Fryser mig til klarhed
37 sider
Brændpunkt

Der er noget forløsende, godt og lækkert over Grymers nye digtsamling.
Et digt handler om den manglende tro på lykken. Og så indfinder den sig lige pludselig. Hvor livsbekræftende er det lige?
Et andet handler om nuets kraft, at om man vil det hele eller, man er ingenting, så vil man noget mere.
Autoriteten, lægen, har svært ved at få ordene ud og må hjælpes på vej af patienten.
Lykken er glimtvis, og hvad kan man mere forvente end ind imellem at være glad.
Tror man ikke på Gud, så har man kun sig selv. Og hvad hvis man så heller ikke tror på sig selv.
Gode kontante og så alligevel så poetiske ord sammensat på så få sider, at det næsten gør ondt at tænke på, det så hurtigt er slut.

En digtsamling der klart har noget at byde på som Claus Grymers øvrige, som du kan finde ved at skrive hans navn i søgefeltet til venstre.