En stor roman  der spænder på et enormt følelsesregister. Vi er tilbage i 1980erne og møder Mimo, en mand i et kloster, der efter fyrre år netop der er på vej til at trække vejret for sidste gang. Så er det, han vil fortælle sin livshistorie.
Og hvilken historie. 
Han fortæller om sin læretid hos en alkoholiseret og brutal biledhugger i Pietra d´Alba, han husker fascismens indtog i Italien, verdenskrigene, og ikke mindst venskabet med og betagelsen af Viola.
De tos samvær bliver bærerne af fortællingen her. Som er bevægende ud over det sædvanlige.
For de er i bund og grund vidt forskellige, bl.a. qua vidt forskellige opvækster under vidt forskellige vilkår, men de finder et rum, et venskab, sjæl, fortrolighed i hinanden, og er et langt stykke hen ad vejen årsagen til, at begge mod mange odds på hver deres måder finder vejen til et liv. Ikke nødvendigvis altid godt, bestemt ikke, men et skæbnefællesskab.
Bare det at den ene er født i fattigdom og den anden i et rigt aristokarti, jamen hvad siger man så.
Romanen er tryllebindene, dykker på flere områder ned i historiens vingesus men er frem for alt vidne på, hvordan mennesker kan vinde hinandens fortrolighed, når de kæmper mod noget ydre og noget, der næsten ser håbløst ud.