Jan Grue
Hvis jeg falder
190 sider
Gutkind

Det er helt utroligt, hvad Jan Grue kan med få ord. Han er født med en muskelsygdom og afhængig af en kørestol for at kunne fungere i en verden, der ikke er bygget til ham. Han tager os i bogen her med på en fysisk og mental rejse gennem det slidsomme arbejde, der er nødvendigt for, at han kan leve det liv, han ønsker.
Vi andre kan nok have lidt svært ved at balancere over et bette vandløb eller være forsigtig, når vi lejlighedsvis skal have den skarpeste kniv i skuffen. Jan Grue derimod skal HELE tiden passe på, hele tiden arbejde hårdere og længere for alligevel at få  mindre udbytte ud af tingene end vi andre, og dermed bliver han en kraftfuld stemme i holdningerne til og diskussionen om, hvorvidt handicappede og deres muligheder i samfundet bliver set nok og forstået nok. 
Der er en del hoppen frem og tilbage i bogen, så det kan være en lille smule svært at holde fast i den røde tråd, men på en eller anden måde er emnet så vigtigt, at man hurtigt kommer på igen.
Forfatteren benytter sig succesrigt af en blanding af filosofiske citater og referencer til virkelige mennesker som Roosevelt og Skarstein og romanfigurer. Det er godt skruet sammen og en understregning af, at ligegyldigt, hvor man kigger hen, så forbliver handicappede på en eller anden måde i et parallelsamfund i livet. Det værende sig på jobbet, i studiemiljøerne og i familielivet. Og efter endt læsning spørger man sig selv, hvis ansvar, det mon er, at samfundet ikke er indrettet, så alle med lige ret problemfrit kan gøre brug af det.
Udover at Jan Grue i sin fortællinger viser os, hvor meget usynligt arbejder, der skal til for at frembringe det synlige, så reflekterer han også på sit eget syn på ANDRE handicappede og DERES udfordringer. Det er modigt.