Vi lever i et tiår, hvor overvågningssamfundet i USA har slået nye rekorder.  
Informationsstrømmen og bøgerne bliver censureret i en grad, så man ikke har kendt mage.
Censuren hersker, og der bliver slået hårdt ned på borgere, der virker antipatriotiske, og myndighederne har ret til at tvangsfjerne børn, som de mener lever i risikobetonede familier.
Av for den.

Det er stort set ikke mere end et par år siden, at Celeste Ng debuterede med en bog, som du kan finde linket på nederst. Siden har hun med Små påsatte brande skabt sig et stort publikum med sin evne til både at mestre detaljerigsom og vejen hen over både plots og delplots, psykologisk dybde og tyngde samt udforskning af væsentlige, sociale temaer.
Den her bog kommer ifølge diverse, internationale anmeldelser ikke op på siden af forgængerne.
Det kan vi nu slet, slet ikke genkende.
For os at se er bogen superaktuel og vanvittig godt skrevet.
Det er åbenlyst, at forfatteren har en stor skrivetrang, og at hun følger skrivetrangen til dørs med masser af plots og delplots og en lang række af sproglige finurligheder.
Man skal passe på med at sammenligne, men såvel som hvis man kommer ind fra siden og skal stifte bekendtskab med forfatteren for første gang, eller man er trofast læser, så er der bestemt gods i romanen.

Den 12-årige Bird Gardner lever et stille liv med sin kærlige og ulykkelige far. Bird har lært sig at tage afstand fra sin mor, der ifølge systemet har skrevet samfundskritiske digte, og han kender ikke til hendes daglige arbejde, eller bopæl i det hele taget. Hun forlod hjemmet nogle år tidligere i ly af et arbejde der er kulturelt, men også nærmest hemmeligt og politisk betinget - i forlængelse af ovennævnte masseovervågning.
Så er det, at Bird modtager et brev med en kryptisk tegning, og så begynder han at lede efter hende og kommer således tilbage mod nogle af de mange eventyr, hun fortalte ham som barn.

Den del rammer læseren ubønhørligt. For hvor mange har ikke stået i netop den situation, at vi gerne vil forstå vores ophav, før det er for sent. Men at lægge et sådant ansvar over på et 12-årrigt barns skuldre, det er måske lige lovlig meget, og på den måde ramler forfatteren videre dygtigt ind i skismaet om, hvornår børn er for unge eller gamle til at tage ansvar og skulle forstå.

Det er til at forstå, hvorfor forfatteren netop nu beskæftiger sig med det højaktuelle emne. Og ser man ikke umiddelbart en sammenhæng mellem overvågning og udfordringer i familier og på arbejdspladser, så vil man have rigtig godt af at læse denne bog.

Den er uhyggelig i sin beskrivelse af overvågningssamfund og fjendebilleder men også varm omkring Birds forsøg på at nå frem til og forstå sin mor.

Et glimrende værk.

 

 

 

Læs anmeldelsen af en af forfatterens andre bøger her