En rigtig spændende, analyserende og velskrevet bog om Bob Dylan, hans myte, hans sange og ikke mindst et ungt menneskets vej til Dylans univers.
Spændende på en hel del niveauer, idet den naturligvis beskæftiger sig med et fænomen, der for nogle er kult, for andre et navn, der bare er kørt op.
Men den fortæller også om forfatterens egen vej fra fascinationen af andre musikgenrer og så den direkte vej til Dylan, da han blev lagt ned af en af  teksterne.
Han tager os nærmest i hånden på god, gammeldags nu-skal-I-bare-høre-da-farfar-var-ung. Nærværende og frem for alt humoristisk.
Man kan have god grund til i en vis udstrækning at blive deprimeret af at se på den nærmest evigt påholdende og afstandtagende og distancerende Dylan, og derfor er humor efter vores mening absolut påkrævet for at at have overskud til at dykke ned i kunstnerens tekster og rumme denne gigant, der på en gang kan være både fascinerende og smadderitterende.
Det er ærlig snak hele vejen igennem, og forfatteren gør meget ud at fortælle, at der skal tilløb til for at forstå Dylan, der i Johannes´ tilfælde først oplevede Dylans energi uden at forstå teksterne, og så kom forståelsen igen senere.
Vi får en masse, spændende ting at vide såsom at piratoptage Dylans koncerter, hvordan Dylan er påvirket af sine indre dæmoner, hvordan han udvikler nationalfølelser og går ind for våben i USA, hvordan han også blev religiøs af at få et sølvkors smidt op på scenen i San Diego, og hvordan forfatteren har stået ganske tæt på ham.
Der  er masser af sideskriverier i bogen, om kollektiver, om kærester, om karrieren, om uddannelsen, flytten rundt, men altsammen noget der på forskellig vis tager tilløb til eller kredser om Dylans univers.
En fin biografisk fremstilling om Johannes Andersens eget forløb og så et ordentligt dyk ned i tekster og musik fra Dylans hånd.