Kan man kalde en krimi lækker? Det kan man måske ikke tillade sig. Men lækker i den forstand, at er man til genren har man ved at læse bogen her gennemlevet et inferno af følelser og siddet så langt ude på kanten af stolen, at bogen bliver svær at overgå.
Kan være vi skal læse en lidt mere "kedelig", undskyld udtrykket, skønlitterær bog, mens vi varmer op til den næste af den her type.
Det er ikke forfatterens bedste bog, hertil er karakterne et langt stykke hen ad vejen for "flade" og unuancerede og nogle steder er handlingen for fortænkt til, at den virker helt seriøst.

Alligevel blæste vi bogen igennem på et par timer en fredag eftermiddag.

Da Amelie som barn mistede sin mor, besluttede hun sig for, at hun måtte klare livet og vejen alene. Hun kommer ind i en kreds, der fører en glamourøs livsstil, og hun ender med at score den flotte milliardær, Ned Hawthorpe.

Så en dag vågner hun op i et bælgmørkt rum uden at ane, hvor hun er. Og her føler hun sig mere tryg end sammen med sin mand.

Hvorfor det?

Og hvem er de mystiske personer, der står bag? 

 

Og hvordan vil man som læser selv klare sig ved at være isoleret i et lukket rum?Bogen er så stærk, at den når ud over rampen og tænder det følelsesregister, der gør en i stand til at overveje, hvordan man kan være på forkant, om det skulle ske.

Skrivestilsmæssigt går vi frem og tilbage mellem tidslinjer, mens kapitlerne er meget korte og på en eller anden snedig måde driver dig videre ind i det næste kapitel. 

Og kontrasterne i bogen består i, at et high society-liv lige pludselig bliver erstattet med ensomhed og et mørkt rum.

DET kan vi referere til som noget, der ofte sker på folk i helt andre sammenhænge i livet. Fra rigdom til fattigdom. Fra gift til fraskilt. Her er ekstremerne bare sat på papir. Det retfærdiggør også krimien.

Som sagt; ikke forfatterens bedste. Men er man glad for stilen, så er bogen ikke tidsspilde.