Whats not to like, når handlingen foregår på den idylliske og meget maleriske og romantiske Amalfikyst i landsbyen Posatino med det glitrende hav, det endeløse solskin og de farverige huse, der bevæger sig op ad klipperne.
Ovenikøbet i for det meste så tilpas korte kapitler, at man kan nå at lade fantasien rulle mellem dem og ikke bliver fodret med al for langtrukne landskabsbeskrivelser.
Vi taler om en semi-selvbiografisk roman, hvor fortælleren Goliarda Sapenzia fortæller om et betydningsladet møde i 1950erne, længe før masseturismens indtog.
Goliarda bliver fascineret af Erica, vinder hendes opmærksomhed, og mod alle odds indvilger den velhavende, aristokratiske enke i et dybfølt venskab med den muntre og ganske sorgløse figur fra Rom.
Det betyder mange åbenbaringer for begge, og hvilke skal naturligvis ikke afsløres her.
Romanen er tillige fyldt med ord og vendinger med en nærmest mytisk dannelse.

Der findes steder, som er lykkelige i sig selv
Opdagelsen af Positano var ren og skær serendipitet
Det lykkedes ham endda at dø, som han ville

 

En fantastisk bog der stiller skarpt på venskabet, og hvad samtaler, frygt, håb, loyalitet og længe bevarede hemmeligheder kan gøre af godt ved kontakten mellem to mennesker med vidt forskellige baggrunde og vidt forskellige politiske indstillinger. Der dog iscenesættes fint af de to kvinders fælles front som feminister og begge med massive ar fra krigen.

En fornem lære udi menneskekundskab.