i.
En dejlig og også tragisk og lærerig fortælling, stopfyldt med psykologi og menneskekundskab.