En stærk bog og et oplagt indlæg til klimadebatten. En roman hvor ord som thriller og spænding næppe slår til. Det drejer sig nemlig ikke om fiktive romaner i en fiktiv handling i fiktive ramme. Det handler om fiktive personer i reelle scenarier på jordkloden. Midt i et ragnarok og på vej mod et endnu større ragnarok.
Forfatteren vil nok kunne komme op at diskutere med klimagrupper og politikere, der mener, at det om føje år bliver varmere her i det kølige nord.
Mens Torben Mathiassen vender tingene på hovedet og i romanen fremlægger, at vejret bliver koldere, umuligt at bo i, og at vi derfor på den nordlige halvkugle er nødt til at flygte mod det varmere syd, hvor der bliver trængsel og kamp om plads og føde.
En spændende tanke, en skræmmende tanke og en skræmmende god roman.
Det må vi sige.
Sprogligt er der intet at komme efter. Plot- og dramamæssigt ej heller.
Indre og ydre drama så det basker.

Og en ganske god portion viden om klodens nuværende forhold, som vi bliver præsenteret retrospektivt for.
Viden om Golfstrømmen. Det saltholdige vand. 
Grønlands is der er blevet sort af luftforurening og dermed ikke længere bortreflekterer solens stråler.
En fødevarerproduktion der er gået i stå, da temperaturen er faldet ti grader.
Mennesket som arrogant væsen.
Permafrostens truende optøen.
Voldsomme mudderskred forårsaget af skovbrande.
Alt det er årsagen til, at en familie fra en afsides beliggende, dansk landsby må flygte mod syd og stå ansigt til ansigt med de virkeligheder, der hersker, når man er klimaflygtning.
Sydpå er der også drama, så det basker, i hvilket omfang skal vi ikke afsløre her, men hold op hvor er bogen spændende.

Bogens har en efterfølger, som ses her:

 

 

 

 

Den vil blive søgt anmeldt på et senere tidspunkt.