Der er meget, der driver bogen fremad. Meget der kan få en ud på kanten af stolen, hvis man er til genren og til det lettere karikerede. Det er dialogerne, der rammer plet hver gang, som i HVER gang, og så naturligvis også i nogen grad handlingen.
Hovedpersonen har været enke i en del år. I nogen grad både indadvendt, og også fordømmende og sirlig, så på den måde rammer forfatteren også plet. "Jeg vil have det på min måde" er nok udtalt, når man har været alene i mange år. Og møder en mand med en have, der ikke er helt efter hendes standarder. Sikkert som så meget andet.
Berit møder altså Herman, og det går hverken værre eller bedre, end at hendes datter tager voldsomt afstand fra forholdet, idet hun mener, at moderen tilhørte faderen og nix weiter. Datteren, Pernille, er iøvrigt selv ved at bygge et nyt kæresteforhold op.
Berits søster, Hanne, derimod er "en hjælper, ikke en dommer", tænker søsteren med skjult sorg over, at datteren reagerer, som hun gør.
Nestemt ikke et ukendt fænomen i den virkelige verden, selv om hun nok i romanen her reagerer vel påtaget. Til det karikerede.
Det gør heller ikke noget, vi forstår budskabet og har ikke specielt meget godt at sige om de børn, der ikke glædes over forældrenes nye kærlighed, uanset hvor stor smerte, de må bære rundt på. Man har lyst til efter læsning af bogen at sige, hvad fanden bilder de sig ind. 
Hvordan Berit og Pernille finder fodfæstet i den nye virkelighed, det skal man læse. At Pernille bestemt ikke er den eneste udfordring i Hermans og Berits nye forhold, det afsløres her og er så endnu en grund til at læse en fin og letlæst bog om en vanskelig og kompliceret problemstilling.