En rigtig lækker, varm og helstøbt roman om livet i Blokken. En lang række menneskeskæbner der lever på det, mange vil kalde ghettoer og kanten af samfundet. Gennem den her uhyre velskrevne bog får vi en kærlig beskrivelse af de mennesker, som på deres måde lever det liv, de nu engang er blevet tilskikket.

Romanen er sprængfyldt med humor og vendinger, man får forærende fra - ja hvorfra dog.

Ibrahim er sur på kærligheden, fordi han endnu ikke har fået styr på den.

Det er old news, jeg er videre...... 

Jeg har intet imod Malik smurt ind i olie, det klæder ham godt.

 

Skønne vendinger. 

 

Forfatterens mission har været at give stemme til de, der aldrig bliver hørt i deres egen ånd. Måske ser vi dem, måske hører vi dem, men hvilke vilkår de har, og hvad de tror på inderst inde, det forbliver ofte i fordomme og ligegyldighedens tåger.
Vi ved ikke, hvad der hæmmer dem, vi står udvidende overfor deres drømme i livet.
Læs bare, hvad vi selv skriver. "Dem". Det er altså de andre, dem der bor i parallelsamfundene i betonblokkene.
Det her derimod er en helhjertet og varmhjertet roman om det, der foregår dybt inde i folk, der har mange grunde til at føle sig udstødt og tilsidesat i Danmark. Og dermed prikker den til de af os danskere, der har andre grunde til at føle os fremmedgjorte i en verden, hvor mange i familien har nok i deres eget og venner ikke er noget at skrive hjem om, hvis der i det hele taget er nogen at betro sig til.
Bogen er fyldt med fine metaforer og kvinders erotiske lyster og skjulte sanser fra ung til moden.
Romanen giver næring til et liv i Danmark, uanset hvor og hvordan, man bor, og det er det, der giver den klasse og format.

Der er et flot, meget flot tegnet persongalleri og flere tråde i bogen, der væves sammen med kyndig hånd af en forfatter, der med sin debutroman her virker ganske velskrivende og indsigtsfuld.

Og samlet er det en særdeles oplysende roman, der giver et stort bidrag til at få klarhed over, hvad folk i Blokken tænker. Eller bare gør.

På Blokken er der ikke noget, der hedder privatliv, og hvad der sker bag lukkede døre, er fælleseje.

Se det skulle man jo f.eks. ikke have troet.