Det kan synes oplagt, at Monica Martinsen har haft det svært med at date og særligt engagerende og længevarende forhold, og måske fortsat har det. Måske lidt hårdt sagt og derfor på forhånd derfor undskyld til forfatteren. Du skriver jo også, at du har det liv, du gerne vil. Så det går vel.

Men altså, . .  .  Forfatteren kræver ordentlighed og respekt i tonen, når man dater på nettet. Når man så udgiver en bog for at forsøge at hjælpe, hvis det altså er det, der er hensigten, så burde den være renset ubetinget for sarkasme, spydigheder og nedladende bemærkninger, som i hvert fald hos denne anmelder får enhver advarselslampe til at lyse.

Om mænd der lige er blevet skilt:
"De er bare en sugekop. Kærlighedsløse og grå hylstre, som du så puster luft i, og så flyver de...."

Om mænd der måske har et abnormt og umættet seksuelt behov og er meget ligefremme:
"Og så er der dem, der svømmer over i selviscenesættelse....
"
Om ghosting:
"Det kræver ikke mere end et par linjer at afslutte en samtale på en respektfuld måde". (Jo, det kan netop være, det kræver alverdens energi for ghosteren at finde på, og som har en skidt historie med at afslutte ting i det hele taget. Udover det erkender forfatteren selv på side 20, at hun også "kommer til at ghoste bare en lille smule en gang imellem, selv om jeg ved, hvor ondt det kan gøre". Herre Jemini altså.)

"Der er masser af mennesker, der ved, hvordan man kommunikerer ordentligt".
Om den usikre mand der hele tiden stiller spørgsmål, f.eks om man kan lide sushi:
"Han nikker selvtilfreds, som om det svarer på alle verdens gåder".

 

Og sådan er det hele vejen gennem bogen. Ikke kontinuerligt men i små stikpiller, bitterhed, ironisering og sammenligning med dengang, forfatteren havde et firma i England med sin eksmand, og der blev sendt tilbud ud, som der ikke blev svaret på. Det spekulerer hun åbenbart stadig på, om det var en form for ghosting. 

Vi andre forbeholder os nu stadig ret til ikke at svare på tilbud fra lad os sige musik til en fest, hvor vi har indhentet tilbud fra tyve firmaer.

 

Der er også mange, gode ting i bogen. Den siger alt det rigtige om kærlighed og det, der ikke er den eneste ene, og at kærlighed forandrer sig gennem livet osv osv. Alt det vi har hørt før, og som Monica Martinsen skriver om på en ordentlig og respektfuld måde. Og så er der lige de her udfald mod mænd, der ikke har behandlet hende, som hun forventer, og som ikke passerer gennem det filter af ordentlighed og respekt og den checkliste, hun i bogen også beskriver, at hun har. 

Een sætning i bogen står over alt andet:

"De kommer til at overføre deres dårlige erfaringer fra deres forliste forhold på dig".

Den er god, for den er universel. Det gør vi alle både bevidst og ubevidst. Nogle siger, at nissen flytter med. Perspektivet er dog noget bredere. 

Så er bogen krydret med citater fra berømtheder om kærlighed og en række af de cases, forfatteren selv har været involveret i, og som vi måske nikker mere eller mindre genkendende til. Hvad med en tur til England i mere eller mindre total tavshed og et hurtigt nik til farvel i lufthavnen og videre ud i friheden. Et eksempel på hvor galt det kan gå.

 

En anden af hendes cases indledes med.

"Han var en pleaser. Det var tydeligt fra start". Så er han sat i bås.
 

Bogen synes en blanding af terapeutisk dokumentarisme og tiltag til en dejlig bog om kærlighedens veje og vildveje på nettet. Missionen er god nok, men læseglæden forstyrres så absolut af en masse flimmer og unødige stikpiller til folk, der som forfatteren har gjort deres bedste og gør, hvad de kan og formår, og som så soleklart ikke hverken på første eller anden date har levet op til forfatterens krav og barrer for, hvad respekt og ordentlighed er.