Med alderen svækkes man, og så er det på tide at gøre op med livet, stå op for det sted, hvor man er, og søge mod Gud og det, der er større end en selv.
På smukkeste vis får Claus Grymer sat digtning til tilstanden, hvor virkelighedens forvirrende mangfoldighed er til at leve med, hvis man forholder sig til den ud fra en rodfæstet grundholdning.
Og grundholdningen i digtsamlingen er tydeligvis erkendelse. Erkendelser af at man er overladt til en handicaphjælper. At man ikke aner, hvilken dag det er. At fuglene for længe siden har sluppet træets grene.  At det hele er ved at være forbi og samtidigt begynde. At det er lykkedes at komme hjem efter en gåtur uden at falde. At man må da være til, når man kan mærke, man er bange.
Der er flotte metaforer til livet i Grymers digtsamling. En fin bog. Ikke en finger at sætte på den udover, at den er alt for lille. Så måske der kommer flere digte hen ad vejen.