Det er lige før, det er synd, men vi har altså fundet den. Fejlen i bogen der helt sikkert vil genere perfektionisten Anders Fogh Rasmussen. Han skriver om den tidligere italienske leder Silvio Berlusconi, at "han og jeg er meget forskellige", altså i nutid. Vi måtte på Bogsyn chocky en hurtig tur ind på Google for at konstatere, at Berlusconi altså fortsat er død, hvorfor det kan undre, at Fogh beskriver ham i nutid, netop fordi manden er så regelret.
Nuvel.
Det skal ikke ændre på, at bogen for den almindelige læser er en glimrende sejlads ned ad mindernes floder. For os alle, der var med dengang, Fogh tordnede mod tinderne, fyldte stolen i statsministeriet godt ud og voksede sig frem på de bonede gulvet på vej mod NATOs generalsekretær-posten.
Om der så for indviede, ikke at forglemme Foghs berømte retorik, er så forfærdelig meget mere at komme efter? Det er jo så lige det.
Vi ved i forvejen rigtig meget i store og mindre linjer, også at IRAK-krigen i grove træk var baseret på formodninger og påstået uvilje til samarbejde, en krig som Fogh på mange måder også her forsøger at retfærdiggøre, at man begik adskillige fejl i Afghanistan, og at Putin desværre ikke er til at stole på. 
Fogh siger bogen igennem alt det rigtige og politisk spiselige til det absolutte på hans fløj, og at man langt tidligere i forløbet burde have luret Putin og, hvad han egentlig havde gang i. F.eks. i hans skelsættende tale i München. Her får Fogh ikke refereret til, at man burde have lyttet til en anden statsmand helt tilbage i år 2000, da daværende og afgående præsident Bill Clinton efter sit møde med Putin nævnte overfor Boris Jeltsin, at "Putin ikke har demokrati i hjertet". Om det er en bevidst forglemmelse, eller at Fogh blot ikke var vidende om den udtalelse, skal vi retfærdigvis stå hen i det uvisse.
Det er ok  spændende at læse lidt om telefonopringninger frem og tilbage mellem Fogh og diverse statsledere for at få forhandlinger og emner på plads. Vi får opsummering af diverse kriser i Europa såsom Muhammed-tegninger, striden om Cyperns optagelse i EU, en næsten offentlig skosing af Lars Løkke og hans badeklub, mødet med Michael Flynn, og så for vi igen at vide, at Donald Trump eller Ronald Regan slet ikke har patent på vendingen America First, men at den i virkeligheden først blev lanceret af præsident Wodrow Wilson i 1916, da præsidenten lovede at holde USA ude af Første Verdenskrig. 

 

Det er også ganske spændende og uhyre morsomt at læse, hvordan det lykkedes Fogh for den i hans øjne brovtende og uforskammede, tyske kansler Gerhard Schröder til på en pressekonference at komme i tidsnød og dermed måte ty til hurtige, korte og næsten accepterende svar. Det er konge at læse, hvordan den ene "snyder" den anden og overhaler ham på målstregen. 

Bogen er lige dele politik og lige dele underholdning, og velvidende, at en tidligere statsmand og generalsekretær i NATO naturligt nok må holde vigtige oplysninger tilbage fra offentligheden, så kan Fogh godt være bogen bekendt som bidrag til den almindelige oplysning om, hvad der foregår i telefonlinjerne og delvist bag de lukkede døre i magtens polerede paladser.