Havde vi andre bare lige så megen humor, samfundsmæssig indsigt og analytiske evner som de to tilsammen, så kunne det umuligt gå galt med ret meget.
Vi kluk ler hele vejen gennem bogen, der kommer vidt, vidt omkring fra snakken om astrologi og horoskoper, udfordringerne med koderne til MitID, smagsløb der har ændret men ikke udviklet sig til for sent afleverede movie-bokse i halvfjerdserne, opskriften på brændende kærlighed - og så til musik, naturligvis som livsstil og til venskab mellem mennesker og hunde, der har stået på i 30.000 år.

På en eller anden måde bliver vi hele tiden konfronteret med ny viden, eller nye og forståelige formuleringer af den viden, og selv om nogle anmeldere kalder bogen for sludrevorn, ja så er det jo ofte de små nuancer og dagligdags vendinger i sproget, der afføder nye lag, som vores intellekt og åndrighed kan vokse ved.

At de to er meget forskellige. Tja, måske, og på bunden måske så hammer-ens, de er bare født forskellige steder og haft forskellig opvækst, men er man så så forskellig dybest set.

For os hænger sproget i bogen godt sammen, idet den ene nærmest spørger eller konstaterer og så kommenterer eller svarer den anden på emnet, så vi forbliver i konteksten.

Bogen er mestendels sat op som breve fra henholdsvis den ene og den anden TIL den ene og den anden. Nogle gange er der også små bidder af SMSer, der finurligt i en hurtig sætning afdækker hver enkelts holdning til tilværelsen. Der skal meget til, før Koppel kan acceptere, at nu er Hjortshøj altså i Toscana, og at han først svarer senere.

Den skal han nærmest have ind med skeer.

Hjortshøj svarer det samme hver gang.

Urkomisk sat op.

 

OG så er der også de meget værdifulde leveregler ind imellem den bevidste og vise humor:

Man skal slippe alt det og dem, som ikke længere gør en glad.

 

Flotte, flotte filosofiske one-liners. Nogle gange forputter det sig ind imellem talestrømmen. Men hold op hvor er de mange, og hvor gør de godt.