Når man begynder på en King-bog, ved man, at sjæl og psyke dårligt kan holde til den spænding, forfatteren byder en. Med et helt sikkert fortærsket udtryk. King er stadig konge udi spændingens, gysets og uhyggens litteratur.
Intet over, intet ved siden af.
Han har en forfattermæssig evne og fandenivoldskhed til at distancere sig by far fra øvrige forfattere, der gennem tiden har forsøgt at fravriste ham tronen.
Man ved det, og alligevel bliver man hver eneste gang, ved hver ny udgivelsese, chokeret over timing, sprog, opbygning, plots og overfede dialoger.
En af fortællingerne i samlingen af nyt og gammelt, hvad bogen er, er efterfølgereren til et af Kings mesterværker, Cujo.
Det er svært at gengive indholdet i hver enkelt af historierne uden at røbe for meget, så derfor fortjener de ikke, at vi røber ret meget.
Vi kan dog fortælle, at King beskæftiger sig med noget af det, der helt sikkert er et tema, som har plaget ham i årevis: Kompleksiteten ved at være vidunderbarnsforfatter. Hvad får nogle kunstnere til at besidde et så stort talent, mens andre, der har viet deres liv til kunstarten, aldrig opnår den tilnærmelsesvise succes.

Alene dette tema er er jo grobund for alle tiders thriller, om King så udnytter denne mulighed, vil vi lade læseren afgøre, måske han bare tager problematikken ad notam og går skridtet videre og hæver sig over den almindelige stuerene standard.
Læs f.eks. også om Danny Coughlins mareridt, hvori indgår begreberne at tro, og hvor svært det kan være at tro på noget. Specielt det overnaturlige og vanskeligheden ved at ændre sine holdninger og  viden i lyset af ny information.
Sådan.
King har altid været skarp til i handlinger, sætninger, bisætninger og indforståethed at sætte lys på mange af menneskets udfordringer. Er man på jagt efter mere end spænding men også på opdagelse og nytænking i den menneskelige psyke, og i en vis udstrækning samfundsforhold, så er King et rigtig godt valg.