En spændende bog der spiller på stort set hele følelsesregistret. Man ved ikke helt, om man skal blive irriteret på indholdet, have medlidenhed med forfatteren, blive sur på hende, tage parti for hende, være taknemmelig over sundhedsvæsenet, for at man er i live og har fuld førlighed, tage parti for eller gå i rette med sundhedsfolk og læger der gør det bedste, de har lært, selv om det kan opfattes arrogant, osv. osv.
Det er fint med den slags bøger, der gør en dyd ud af åbent indhold og åbne slutninger, der efterlader læseren i en ikke-fastlagt tilstand af, hvad skal man dog sige, hvad skal man dog mene.
Forfatteren har været ude for en ulykke, hvor hun som frisk løber blev kørt ned og over af en bil og totalt mistet sin førlighed. Og har kæmpet sig frem til, hvad hun har idag.
Det er den kamp, vi følger, og det helt ned i detaljen.
F.eks. spørger hun en dag en sygeplejerske, om det kan være rigtigt, at der er én person ansat til at gøre rent på et badeværelse, hvor der overhovedet ikke trænger til at blive gjort rent. Ja, siger sygeplejersken, og forfatteren går sin egen modgang til trods nærmest i potentiel kamp for sygeplejersken og vil hjælpe med at klage til ledelsen.
Her kan man som læser forstå, at Heidi nok vil få det dobbelt svært, idet hun her tilsyneladende går over sin egen grænse for at forsøge at hjælpe et andet menneske og dermed andre patienter forstås.
Man kan som læser umiddelbart tænke, hvorfor skal hun blande sig i det, og at Heidi da gør livet dobbelt svært for sig selv ved at forsøge at kæmpe på andres vegne.
Vi oplever også en rengøringsmand, der "klasker moppen ned i vandpølen og fører den rundt med demonstrative, grove og hurtige bevægelser", og at "han hiver ud i mit sengebord, så det står skråt og midt på stuen, frem for at flugte med min seng, som det plejer", og at stuen nu ligter af svømmehal og er på vej til at give Heidi en dundrende hovedpine.
Set i sin sammenhæng er der temmelig meget, man kan blive træt af i bogen, og det anbefales trods det, hvis man tør, at læse den ud i en køre for at blive konfronteret med, at man skal passe gevaldigt på sig selv, for bliver man først afhængigt af sundhedssystemet, så ER der muligheder for, at man ikke får den hjælp, man ønsker, og det, som matcher den person, man er. Nogle vil være dybt taknemmelige for, at der findes et væsen, som tager sig af os, hvis vi bliver syge, og at de så vil bære over med fejltagelser og måske lidt nedladende retorik, mens andre - som i Heidis tilfælde - bemærker dem, føler sig krænket over det og leverer en beskrivelse af sin færden på sygehuset, lige fra en ydmygende toilet-, afførings- og bækkenscene og sin konfrontation med en læge, der bemærker, nå, har de sendt dig herud til opbevaring.
Hvabehar. Den skal vi lige have igen. En friskfyr-jargon med et arrogant twist, som andre vælger at overhøre, mens Heidi altså tager den melding fortrydeligt op.
"Ih, kunne det ikke være rart for dig at komme rigtigt i bad?", siger en sygeplejerske på et tidspunkt og fortsætter, at patienterne plejer at være så glade, når de har været under bruseren i det varme vand....."Det bliver SÅ dejligt for dig".

Humor har Heidi da også, idet hun inddrager Dirch Passers hoppe-hoppe-gynge fra Cirkusrevyen, da hun bliver hejst op i sådan et monstrum for at komme i bad.
Og at hun er en gris på vej til slagteriet. Selv om sygeplejersken gør sit for at lokke med det dejlige bad.

Man trækker på smilebåndet mange steder i bogen, og forfatteren gør, hvad hun kan, for at få alle de små episoder fra sin tid på stue 62 til at glide ned for den nysgerrige læser. Det lykkes udmærket og opvejer de passager i bogen, hvor man som læser KAN opleve det, som om Heidi har en tendens til, ved førstehånds-læsningen i hvert fald, at blive vel offer-agtig. Det tilgiver man hende så ganske umiddelbart, og forstår det, idet hun er og bliver offer i dobbelt forstand. Dels er hun blevet kørt ned og er blevet maltrakteret. Har mistet hele sit tidligere liv. Og bliver nu indrulleret i et sundhedsvæsen, hvor der er enhver mulighed for at komme i de forkerte hænder, eksempelvis sygehjælpere der virker stressede og irriterede, nederlagene der tårner sig op hos eksempelvis fysioterapeuten, mens angsten for at blive "smidt hjem", før man er parat til det fylder oveni alt det andet.
En værdifuld bog, der giver mening og mulighed for som læser at tænke over, hvordan vi fremadrettet måske kan blive mere rummelige overfor folk, der har det svært eller bare reagerer anderledes, end man selv ville gøre, ud fra det værdisæt, de nu har.