Vi har det vist allesammen i en eller anden grad. Som så meget andet der de senere år har fået en diagnose og lykkes med enten at legalisere en adfærd og give tryghed for den enkelte ELLER modsat at give det unævnelige et navn.
Det er under alle omstændigheder fin læsning i bogen her med den umiddelbart vilde, frastødende og forvirrende forside.
Det er der naturligvis en mening med. Da vi så forsiden, tænkte vi, at det er knald eller fald, når vi læser bogen.
Vi erkender, at jo længere, vi kom ind i den, jo vildere blev den, men på den fede måde, for vi er jo som mennesker vilde, selv om vi oftest forsøger at tøjle vildskaben.
Så det blev bestemt knald.
Cases og vilde historier f.eks. fra Undløse Skolehjem, hvor en lærer gik amok på en elev i 1985, hadet ved tanken om at skulle i skole, udskamningen fra de voksne, besværet med at være i denne verden, følsomhed overfor pres men også at frygt ikke er medfødt, hvad vi kan lære af naturfolket, det frygtløse i at bede andre om hjælp OG så en evne til i klar tale at beskrive alle de mennesker, der ikke føler, de hører til, give dem stemme, hvor andre giver dem en træt gang tagen-sig-til-hovedet, hvor de så ender på førtidspension.
Med sin meget personlige beskrivelse kommer forfatteren langt ud over grænsen for, hvad der ellers er beskrevet i diverse faglitteratur om, hvad ADHD er for en størrelse, og hvor mange, der i virkeligheden render rundt og er Neuro-Spicy.
Godt gået.