Det er altid mere givende, når man får indsigt i miljøet omkring et menneske, der nærmest har været med os hele livet, og som vi stået på sidelinjen og lige dele beundret, lige dele tænkt hvor synd hun overhovedet blev vidunderbarn.
Sådan en bog er den her. En bog der flot og dybt giver os indsigt i såvel Michalas egne tanker om den virak, hun som vidunderbarn i sin tid skabte med sit talent OG sine stressymptomer. Den beskriver hendes tid med uddannelsen i Hannover, og vi når langt, langt ud i store dele af verden, hvor der venter Michala  både udfordrende og inspirerende oplevelser.
Bogen udmærker sig ved at være koncentreret omkring de første godt 30 år af hendes liv, hvilket giver os tid til mere intenst at dvæle ved netop disse første, afgørende år af verdensstjernen og ikke nødvendigvis komme hele livet igennem. Det kan være, 2. halvdel kommer en anden god gang.
Vi får i bogen en ualmindelig ærlig Michala Petri, der fortæller en masse om, hvad hun gik glip af i sin ungdom med hensyn til det sociale liv. Faderens indadvendthed, skriver hun, gjorde det bestemt heller ikke nemmere.
Vi bliver også vidne til, hvordan Michala Petri lærte at undertrykke sine følelser, hvis hun stødte på ubehageligheder - for at se fremad og fokusere på det musikalske.
Vi læser også, hvad det gjorde ved Michala, at far og mor kom voldsomt op at skændes i bilen på vej til en koncert, fordi faderen havde glemt et nodestativ. Voldsomt for en pige med udelukkende musikalske præstationer for øje.
Det er spændende at læse om fløjtenistens mange koncerter i ungdommen, i kirker herhjemme, med alle de forskellige oplevelser, det indebærer. Og hvordan Petri husker og reagerer på de forskellige ting.
Bogen er overraskende nærværende og skrevet på en måde, så man som læser når at få følelserne ind under tøjet og blive både arrig og forvirret og få ondt i maven på Michalas vegne.
Det er det, en god bog skal kunne, at få følelserne frem i læseren.