Historisk roman.
Vi befinder os i 1500-tallets Firenze, hvor den utilpassede adelsdatter, Lucrezia meget tidligt - som 13-årig - tvunget af omstændighederne bliver bortgiftet med storhertugen af Ferrara. Giftemålet bliver noget af et skift for den unge kvinde, der før hyggede sig med at snige sig rundt i barndommens palads og dets mørke gange, være kreativ ved at tegne og male og på alle måder afvige fra, hvad man forventer af en ung kvinde i en rig familie på det tidspunkt.

Hun blev bortgiftet, fordi hendes storesøster, der oprindeligt skulle være brud, pludseligt afgik ved døden. Alene det har må have været traume nok for Lucrexia. Men det var det så ikke.

Hendes drømme bliver slukket, idet ægteskabet slet ikke går som forestillet af borgerskabet, så hun må beskytte sig selv gennem forestillinger og drømme langt væk fra den reelle verden. Nøjagtigt som i barndommens palads. Nu skal hun så tilmed skænke sin mand en arving.
Og hun skal så også males på et nyt maleri bestilt til formålet af hendes ægtemand, og hun bliver iført alverdens stads, som hun føler sig fremmedgjort i, men som skulle leve op til billedet af kvindelig storhed og skønhed, som storhertugen ønsker det.

Bogen er fantastisk skrevet med meget fine personskildringer og en handling, der frembringer læserens egen protest over at befinde sig i situationer, man absolut ikke har lyst til. Idag har vi ofte friheden til at sige pænt nej tak. Det havde de knageme ikke dengang. Og det tjener forfatteren til stor ære, at hun har formået at få bitterheden og raseriet til implicit over de givne omstændigheder til at fylde på siderne, der spækket med særdeles litterær nydelse.

På den måde er romanen et vigtigt indspark til os alle om at sige fra i en fart, når der er noget, vi stritter på.