Når man på forsiden læser, at bogen handler om at leve og ikke kun overleve, så fristes man til at tro, den er fyldt med klicheer.
Det er den så ikke. Naturligvis siger forfatterne en lang række af de rigtige og politisk korrekte ting. Som at man ikke må fornægte en alvorlig diagnose, at man skal involvere sine kære, så de har mulighed for at forholde sig til en dødelig sygdom, at man skal tale om sine sygdomshistorier, bearbejde sin sorg, at man skal være opmærksom på tonefaldet som læge, der overbringer en trist nyhed og andre ting, vi har fået læst og påskrevert gennem tiden.
Men den gør det i en vedkommende kontekst, der naturligvis ikke bliver mindre fængende af, at vi har at gøre med to mennesker, der er gift og uendelig tæt på hinanden, holder foredrag over det ganske land om at være tæt på døden, og som er kendt af alle og enhver, der interesserer sig for sygdomsbilleder.

Og så er det, at vi som bonus får en række oplysninger, der rykker. At udvikling, viden og forskning indenfor lægestanden ændrer sig på syv år, men at den gode samtale dog slår alt det.

Af andre godbidder kan nævnes:

At modtage en psykiatrisk diagnose stadig er forbundet med skam og tabuisering.

At vi har 250 hospicepladser i Danmark.

Halvdelen af patienter med en tumor overlever.

Sådanne eksakte vidensdelinger ligger godt gemt inde i en perlerække af cases, fortællinger, og humristiske handlingsforløb, der gør, at man ligefrem kan se de to forfattere stå på scenen, hvor de øser af deres livskraft, erfaring, humor og paratviden.

 

Alt det som bogen er fyldt med.