Det er altid lækkert og givende at fordybe sig i læsestof fra berejste. Alt det man ikke selv nåede, alt det man gerne vil nå og også det, man i hvert fald ikke skal begive sig ud i.
Jens Røndes første del af en tobindsserie er så læsværdig, at man sluger beretningerne fra hele verden. Man indtager også de gode råd, han kommer med undervejs. F.eks.
Hvis Jens i sin nuværende høje alder skulle råde praktisk begavede unge mennesker med nogen sans for teori, så ville han varmt anfefale maskinmesteruddannelsen.......Der er brug for folk med jordforbindelse og med lyslederfibre mellem hjernen og hænderne til at omsætte nyttig viden til praksis.
....Det er galt nok, at rederierne ikke længere påtager sig at forberede de unge mennesker på det virkelige og ofte barske liv på land.
Så er det sagt, og med et glimt i øjet og naturligvis også sagligt og subjektivt.
Udover sådanne spredte råd og opsange er bogen én lang godbid af beretninger om livet til søs - efter et afsæt med en opvækst som bl.a. mælkedreng. Det er bestemt mere end givende for vor tids generationer at læse om, hvordan arbejdsforhold og humor gik hånd i hånd dengang -, idag hvor der måske ikke er så mange bedste- og oldeforældre til at fortælle historier. Ligesom vi har godt af at læse om soldaterlivet på Langelandsgades kaserne i Aarhus, Odense Maskinmesterskole og, hvordan man dengang gjorde sig sine første, sekusuelle erfaringer.

Bogen er godt skrevet. Ikke i jeg-form, men i 3. person, hvilket er ganske fint og afvekslende for alle de erindringsbøger, hvor man nærmest sidder på sødet af fortælleren.
Det her er en erindringsbog i topform.